Læsetid: 11 min.

Spørgsmålet er hvornår vi kalder det borgerkrig

Valget i Irak i morgen kan risikere at institutionalisere konflikten og den etniske kløft i Irak, advarer den anerkendte Mellemøstekspert Rosemary Hollis
29. januar 2005

Interview
London – »Tja« siger Rosemary Hollis og trækker på de spinkle skuldre, »hvis ikke valg, hvad så«?
Den anerkendte britiske Mellemøstekspert og leder af The Royal Institute of International Affairs’ Mellemøstprogram har masser af bud på, hvad der vil ske før, under og efter det irakiske valg i morgen. Men hvordan Irak kan komme videre i processen mod reel uafhængighed og forsoning – hvis ikke det skulle ske gennem det planlagte, men meget kritiserede valg – har hun ikke formået at udtænke et bedre bud på.
Den irakiske suppedas – med snesevis af civile dræbte hver uge, med voksende sekteriske skel og med stigende utilfredshed med tilstedeværelsen af udenlandske tropper i landet – det findes der ganske enkelt ingen indlysende plan ud af, siger Hollis fra sin base i hjertet af London, hvor Information finder hende midt imellem bøger, lyserøde Financial Times-udklip og bunker af printede analyser og internetsider.
»Valget vil blive en milepæl, men ikke et vendepunkt,« fastslår hun eftertænksomt.

Efter hvert spørgsmål giver hun sig selv en tænkepause ved at trække første del af sin sætning i langdrag, hvorefter resten pludseligt kommer væltende som en lavine af vise sten.
»Det er klart en vigtig begivenhed, og der vil efterfølgende være et resultat, som vil have konsekvenser for styringen af Irak, og folk vil kunne argumentere for, at den forsamling, der vælges ved valget, er mere repræsentativ end den nuværende regering, om end ikke fuldt ud repræsentativ,« fortsætter hun.
– Det ser ud til, at shiamuslimerne vil få deres flertal, efter at de er blevet enige om at opstille som én liste. Hvilken politik forventer du af dem?
»Hovedmålet med valget er at vælge en forsamling, som kan udforme en forfatning. Det vil blive interessant at se, hvor meget magt den nye, midlertidige regering vil få i forhold til at tage større, langtrækkende beslutninger – for den regering, der bliver udpeget af forsamlingen, vil netop også være midlertidig.«
»Hvilken betydning sharialov vil få i den irakiske stat – og dermed hvorvidt Irak vil blive en islamisk stat – skal også tages op i forbindelse med udformningen af forfatningen. Kurderne ønsker ikke shiaislamisk lov som statsreligion, for de er primært sunnimuslimer. Kurderne ønsker en sekulær forfatning.«
– Men vil de være stærke nok til at sikre det?
»I teorien nej, men det er ikke i flertallets interesse at have stærk mindretals-utilfredshed med forfatningen – det vil kun forstærke oprørsgrupperne,« siger Rosemary Hollis, der dog vurderer, at den eksisterende splittelse i landet kan risikere at blive forstærket af valget.
»Det vil være en af hovedopgaverne for den valgte forsamling – med sit shiamuslimske flertal – at undertrykke oprøret og organisere, hvordan det skal ske. Rekrutteringen af folk til sikkerhedsstyrkerne vil fortsat afspejle kurdernes og shiaernes ønske om at fortsætte den politiske, ikke-voldelige proces. Hvis kurdiske og shiamuslimske fraktioner og militser udgør rygsøjlen i sikkerhedsstyrkerne, som overvejende kæmper imod sunnimuslimske oprørere – så er det kun et spørgsmål om, hvornår vi kalder det for borgerkrig. Der er stor risiko for en styrkelse af de sekteriske skel.«
– Hvilken holdning vil en shiadomineret regering have over for tilstedeværelsen af udenlandske tropper i landet?
»Mit indtryk er, at vinderne af dette valg vil blive nødt til at sige, hvad planen er i forhold til de udenlandske styrker, og hvornår de kan forventes at forlade landet. Men de vil ikke have travlt med at tvinge dem til at trække sig ud. De ønsker, at de bliver og bakker op om dem; hjælper til med at forstærke deres magtposition, og de vil blive nødt til at finde en måde, hvorpå det ikke går ud over deres legitimitet. Men det ville være en kæmpe overraskelse, hvis de sagde: ’Vær venlig at forlade landet nu’.«
– Hvis man tager antallet af kup i Iraks korte historie med i betragtningen, tror du så, at den kommende regering vil kunne overleve uden støtte fra koalitionsstyrkerne?
»Det ser ikke sådan ud. Jeg tror ikke, at vi ville høre så mange negative vurderinger fra amerikanerne, hvis de irakiske sikkerhedsstyrker virkelig var ved at komme op på niveau. Og det – at have stærke sikkerhedsstyrker – er hvad det reelt betyder for en regering at være stærk nok,« siger Hollis.

Da USA gik i krig i Irak var der blandt høgene i Washington en tro på, at man ved at fjerne Saddam Hussein kunne indføre demokrati i Irak, som derefter ville sprede sig til resten af regionen. Med valget i morgen tages det første skridt hen imod demokrati i landet, men vil amerikanerne mon få sig den tætte allierede i Irak, som de håbede på, eller vil et shiamuslimsk Irak i stedet rykke tættere mod det ligeledes shiamuslimske Iran?
»Jeg tror, at amerikanerne har sagt farvel til drømmen om en sekulær, proamerikansk regering i Bagdad, der vil kunne levere både demokrati i Irak og fred med Israel og en hel ny begyndelse. For det andet er de begyndt at acceptere det faktum – som de ikke fuldt ud havde anerkendt før – at et flertal af irakerne er shiaer, og at det vil blive afspejlet ved valget. Men jeg tror, at USA nu har besluttet sig for at tro på, at dette er irakiske shiaer, og derfor vil de ikke være i lommen på iranerne. Og de mener, at irakerne har behov for amerikansk hjælp til at forhindre, at iranerne blander sig for meget. Jeg tror, at det er sådan, de har valgt at se på det i øjeblikket.«
– Og hvad tror du er mest sandsynligt – vil Irak rykke tættere på Washington eller Teheran?
»Jeg tror, at iranerne har lige så meget indflydelse i Irak, som amerikanerne har, men på andre måder. Man bliver nødt til at se i øjnene, at der er masser af forbindelser på tværs af den irakisk-iranske grænse. Det har at gøre med religiøse studier, at de deler samme trosretning, der er pilgrimsrejserne til de helligste shiamuslimske helligdomme, som ligger i Irak. Det er sandsynligt, at centrum for shiamuslimske studier vil flytte tilbage til Kerbala og Najaf i Irak fra Qom i Iran.«
»Men dette har implikationer for Iran såvel som for Irak. Iranerne kan ikke løbe fra dette – hvad der sker i Irak er temmelig vigtigt i forhold til deres fremtid, hvilket intet har at gøre med, hvorvidt de ønsker at kontrollere Irak eller ej. Men netop fordi, det har betydning i forhold til Irans fremtid, vil iranerne ikke forpasse en mulighed for at påvirke Irak. Jeg tror, at vi i det kommende år – efter valget i Iran – vil se en iransk ledelse, der er mere nationalistisk end religiøs, og denne ledelse vil foretrække et pluralistisk samfund i Irak frem for en religiøs stat,« vurderer Rosemary Hollis og nipper til den lunkne maskinkaffe fra instituttets kantine.
– Hvorfor ønsker de ikke et præstestyre á la deres eget i Irak?
»Fordi de ikke selv er interesserede i at styrke det religiøse element i den iranske magtdeling. Jeg læser iransk indenrigspolitik som en magtkamp – det handler ikke om doktriner. Reformisterne tabte kampen med de konservative, fordi de var for uorganiserede og kom fra for mange forskellige politiske platforme – nogle var socialister, andre kapitalister. I den magtkamp vandt de konservative, men der er pragmatiske konservative, som håber på at vinde næste valg, og deres mål i forhold til Irak vil ikke være at opbygge et præstestyre.«
– Hvad ønsker de så?
»Hvad de ikke ønsker, er præcist hvad saudiaraberne, jordanerne og syrerne ønsker. Iranerne ønsker ikke en sekulær, sunniarabisk elite ved magten, som spiller på Iraks arabiske, nationalistiske, sikkerhedsorienterede identitet. Hvis du er iraner, er det farligt – det vil være en ny Saddam Hussein.«
»Så iranerne håber på, at Irak bliver en vidtfavnende stat, fordi Baath-regimets arabiske nationalisme var diskriminerende mod ikke-arabere – imod iranere, kurdere, israelere. Ikke at iranerne har meget til overs for israelerne, men de ønsker ikke at genopleve den retorik, som resulterede i, at Irak angreb Iran for at skabe et bolværk mellem Iran og den arabiske verden. Iranerne anser en nationalistisk, arabisk stat for en fjendtlig stat. Og de anser en vidtfavnende stat for en svag stat, men en som ikke er aggressivt anti-iransk,« forklarer Hollis.
– Hvad tror du, at der vil ske på kort sigt efter valget i Irak?
»Jeg tror, at det voldelige oprør vil fortsætte. Hvad der sker politisk afhænger af, hvor stærkt repræsenterede personer som den nuværende ministerpræsident, Iyad Allawi, og Adnan Pachachi (højtstående sunnimuslim, red.), bliver ved valget. Pachachi forsøgte først at få valget udskudt, så flere sunnimuslimer og sekulære ville deltage. Nu hvor det ikke lykkedes, er han en af dem, der forsøger at få så mange eksilirakere til at stemme som muligt. Allawi forsøger at lave aftaler med elementer blandt de sekulære, stammerne, sunnimuslimerne. Så hvis disse to grupper bliver stærkt repræsenterede i forsamlingen og i den nye midlertidige regering, så er det muligt, at der vil blive gjort mere for at bringe de fremmedgjorte irakere ind i folden, så det hele holdes sammen,« vurderer Rosemary Hollis.
»Den anden mulighed er, at den sekteriske dagsorden bliver styrket, hvilket kan ske, hvis shiaerne vinder meget overlegent. Det vil ikke så meget være spørgsmålet om sharialov, men snarere en ’enten er du med os, eller også er du imod os’-holdning, der vil blive fremmet. I stedet for at arbejde for at finde en bredtfavnende opskrift, som bl.a. kan bruges i forbindelse med rekruttering til sikkerhedsstyrkerne, og som kan mindske oprørernes styrke – i stedet for dét får vi en styrkelse af konflikten. En institutionalisering af konflikten om du vil.«
»Jeg vil ikke skyde på, hvilken vej det vil gå – men valget bliver i hvert fald ikke et automatisk vendepunkt. Det kan ende med at skærpe konflikten yderligere, eller det kan blive endnu et stadie i en fortsat proces, som ikke vil ende, før en forfatning er på plads og virker,« siger Rosemary Hollis.
– Og hvad forventer du på længere sigt?
»Hvis oprøret bliver nedkæmpet, tror jeg, at vi har lært af historien, at det hele kan boble op igen i fremtiden, med mindre der er reel forsoning. I så fald bliver det en ustabil stat. Og hvis amerikanerne beslutter sig for at blive i landet, selv efter at staten bliver mere stabil, end den er nu, så vil det være en destabiliserende faktor. De skal være på vej ud, men hvis man kigger på amerikanernes tilstedeværelse rundt om i regionen, så har jeg noteret mig, at forestillingen om, at de selv er del af problemet, ganske enkelt ikke bliver accepteret i Washington. Der er masser af amerikanere – inklusive en del demokrater – der argumenterer for dette, men regeringen mener, at den har brug for så mange militære aktiver i regionen som muligt for at kontrollere udviklingen og stabilisere regionen,« siger hun.

– Men der er dog et voksende pres på Bush-regeringen for at formulere en såkaldt exit-strategi.
»De overvejer, hvordan de kan reducere antallet af soldater i skudlinjen, men vi vil se en tendens til, at amerikanerne vil blive i regionen – inklusive i Irak – men bag barrikader. Soldaternes primære rolle vil være at beskytte sig selv i stedet for at udfylde en funktion i samfundet. Og hvis de bliver i landet på den måde, så vil det ikke hjælpe til med at stabilisere Irak. Det kan vi se fra Saudi-Arabien, hvor amerikanerne blev efter 1991-krigen. Vi ser det fra Golfstaterne, hvor amerikanerne har enorme militære faciliteter, og fra Egypten, hvor de afholder store fællesøvelser med militæret. De leverer isenkram og samarbejder med den jordanske hær – 50 procent af deres tilstedeværelse i regionen er militær. Det er deres modus vivendi,« siger hun.
– Alt tyder på, at Bush-regeringen vil fortsætte sin udenrigspolitisk om at sprede ’frihed og demokrati’ i verden. Hvad vil det få af betydning for Irak og resten af Mellemøsten?
»Det får sådan nogen som mig til at fortsætte med at pusle med spørgsmålet om, hvor meget og hvilken type udefrakommende assistance der skal til for at give demokrati i regionen et skub fremad. Men de signaler og den assistance, vi ser i øjeblikket, er så utroligt modstridende. I terrorbekæmpelsens navn samarbejder man med regimer, som undertrykker deres befolkninger. Man udfører arrestationer, fængsler folk uden rettergang, torturer under afhøringerne som en del af krigen mod terror – hvilket er i modstrid med målsætningen om at fremme menneskerettighederne i regionen. Så hvornår er det, at friheden begynder, hvis dette er politikken?« spørger Hollis retorisk og fortsætter.

»Samtidig med al denne snak om at bekæmpe terrorisme, har man en forventning om, at de arabiske regeringer vil lære at lytte til flertallet i deres befolkninger, men der opstår ambivalens, når det kommer til at acceptere virkeligheden, som er, at flertallet i de arabiske lande er meget anti-amerikanske og sandsynligvis vil støtte islamiske partier. Ifølge meningsmålingerne i regionen er syrerne de mindst anti-amerikanske og mest sekulære – det kunne faktisk også være Iran. Egypterne er de mest fundamentalistiske og anti-amerikanske, og hvis de får del i ’friheden’, så vil det betyde løsladelsen af nogle elementer, som amerikanerne ikke rigtig har besluttet sig for, om de kan leve med på fri fod eller ej. Det er derfor, at vi hører alle disse modstridende signaler,« siger dr. Hollis.
»Teorien er, at det hele handler om frihed, men amerikanerne kan ikke beslutte sig for, hvad der har højest prioritet, og hvordan de skal gribe det hele an. Skal de styrte lederne eller forsøge at påvirke dem til at gennemføre ændringer?«
»Jeg tror, at vi vil se en præsident Bush, som vil blive ved med at tro på det, han siger: At han bringer demokrati og frihed til folk. Men det vil i sidste ende blive samme model, som palæstinenserne er blevet præsenteret for: ’I bliver nødt til at leve under besættelse, indtil I bliver demokratiske’ – og så skidt med, at det er umuligt,« siger Rosemary Hollis.

Blå bog
Rosemary Hollis
•Har siden 1995 været leder af det britiske Royal Institute of International Affairs Mellemøstprogram. Instituttet – også kaldet Chatham House – er en uafhængig tænketank med fokus på internationale spørgsmål.
•Ekspert i internationale relationer og regionale sikkerhedsspørgsmål i Mellemøsten. Desuden har hun specialiseret sig i relationerne mellem de vestlige magter – USA, Storbritannien, Europa – og Mellemøsten.
•Hendes igangværende projekter omfatter: De regionale uoverensstemmelser som følge af Irak-krisen, de palæstinensiske flygtninge i forbindelse med Mellemøstfredsprocessen, forskellene mellem Europas og USA’s politik i Mellemøsten samt Storbritannien og den arabiske verden.
•Hollis var fra 1990-95 leder af The Royal United Services Institute for Defence Studies’ Mellemøstprogram. Tidligere har hun bl.a. været underviser i internationale relationer på George Washington Universitetet i USA samt haft en række research og forskningsopgaver med fokus på Mellemøsten. Hollis har en masteruddannelse fra King’s College i London i Krigsstudier fra 1975.
•Forfatter til adskillige bøger og artikler. M.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her