Læsetid: 5 min.

Tommeltot på Takkelloft

Nyt Dansk Danseteater indvier Operaens nye lillescene med et bevægende mesterværk af Tim Rushton – med forstøvet kridt over udmattet hud
18. januar 2005

Dans
Navnet Takkelloftet lyder som drømmen om en faldefærdig trappe op mod et stort, glemt loft med gamle, støvede rebbunker – med lys ind ad sære loftsglugger og lugten af svedige sømænd fra engang… Men ingen drøm kunne være fjernere fra den Takkelloft-scene, som Den Kgl. Ballet indviede på Operaen søndag eftermiddag – den lillescene til dans og musik, som Det Kgl. Teater har trængt til så længe. Godt nok har scenen kun en eneste, smal trappeindgang bag på det store, luftige operahus, men her ophører ligheden også. For Takkelloftet er en lille, mørk, klinisk-klaustrofobisk scene helt holdt i sort – skabt efter 70’er-idealet ’black box’. Egentlig minder Takkelloftet mest af alt om en mini-udgave af Rialto-teatret – med samme slags firkantede funktionalisme med tilskuerrækker, der kan flyttes omkring. Scenen er bare mindre og uden sidescener, så danserne går direkte ind på scenen gennem døre, og der er knap nok plads til syv dansere samtidig. På Takkelloftet er tilskuerne vidunderligt tæt på danserne. Desværre har de begrænset udsyn til musklerne. Dels er stolene placeret lige bag hinanden – og ikke imellem hinanden – og dels er stolehældningen så svag, at de første par meter af scenen forsvinder fra synsfeltet, fordi scenen ikke er løftet op på et podie, men er på selve gulvet. Dette er ikke mindst uheldigt, når koreografer forelsker sig i liggende danserkroppe, sådan som de gør det en del inden for den ny dans. Erfaringsudveksling med Dansescenen på Østerbro kunne antagelig være kommet dette i forkøbet… Også adgangsforholdene for tilskuerne er kryptiske: Smalle, sorte trapper og mindre garderobeplads end hos Det lille Teater i Lavendelstræde… Men jo, foyeren har flådeflot udsigt mod den nordlige del af Holmen og militærets formodede takkellofter! (Det var lige ved, at man begyndte at drømme om dans i foyeren – og bar på scenen…)

Tommeltot-spidsen
Men når alt dette er sagt, så kunne Den Kgl. Ballet og balletmester Frank Andersen ikke ønske sig et flottere åbningsværk end Tim Rushtons Kridt. Tim Rushton er blevet kompagniets bindeled til den ny danseverden. Denne engelsk-fødte, klassisk-uddannede danser var ansat ved Den Kgl. Ballet, inden han i 1992 droppede dansen til fordel for koreografien – ikke mindst til Nyt Dansk Danseteater, som blev hans ’eget’ i 2001. Kridt er skabt til disse dansere, og værket kan ses som en opsummering af Rushtons koreografiske søgen de senere år. Her er kompagniets samlede styrke raffineret, så de heftige scener med synkrondans næsten blæser tilskuerne ind i væggen. Her er elegancen i brugen af en enkelt finger eller en særlig skulderspasme forfinet til det næsten underdrevne. Og her er den uundgåelige Rushton-konfrontation med eksistensen og døden, sat på spidsen med al kropsvægten på en enkelt tommeltot. Et bevægende mesterværk. Rushton dyrker forgængeligheden til Peteris Vasks’ følelsesladede strygekvartet Musica Adventus fra 1986 (båndet). Han lader danserne tegne omridset af hinanden med kridt på det sorte gulv og den sorte væg, og han lader kridtet forstøve og dale ned over udmattet hud. Det er han ikke den første koreograf, der har fundet på, men Rushton gør det på sin helt egen måde. Og han tilføjer essenscitaterne fra Prædikerens Bog om ’En tid til at fødes…’ - som en hvid videreførsel af hans blodtegning i Graffiti fra 2004. Engelske, tornadosparkende Hilary Briggs kaster sig voldsomt bagover på gulvet og knuger armen om det ene lår, mens græske, gudindeskønne Anna Sappho Polychronopoulou blotter mavens vaskebrætsmuskler i skrå streger af lys. Og svenske, strålesmukke Stina Mårtensson hvirvler armene i kantede vinkler, indtil hun tegner livskurver og silhuet over ham, der snart skal dø: Den norske, drengede Kenneth Carlson, der bogstaveligt lyser af liv, da han lader kridtet rense sig og løftes op på det kors, der kun findes i ham selv… Kridt er et værk, man allerede glæder sig til at gense, mens man ser det første gang. Stort til lykke til Nyt Dansk Danseteater – og til Det Kgl. Teater, der hermed kan bryste sig med nye, lånte smykker i moderne fatning. Og samtidig en ærefuld hilsen til Rushtons kollega, den just afdøde koreograf og dansepionér Warren Spears (1954-2005), til hvem værket er dedikeret.

