Læsetid: 4 min.

Sorgens sorte hul

Tod Williams' 'The Door in the Floor' er et bevægende kammerspil om at blive hårdt ramt af livet
7. januar 2005

Ny film
'Sorgmunter' er vel et af de ord, som bedst beskriver den amerikanske forfatter John Irvings ofte skæve bøger. Han skriver om den pludselige sorg, om at blive ramt hårdt af livet, og tonen er på én gang sørgmodig og spøgefuld. På trods af alting er der håb i Irvings bøger, og de bedste af den håndfuld film – George Roy Hills Verden ifølge Garp og Lasse Hallströms Æblemostreglementet – der er baseret på hans bøger, får os til at gennemleve hele følelsesregisteret, når vi ser hans karakterer bragt til live på lærredet. På den måde er Tod Williams' The Door in the Floor også en vellykket filmatisering. Godt nok tager den kun udgangspunkt i første tredjedel af Irvings Enke i et år. Men Williams har held med at skabe det særlige mentale rum, hvori personerne lever og ånder uafhængigt af forlægget, og hvor vi alligevel bliver mindet om den særegne stemme bag. Jeff Bridges og Kim Basinger har hovedrollerne i filmen, der handler om et midaldrende ægtepar, som for flere år siden flyttede til en afsidesliggende by i The Hamptons i håbet om at kunne begynde på et nyt liv efter at have mistet deres store drenge, Tim og Tom, i en bilulykke. Men det går ikke særlig godt. Ted (Bridges), en berømt børnebogsforfatter, arbejder og drikker for meget og flirter med byens kvinder. Hans smukke kone, Marion (Basinger) er derimod gået helt i stå i sin sorg. Deres hus er indrettet som en helligdom viet til de afdøde drenge med billeder af dem hængende over det hele. Billeder, parrets fire-årige datter, Ruth (Elle Fanning), som de fik i et forgæves forsøg på at komme videre, dyrker med stor – og usund, skulle man synes – hengivenhed.

Troværdigt portræt
Ted og Marion elsker muligvis stadig hinanden, de forstår i hvert fald hinanden som ingen andre, de kan bare ikke finde ud af at tale sammen længere. De lever hver for sig, er fælles om at passe Ruth, men det er kun Ted, som har nærvær nok til at være en god forælder for Ruth, der efterhånden er blevet lige så excentrisk som sin far.
Ned i dette sorte hul af smerte og fortielse, som suger andre menneskers energi til sig, kastes den meget unge forfatterspire Eddie (Jon Foster), der har en slående lighed med den ene af de døde drenge. Han får et sommerjob som assistent for Ted – i virkeligheden skal han agere chauffør, fordi Ted i en brandert har fået frataget sit kørekort – og forelsker i Marion. Et seksuelt forhold udvikler sig mellem de to, og Marion begynder at forandre sig, hvilket får Ted til at blive mere opmærksom på hende. Deres ægteskab står ikke til at redde, og spørgsmålet er, om der stadig er håb for dem som mennesker. The Door in the Floor er ikke et melodrama, hvor der spilles på overdimensionerede følelser, men i stedet et afdæmpet kammerspil, hvor detaljer og små udtryk får stor betydning. Williams bruger nænsomt de velkomponerede billeder til at skabe et tomrum omkring sine fortabte karakterer, og filmen bliver også et troværdigt portræt af to mennesker, der er blevet udsat for noget helt usædvanligt.

På grund af bøgerne
Det er en melankolsk film, men den rummer også øjeblikke af poesi og næsten løssluppen humor med en kant – som f.eks. da Ted må flygte fra en af de kvinder, som han har tegnet, og som nu vil slå ham ihjel med en køkkenkniv. Titlen, [Kursiv]The Door in the Floor[Normal], er hentet fra en af Teds selvbiografiske børnebøger, som handler om en mor, der er bange for at leve videre, efter at hendes børn er forsvundet bag en dør i gulvet, og om hendes ufødte barn, der ikke har lyst til at blive sat i en verden, hvor børn forsvinder, og mødre er så bange. Hvor Ted har mulighed for at bearbejde den dybe sorg gennem sit arbejde, sin kunst, så har Marion kun sig selv, hvilket er dybt ødelæggende for forholdet til lille Ruth, der dog synes at forstå meget mere, end hun egentlig burde i så ung en alder. Kim Basinger har ret beset ikke meget at arbejde med i rollen som den indadvendte, næsten forstenede Marion, men hun formår alligevel at få et helt menneske ud af sine anstrengelser, og selv om hun ikke siger meget, så kan man aflæse sorgen og fortvivlelsen i hendes ansigt og øjne. Ted er en mere farverig type, og Jeff Bridges, en fremragende skuespiller, som man desværre ikke oplever så tit mere, lykkes med at gøre ham til mere end en kliché på den lettere excentriske, hedonistiske kunstner. Faktisk kæmper Ted lige så meget som Marion og vil gerne kunne hjælpe hende – han ved bare ikke hvordan. I stedet kaster han sig over alt det, han umiddelbart kan forholde sig til, kvinder, rødvin, sit arbejde, squash, Ruth, men i de stille øjeblikke, hvor fortiden indhenter ham, fornemmer vi, at det stadig gør ondt, og at heller ikke han har held med at komme videre. Det er kun på grund af bøgerne, at han endnu ikke er blevet vanvittig.

cmcinformation.dk

'The Door in the Floor'. Instruktion og manuskript: Tod Williams. Amerikansk Dagmar, Empire, Palads og Palladium i København og en håndfuld biografer i resten af landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu