Læsetid: 8 min.

Spejlinger og pejlinger

Uden at ryste rockens fundament, udsendtes der masser af fin musik i 2004, der dog næppe vil blive husket som et år, hvor musikken tog decideret nye retninger
5. januar 2005

Året i rock 04
Om jeg så fik en pistol for tindingen, ville det være mig umuligt at påstå, at 2004 på det internationale plan var et uforglemmeligt år. Vanen tro blev der udsendt en masse fin musik, og på scenerne var et mylder af folk, der insisterede på deres 15 minutters berømmelse, men ledte man efter det store sus, kunne man passende afspille nogle af de institutionaliserede klassikere, som i disse år i stor stil i genudgives i fornem indpakning og digitalt remasterede udgaver; pladeselskaberne skal jo have kradset lidt flere penge ind på dén konto, før et nyt format lanceres. Og nu begynder effekten af downloading – legal eller illegal, det er set herfra et fedt – at kunne mærkes, og folk sammensætter i høj grad selv den musik, de lytter til, ja i den udenlandske presse er deciderede download-hitli-ster dukket op. Musikken fylder intet og kræver ikke nødvendigvis en visuel præsentation, blot det rette afspilningsgrej. Hip-Pod’n’Roll!

Comebacks galore!
Det var også året, hvor den lokale pladebranche gennem hoforganet IFPI og dennes såkaldte Antipiratgruppe i sin utrættelige kamp mod den i dens øjne store bussemand – piratkopieringen – fik uhørte privilegier til bevis-sikring (et mindre belastet ord for ransagning) i private hjem. Det kræver en ransagningskendelse, men det er altså Antipiratgruppen i selskab med en dommer og en uvildig it-mand, der står for ransagningerne, undskyld bevissikringerne – ikke politiet! Det er fra højeste sted blevet vurderet, at jagten på de forbryderiske personager, der kopierer musik eller film, er så vigtig, at en privat organisation har fået beføjelser på linje med politiets. Interessant. Karl Marx, den gamle hædersmand sagde engang noget i retning af, at kapitalismen fjerner alle de forhindringer, der står den i vejen. Og Karl fik ret – igen! Det var et år, hvor der var riv i diverse comebacks og det, der ligner. Mest bemærkelsesværdigt var måske genkomsten af vor yndlingsmisantrop, engelske Morrissey, hvis You Are The Quarry mindede om, hvorfor han var så nem at elske til at begynde med; kun var det en bet at opleve ham live på Roskilde, for han er bedre på plade. At The Cure udsendte endnu et album, der til forveksling lød som alle deres andre albums, forhindrede ikke folk i at flejne begejstret ud over resultatet, der sigende bare hed … The Cure. Personligt vil jeg nu hellere høre 17 Seconds, hvis det skal være. Og Prince gav den endnu en skalle med Musicology, der lød som den lille lilla liderbuks i hans storhedstid i 80’erne … næsten da. Der var til gengæld riv i To The Boroughs, der påviste, hvor specielle de tre knægte i The Beastie Boys egentlig er; deres første udspil i sådan noget som seks år og tilmed et af deres allerbedste. Men det var genforeningen af American Music Club og det medfølgende album, Love Songs For Patriots, der virkelig pressede tårerne frem, og så var det stort at opleve de fire originale Pixies på Roskilde Festivalen, selv om et hårrejsende show fra Iggy & The Stooges i slagregn var og blev årets clue på Smatten!

Frem og tilbage
Rock’n’roll er som bekendt inde i varmen igen, selv om størstedelen af de bands, det myldrer frem med, kun har lidt at byde på. Det mest interessante af slagsen i år var britiske The Libertines, hvis andet udspil – der blot bar gruppens navn – var en både spændingsfyldt og sloppy omgang old schoolrock med noget på hjertet og en stribe overbevisende performances, smukt produceret af den gamle Clash City Rocker, Mick Jones. Bare synd gruppens enfant terrible, Pete Doherty, så ukritisk troede på alt det, en ukritisk musikpresse skrev om ham. Skotske Franz Ferdinands selvbetitlede debut var en forfriskende og melodisk omgang new wave (lige dele gammel Talking Heads, midterperiode-XTC og Orange Juice), der satte ild i håret på lytteren.

Punch og nerve
Mere interessante er dog dem, der forsøger at komme videre i teksten: Som f.eks Wilcos A Ghost Is Born, der med både punch og nerve fremstod som et af årets mest fascinerende og afsøgende udspil, selv om den ikke helt nåede op på siden af Lampchops ærefrygtindgydende dobbeltsatsning Aw C’mon/No You C’mon. Troldetøsen Björk gik med det vokalt orienterede Medulla endnu engang sine helt egne og særdeles frugtbare veje, mens landsmændene i duoen Slowblow stod for årets sadcore/lo-fi-udgivelse med et sjæleædende selvbetitlet album. Med ikke færre end to udgivelser – Rejoicing In The Hands og Nino Rojo – beviste Devendra Banhart, at enhver epoke har brug for sin vaskeægte hippietrubadur, bare det gøres så godt som her. De anglofile weirdos, The Shins, leverede det særdeles spiselige Chutes To Marrow, som sprintede lytteren i møde med den spøjsest tænkelige livskraft. Og det var glædeligt at sydstatskvartetten Kings of Leon med deres decideret sære toer, Aha Shake Heartbreak, levede op til al den hype, den var blevet overhældt med. Endelig bør Ben Christoffers sørgeligt oversete, men kunstnerisk skudsikre The Spaces In Between nævnes som et fascinerende eksempel på en storslået salgsfiasko.

Gamle Røvhuller
I kategorien Gamle Røvhuller Synger satte Nick Cave & The Bad Seeds trumf på med det mægtige dobbeltalbum Abattoir Blues/The Lyre Of Orpheus, et chokerende godt udspil, der fulgtes op med noget nær årets bedste koncert i Falkoner Salen.
Trods det store opbud af sange, fandt Cave tid til at skrive et par stykker til Marianne Faithfulls magtfulde Before The Poison, der endvidere nød godt af et par potente PJ Harvey-kompositioner. Også Harveys egen Uh Huh Her var en messe værd, for PJ er og bliver et unikum. Countryikonet Loretta Lynns fremragende Van Lear Rose bragte hende i velfortjent kontakt med en ny generation musikelskere pga. Jack Whites imponerende no nonsens-produktion, hvor 70-årige Leonard Cohen gjorde status med det minimalistisk indbydende Dear Heather, mens Tom Waits konsoliderede sin position med det typiske, men livgivende Real Gone.

Pranksteren Eminem
Hverken hiphoppen eller r&b’en stod for det sindsoprivende nyskabende, men sjovt var det at høre fra pranksteren Eminem, hvis Encore besad mange fine momenter, selv om han så småt er begyndt at gentage sig selv. Britiske The Streets (Mike Skinner) gav med det flotte A Grand Don’t Come For Free en meget personlig vinkel på hiphop, mens producer-esset Kayne West sprang ud som solist med The College Drop-out, et sjældent varmt, vedkommende og knastørt hiphop-udspil. Var Mos Def’s The New Danger en anelse ujævn, løftede det sig pletvist op i guddommelige, og Snoop Dog fik et velfortjent comeback med det nedbarberede R&G (Rhythm & Gangsta). Årets to bedste r&b-plader var med kvinder: Brandys Afrodisiac var et indbydende karrierehøjdepunkt for den langlemmede tøs, mens ’nu soul’-genren ikke fandt mere fornemt udtryk end på Jill Scotts sublime Beautiful Human. Og skulle det bare være lir og skæg – og det skal det jo en gang i mellem – var debuten fra The Scissor Sisters velegnet til formålet, mens der kunne danses natten lang til The Solutions medrivende Communicate!, hvis titel ikke var falsk reklame. Årets Citat stod Sharon Osbourne såmænd for: »I think Prince Charles is fab. I’d suck his willy.« Nå, har vi glemt nogen/noget? Sikkert, ja. Sådan går det, men ikke desto mindre: Godt nytår, kære læsere. Fyr den dog auf osv.…

10 gode fra året, der gik
Brian Wilson: Smile (Nonesuch/Warner)
Vi har sagt det før og gentager gerne os selv: Smile var ventetiden værd. Det mest berømte ufærdiggjorte væk i rockhistorien (undfanget 1966 og opgivet året efter) er så fremsynet, at det lyder mere nutidigt end meget af det, der lanceres som ’nyt.’

