Læsetid: 4 min.

Tjekket tjekkisk operatragedie på Staatsoper

Staatsoper i Berlin fejrer den tjekkiske komponist Leos Janácek med en stram opsætning af hans opera ’Katja Kabanovᒠfra 1921. Det er den kontroversielle teaterinstruktør Michael Thalheimer, der her iscenesætter sin første opera
27. januar 2005

Staatsoper i Berlin fejrer den tjekkiske komponist Leos Janácek med en stram opsætning af hans opera ’Katja Kabanovᒠfra 1921. Det er den kontroversielle
teaterinstruktør Michael Thalheimer, der her iscenesætter sin første opera

Opera
Scenerummet er én stor rektangulær, åben dørfyldning af lyst træ. Da stykket begynder, står selve døren, der er bemalet med store røde, lidt naivistiske blomster, på vid gab til venstre på scenen. Men den lukker sig langsomt i løbet af forestillingen. Yderst til højre, helt fremme på forscenen, står en spinkel stol. Så enkel er scenografen Olaf Altmanns dekoration til Leos Janáceks opera, der er skrevet over den russiske dramatiker Alexander Ostrowskis drama Stormen fra 1859. Da operaen er på vej mod sine sidste takter, lukkes døren til slut helt i. Der er ingen vej tilbage til scenerummet, og Katja Kabanová, stykkets tragedienne og titelperson, kaster sig i floden og døden.
Janáceks Katja Kabanová er en kærlighedstragedie, der udspiller sig i et reaktionært og stærkt religiøst samfund, der kæmper mod modernitet, videnskab og fremskridt, altså Rusland i 1850’erne. Dens hovedpersoner har ingen ægte interesse i forandring og bekæmper den derfor med katastrofale følger.
Men i Thalheimers opsætning er der ikke meget, der henviser til det feudale Rusland. Samtidige litterære kvindeskæbner som Tolstojs Anna Karenina og Flauberts Madame Bovary rækker jo gudskelov også langt ud over deres tid. Alle tre – Anna, Emma og Katja – befrier sig ikke som kvinder, for det er ikke muligt. Deres tragiske alternativ er, at de må befri sig fra det at være kvinde ved at vælge døden. Det drama foregår måske mest intenst i dag i muslimske familier, hvor datteren nemt kan komme på kant med sit arrangerede ægteskab og til slut ikke se anden udvej end døden. Og den er ingen udvej. For dem er Janáceks opera et rekviem.
Katja Kabanová er historien om en ung gift kvinde. Da hendes mand, Tichon, rejser væk i nogle dage, lades hun alene tilbage med sin nedrige svigermor, Kabanicha. Mens ægtemanden er væk, indleder Katja et forhold til sin elskede Boris. Men da manden kommer hjem ti dage senere, martres hun af skyldfølelse og tilstår sin utroskab. Hun flygter under et stormvejr, mødes med den alt for vege Boris, der fortæller, at han er kaldt til tjeneste i Sibirien. Tragedien fuldbyrdes, da Katja styrter sig i Volga-floden.

Fedladen i strikket vest
Scenografisk er forestillingen holdt i stramme tøjler. Kostumerne er moderne uden at være ekstreme. De understreger blot personernes mest fremherskende karakteregenskaber. Katjas morsyge mand, Tichon, er fedladen i strikket vest og runde briller. Husets handlekraftige plejedatter, Varvara, er iført skjorte, pullover, nederdel og høj hestehale og ender med at stikke af til Moskva med sin elskede, den moderne og alt andet end overtroiske lærer og kemiker Kudrjásj.
Janáceks musik er det 20. århundredes operasprog. Staatsopers orkester gør sit arbejde med suveræn musikalsk storhed. I slutscenen får vi orkestret at se i hele dets magt og vælde. Orkestergraven bliver hævet op til scenens niveau, så Katja kan gå over til orkestret for sammen med det at drukne i musikkens flodbølger. Stilen er helt overvejende dramatisk deklamerende. Der er ikke mange øjeblikke, hvor man bare tilnærmelsesvis kan nynne med, og derfor er orkestrets præstation afgørende. Musikken udtrykker de følelser og stemninger, som personerne kæmper med. Naturkræfternes og uvejrets rasen udtrykkes musikalsk uden vokalledsagelse.

Rørende musik
Og netop fordi Thalheimer i høj grad har nedtonet scenografien, sangernes fremtoning og i det hele taget deres ageren, bliver musikken på forunderlig vis mere tilgængelig og rørende. Skuespillet er faktisk så afdæmpet, at hovedpersonen Katja i svagt grønblomstret sommerkjole det meste af tiden blot ulykkelig sidder ned på forscenens enlige stol og kun fjerner sig fra dens umiddelbare nærhed, da hun første gang mødes med Boris. Musikken får lov at svulme og gnistre, og tilskuerne oplever dens fylde og følsomhed uden at blive forstyrret af unødige bevægelser på scenen eller overdrevne kostumer.
Aftenens største bifald tilfaldt Kudrjasj, der synges af den karismatiske tenor Pavol Breslik. Han udstråler både maskulinitet og sympatisk indføling. Alene og sammen med Varvara har han et par scener, hvor hans og deres sang er klart inspireret af russisk folkemusik, der appellerer direkte til publikum. Siges skal det dog også, at det er de eneste steder, hvor sangen er decideret melodisk, og Kudrjásj rolle er derfor også operaens mest taknemmelige.
Michael Thalheimer kunne have valgt nemmere til sin første operaiscenesættelse. Han er imidlertid ikke de nemme løsningers mand. Det nyder man godt af på Staatsoper dette forår.

*Katja Kabanowa, musik og libretto Leos Janácek, musikalsk ledelse Julien Salemkour, medvirkende Melanie Diener, Burkhard Fritz, Ute Trekel-Burkhardt, Pavol Breslik, Katharina Kammerloher m.fl, Staatskapelle Berlin og Staatsopernchor. Premiere den 22. januar 2005 på Staatsoper, Unter den Linden 7, Berlin
Flere oplysninger på www.berlinerstaatsoper.de

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her