Cavallo-blomst
Nyt Dansk Danseteaters dansere improviserer sig frem til bevægelserne – dirigeret af Rushton. De syv udvalgte dansere fra Den Kgl. Ballet har derimod hovedsagelig fået bevægelserne dikteret af selvsamme Rushton – hvorefter de har raffineret bevægelserne og gjort dem til deres egne i værket Nine out of… Dansen er baseret på ni af stykkerne fra Bachs Det veltempererede Klaver – spillet stillesmukt og legatoblødt af Christian Vestergaard. Koreografisk befinder værket sig i en forårslet sfære og er ikke nær så nyskabende som Kridt. Men det skaber nogle vidunderlige scener for danserne, der synes at træde frem med helt nye karaktertræk. Mest gribende sker det for Caroline Cavallo, der danser hun kvinden, der drømmer. Hendes muskler er magert-stærke helt ind til knoglerne, og Rushton har blik for hendes fornægtende, drømmende løb og for hendes myndige ankler, som han lader flexe under hendes forårsblågrønne kjole med kærlige hilsener til Mats Ek. Cavallo åbner for tankerne og lader sin krop mødes med den erfarne og oprigtige Martin James, der beundrer og løfter og drejer, og som næsten, næsten forløser det hemmelige i hende. Indtil hun lukker igen, som en blomst i tusmørket, og han må gå.
At så også unge Tim Matiakis og Nicolai Hansen prøver kræfter med Rushtons trin sammen med Rushtons hidtil hyppigste kongelige ballerinaflirt, den konkret-springende Tina Højlund – det siger bare noget om Rushtons alsidighed i danserportrætterne.

Petronio-skuffelse
Efter disse to værker var det noget af en skuffelse at opleve Stephen Petronio Company fra New York. Petronio var første mandlige danser hos Trisha Brown og er inspireret af Steve Paxtons ’contact improvisation’. Petronio har også mange fans i Danmark – ikke mindst efter Dancin’ City gæstespillet i Kanonhallen i 1992 (som dog ikke nævnes i Det Kgl. Teaters program). Desværre kunne han ikke leve op til forventningerne. Petronios bevægelser i City of Twist’fra 2002 virkede sært altmodische. Her var hvirvlen og styrten, men al æstetik var sat over styr til fordel for dynamikken: Tilbage var kun ren tonsen og uren selvnydelse. Og selv om danserne havde smurt premiereglimmer på huden, kunne deres selvoptagede psycho-amerikaneri ikke underholde i længden. Synd, at de otte dansere skulle rejse så langt med så lidt.Til gengæld vil vi så glæde os til at se andre danske og udenlandske kompagnier besøge Takkelloftet. Meget gerne også nogle af de europæiske kompagnier, som det danske publikum ellers kun får at se på sommerens festivaler. Nu har Det Kgl. Teater faciliteterne til at lokke dem hertil. Også om Frank Andersen så skal lokke med drømmen om det maritime takkelloft.
amcinformation.dk

’Tre kompagnier – tre værker’. ’Kridt’ af Tim Rushton for Nyt Dansk Danseteater. ’Nine out of…’ af Tim Rushton for Den Kgl. Ballet. ’City of Twist’ af Stephen Petronio for Stephen Petronio Company. Takkelloftet, Operaen, til lørdag. Alt udsolgt.
www.kgl-teater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu