Læsetid: 5 min.

Synet tog vejret fra mig

Selvfølgelig kom volden. Alligevel var det synet af de tusindvis af shia-muslimer, kvinderne i sorte hejab, mændene iført læderjakker og lange gevandter og børnene, der stavrede af sted ved siden af dem, som tog vejret fra mig
31. januar 2005

Irak ifølge fisk
Selv da eksplosionerne bragede rundt omkring i Bagdad, kom de myldrende i hundredvis og senere tusindvis: Hele familier, skrøbelige gamle mænd støttet af deres sønner, børnene der fulgtes med de voksne, spædbørn i armene på mødre, søstre, tanter og kusiner. Bagdads shiamuslimer gik til valg i går.
De gik i tavshed ad de bilfrie gader hen til Martyren Mohamed Bakr Hakim-skolen i Jadriya, mens lufttrykket ændrede sig på grund af mortérgranaterne, der regnede ned over den amerikanske og den britiske ambassade og dagens første selvmorder, der tilintetgjorde sig selv og sine ofre – overvejende shiamuslimer – godt tre kilometer derfra.
Kurderne stemte også i titusindvis, mens sunnimuslimerne, der udgør 20 procent af den irakiske befolkning, enten boykottede valghandlingen eller var for bange til at møde op på valgstederne. Valgdeltagelsen, der ifølge det første skøn lå på omkring 72 procent af Iraks 15 millioner registrerede vælgere, afspejler såvel tragedie som sejr, for mens shiamuslimerne udviste et utroligt mod og mødte talstærkt op i valglokalerne, var Iraks sunnimuslimske stemme tavs.
Denne kendsgerning svækker troværdigheden i et kommende irakisk parlament. Et parlament, der skal udgøre USA’s politiske retfærddigørelse af, at landet trækker sig ud af sit mellemøstlige mini-Vietnam.

Selvfølgelig kom volden
Og ja, selvfølgelig kom den vold, vi alle havde ventet og frygtet. Ni selvmordsbombere valgte at dræbe sig selv og tage så mange som muligt med sig i døden i Bagdad i går – det højeste antal selvmordere på én dag nogensinde i Mellemøsten.
En amerikansk forretningsmand og en amerikansk soldat blev dagens første ofre i Bagdad, da mortérgranater eksploderede uden for den amerikansk-udpegede irakiske ledelses hovedkontor midt i byen. Derefter blev over 20 vælgere dræbt – fire af dem mejet ned lige i nærheden af et stemmelokale i Sadr City. Lige før mørkets frembrud blev det meddelt, at et britisk Herculesfly var styrtet ned på vej til byen Balad, der kontrolleres af oprørere. I alt blev næsten 50 mænd og kvinder dræbt i Irak i går. Alligevel var det synet af de tusindvis af shiamuslimer, kvinderne i sorte ’hejab’-kjoler, mændene iført læderjakker og lange gevandter og børnene, der stavrede af sted ved siden af dem, som tog vejret fra mig. Hvis det passer, at Osama bin Laden har kaldt gårsdagens valg en ’vantro handling’, lyttede disse mennesker – 60 procent af den irakiske befolkning – i hvert fald ikke til hans trusler. De mødte op for at få deres retmæssige magt over landet tilbage. Det var derfor, shiamuslimernes ’marja’ – åndelige overhoved – ayatollah Ali al-Sistani havde opfordret dem til at stemme – og vé amerikanerne og briterne, hvis de ikke forstår, hvad der er spil, for hvis gårsdagens valg afføder en parlamentarisk koalition, der splitter shiamuslimerne og gør dem til oppositionen, vil det sunnimuslimske oprør blive et landsdækkende oprør.
»Jeg er kommet i dag, fordi vores ’marja’ siger, at stemmeafgivningen i dag var vigtigere end bøn og faste,« sagde en ung mand foran valglokalet i Jadriya.
En ældre, hvidskægget mand, der fulgtes med sin kone, strålede af glæde.
»Jeg hedder Abdul-Rudha Abu Mohamed, og jeg er lykkelig i dag,« sagde han: »Vi skal vælge en præsident, alle irakere skal blive en helhed, og der skal herske retfærdighed.«
Også hos den lokale valgobservatør pressede bevægelsens tårer sig på. Taleb Ibrahim indrømmede, at han havde stemt ved valgene under Saddam, men denne dag markerede for ham det afgørende vendepunkt, hvor Iraks shiamuslimer, der ikke havde taget hævn over deres tidligere undertrykkere i Baath-partiet, ville vise deres storsind. Det var endda ikke så galt, at sunnimuslimerne boykottede valget, tilføjede han, »for der er et gammelt ordsprog, der siger, at ’hvis faderen bliver vred, har man ingen problemer med sønnerne’. Vi vil sikre os, at ’sønnerne’ – sunnimuslimerne – får de samme rettigheder som os.«
Overalt i Bagdad var billedet det samme: Store familier der som én krop bevægede sig hen til valglokalerne, mens luften genlød af eksplosioner. Kort efter, at valghandlingen blev indledt klokken syv søndag morgen, lød inden for to minutter 30 eksplosioner i Bagdad, men folk blev ved at strømme ud af deres huse, som skulle de på en længe planlagt søndagsudflugt.
Bragene fra bomberne er blevet som Iraks hjerteslag, og ikke engang de amerikanske Apache-helikoptere, der patruljerede over vores hoveder med få minutters mellemrum, kunne overdøve slagenes hamren. Alligevel var stemningen høj langs de bilfrie veje: Naboer stoppede for at sludre, ryge, drikke te og vise hinanden den det udtværede blækkat på pegefingeren, der viste, at de havde været igennem valgproceduren. Det var på én gang den farligste og sikreste dag i Bagdad.

Vestens falske optimisme
Ved et af valglokalerne spurgte jeg en ung irakisk soldat, der var iført sort uldhætte for at undgå at blive genkendt, om han var bange.
»Det er lige meget,« sagde han med fast stemme, »jeg er parat til at dø for dagen i dag. Vi skal stemme.«
Syv timer senere talte jeg med ham igen.
»Det føles som om, vi kan ændre vores fremtid og vores skæbne,« sagde han, »før i tiden stemte vi ’ja’ eller ’ja’. Nu stemmer vi for vores egen skyld,« sagde han.
Man kunne nemt være blevet rørstrømsk over den slags udtalelser og blive suget ind i de vestlige tv-stationers falske optimisme og vrøvl om Iraks »historiske« dag – for dagen i går bliver kun historisk, hvis den vitterligt ændrer Irak – og det frygter mange, slet ikke bliver tilfældet. Ingen af dem, jeg talte med i går, tror på, at oprørerne indstiller angrebene – mange regnede tværtimod med, at det vil blive voldsommere, og shiamuslimerne i valglokalerne sagde alle, at de også stemte for at få amerikanerne ud af landet – ikke legitimere troppernes tilstedeværelse.
Det er et budskab, som det er risikabelt for amerikanerne og briterne at overhøre. Langs gaderne var der i går posteret tusindvis af amerikanske soldater. De fleste af dem forsøgte at vise irakerne respekt og betragtede dem blot i stedet for at true med deres rifler.
Kaptajn Buchanan fra Arkansas vovede oven i købet at komme med en politisk kommentar:
»Det er en skam, at sunnimuslimerne ikke stemmer, de gør det svært for sig selv«.
Men de gør det selvfølgelig også svært for hele Irak, shiamuslimerne og i sidste ende måske også USA, for hvor meget stoler vi egentlig på det kommende parlament eller den kommende forfatning uden støtte fra dette meget vigtige mindretal?
Jeg spurgte en sunnimuslimsk sikkerhedsvagt, hvordan han betragtede Iraks fremtid. Han havde naturligvis ikke stemt, men han havde tænkt meget over spørgsmålet.
»I kan ikke bare give os demokrati uden videre,« sagde han: »Det er jeres egen, vestlige drøm. Før havde vi Saddam, og han var en ond mand, der behandlede os grusomt, men resultatet af dette valg bliver, at I giver os en masse små saddam’er.«

© The Independent og Information

*Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her