Lampchop: Aw C’mon/No You C’mon (City Slang/EMI)
Fremragende og bizar og tillokkende og mystisk og bredspektret dobbeltudgivelse fra Kurt Wagner & Co., der bare blev bedre og bedre for hver gang – på samme måde som deres koncerter var samtaleemne i lang, lang tid

Kanye West: The College Dropout (Roc-A-Fella/Universal)
Sandt er det, at man skal vænne sig til Wests organ/flow, for han er ikke den mest oplagte rapper, men for det første vinder hans stil ved nærmere bekendtskab og for det andet er han blandt de mægtigste af den moderne hiphops studiebetvingere

The Libertines (Rough Trade/VME)
Bag overskrifterne om den konstante krise, gruppens to hovedpersoner - Carl Barat og Pete Doherty – befandt sig i med hinanden (og for sidstnævntes vedkommende også med sig selv … og stoffer) gemmer sig konturerne af et rigtigt stort rockband.

Mark Lanegan Band: Bubblegum (Beggars Banquet/Playground)
Lanegans soloalbums har altid virket tillokkende på en udemonstrativ facon med deres diskrete aroma af finskåren Americana, som dog på ingen måde havde forberedt os på det mægtige schwung og scope, der er at finde på mesterværket her.

The Streets: A Grand Don’t Come For Free
Lad britiske Mike Skinner tage Dem ud på en sightseeing gennem Englands under- og bagside med dette ambitiøse garage koncept-album, hvor hans evner som historiefortæller folder sig vellykket ud; lidt som en Mike Leigh-film for ørene.

Elliott Smith: From A Basement On A Hill (Domino/VME)
Dette er så Smiths efterladte værk, og det gør ikke én mindre deprimeret over hans meningsløse selvmord (mord?) i 2003, thi dette er virkelig sangskrivningskunst på højt niveau, afsunget med den utrolige hudløshed, der var hans adelsmærke.

Nick Cave & The Bad Seeds: Abattoir Blues/The Lyre of Orfeus (Mute/EMI)
Uden Blixa Bargeld, men med fornyet energi, leverede Nick Cave et af karrierens allermest ambitiøse og lytteværdige udgivelser med dette mægtige dobbelt-album, et kreativt peak i en karriere, hvor det har myldret med højdepunkter. Gudemusik.

Amy Winehouse: Frank (Island/Universal)
I en tid, hvor tuttenuttede pigebørn à la Nora Jones og Katia Melua løber med alle roserne, var det en lise at støde på dette toughe og velsyngende kvindemenneske, som trods sin unge alder ikke desto mindre lyder både erfaren, intens og vedkommende.

Franz Ferdinand (Domino/VME)
Denne skotske kvartet kom flot fra start med deres selvbetitlede, Tore Johansson-producerede debut, en af årets mest dynamiske udgivelser, der brød tidens tern ved at søge inspiration hos nogle af de bands, hvis stil man engang kaldte ’new wave’.

Fire fæle fusere

Courtney Love: America’s Sweetheart
Hvad mer’ er der snart at sige om denne Love, der åbenlyst nyder at skylle resterne af sin karriere ud i lokummet i offentlighedens påsyn? Vil man give den som primadonna, skylder man sgu sine omgivelser noget ordentlig musik.

Destiny’s Child: Destiny Fullfilled (Sony Urban)
Med kun et ægte hit og bedrøveligt meget candy floss-filler fremstod denne engang så stilskabende trio symptomatisk for den energi- og idemangel, der i år prægede den engang så dynamiske r&b-scene.

R.E.M.: Around The Sun (Warner)
Nok det kedeligste udspil nogensinde fra dén kant. Stipe & Co. drog på turné med en række ligesindede for at få væltet Bush og valgt den allerede glemte Kerry. Det mislykkedes som bekendt. Ligesom denne plade.

Metallica/ Live i Parken:
Tomme tønder buldrer. Meget. Og i dette tilfælde: mest. Rædselsfuldt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu