Læsetid: 2 min.

Terningshumanisme

Der blev aldeles livligt på tilskuerpladserne under TeaterKunsts magtspil om fængselsstraf. Debatten handlede om retfærdighed
13. januar 2005

Teater
Justitsministeren bør overveje at åbne et kunstnerisk funderet kontor på Østerbro. Her trives i hvert fald nogle strafdiskussioner og retfærdighedsdebatter og demokratitvivlsomme casestories, som Justitsministeriet godt kunne bruge i sin pejling af landets lovgivningsopfattelse.
I november bragte Teater Grob ungdommenligt håb og sortseende realisme ind sin dødsstrafforestilling Vejen til Himlen i Kanonhallen. Og nu er det TeaterKunst, der vil udfordre tilskuerne med et matador-agtigt spil om længden af fængselsstraffe – og muligheden for at skrifte eller spille sig til frihed.

Grotesk taburetleg
Krudttøndens lille rum er malet kulsort, og på væggene står reglerne med kridt. Gulvet er selve spillepladen – en kridtcirkel inddelt i felter. Og så må de tre langtidsindsatte fanger ellers bare skiftes til at slå med kæmpeterningen, rykke hver deres minimaltaburet – og håbe på heldet. Frihedspointene opregnes alt efter spillefelterne: En besøgsfamilie giver 10 frihedspoint, mens ens eget tv-show kun giver fem. Og så videre. Men deres point stiger lige så hurtigt, som de falder.
Det er aldeles underholdende og tilfældigt – og naturligvis dybt grotesk. Og de tre konkurrende fanger præsenterer nøjagtig samme groteske tilfældighed, når de i spillets ’skriftestol’ fortæller om de handlinger, der har bragt dem i fængsel. Intet er entydigt, og intet er helt sikkert retfærdigt. Tilskueren rammes allermest af det fællestræk, at alle forbrydelser er begået i en højere og menneskekærlig sags tjeneste – og at forbrydelserne derfor er menneskeligt forståelige.

Ublu øjenkontakt
Det er Nina Larissa Bassett, der har begået den muntre tekst – spækket ikke mindst med sidehistorier i absurde prøv lykken-kort, hvor deltagerne skal forholde sig til grusomheder fra forskellige dele af verden. Hendes sociale engagement er uomtvisteligt, og hendes voldsharmende humanisme får godt modspil i Vivian Nielsens kantede instruktion, der netop ikke higer efter nogen som helst sympati. Uanset hvor rå historier, de fortæller, er det med ublu øjenkontakt. Spillerne har hver deres måde at tækkes publikum på: Stine Holm Joensen vælger den blondinesikre flirt, Maj Johansen vælger den tilknappede matematikerkvindes korrekthed – og Stanislav Sevcik strutter rundt i sine læderbukser med potensen længere fremme end intelligensen og spillestrategien; han har jo tid nok…
Det nyskabende ved forestillingen er imidlertid, at den får tilskuerne på banen. Ikke alene byder TeaterKunst-konceptet, at publikum skal give fangerne troværdighedskort – rødt eller grønt – og dermed give eller fratage dem nogle frihedspoint. Næ, ved premieren gik dialogen videre, så tilskuere spontant spurgte til reglernes rimelighed – eller mindede spillerne om, at de havde rykket med den forkerte taburet. Som noget sjældent blev der aldeles livligt på tilskuerpladserne, hvor retfærdighedsdebatten opstod som noget uundgåeligt.
Dermed har TeaterKunst opnået den nyskabende dialog, som er deres tydelige ærinde. Og som Justitsministeriet – og Kulturministeriet – grangiveligt kunne lære noget af.

*’Magt’ – et teaterspil. Tekst: Nina Larissa Bassett. Instruktion: Vivian Nielsen. Dramaturg & planlægger: Solveig Weinkouff. Scenografikonsulent: Sheila Trillingsgaard. TeaterKunst (Bassett-Nielsen-Weinkouff) i Krudttønden, Øster Fælled Torv, til 29. Jan.
www.teaterkunst.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu