Læsetid: 3 min.

Tro, håb og krigsmareridt

Barsk og poetisk kærlighedsdrama af Jean-Pierre Jeunet om krigens gru og håbets styrke
21. januar 2005

NY FILM
En skyttegrav under Første Verdenskrig; trøstesløst regnvejr, meningsløs død. Fem mand, der skal henrettes af deres egne. Sådan starter En lang forlovelse, og den alvor og eksistentielle smerte, som præger de indledende scener, er gennemgående for hele filmen. Jean-Pierre Jeunet har skruet ned for den finurlige humor og de skøre, skæve påfund, der kendetegnede hans forrige film Den fabelagtige Amélie fra Montmartre. Og han har, sammen med sin fotograf Bruno Delbonnel, skruet op for en barsk realisme, ja de har ligefrem skruet bisserne på – filmens krigsscener er hård kost. Blodig massakre, bomberegn og rendyrket rædsel. Vi har før set Jeunet dyrke mareridtsstemning – med instruktørmakkeren Marc Caro i De Fortabte Børns By – men indenfor en surrealistisk ramme og med fokus på æstetik og visuel leg. Langt mere gribende og knugende er mareridtsstemningen i En lang forlovelse, fordi universet her fremtræder så forfærdende virkelighedsnært.
Men ingen Jeunet-film uden poesi, naturligvis. Og poesien er da også en vigtig bestanddel af En lang forlovelse. Drømmeriske detaljer danser som ildfluer rundt om et lys, og lyset er vores heltinde, håbets og kærlighedens yndige gudinde Mathilde (Audrey Tautou).

Skæbne eller tilfælde
Historien er såre enkel. Vi er i Frankrig i 1917. Mathilde og Manech (Gaspard Ulliel) elsker hinanden. Men så bliver han indkaldt, sendt til fronten og rapporteres ’faldet i kamp’. Det nægter Mathilde at anerkende. Da krigen slutter, indleder hun en stædig eftersøgning. Modsatrettede oplysninger og historier med løse ender nærer hendes håb om, at Manech stadig er i live.
Hun opsøger soldaterenker og overlevende fra fronten; nye informationer får håbet til at falme – andre får håbet til at vokse igen. Langsomt samler hun brikkerne i puslespillet, hjulpet af sin viljefaste tro – og tilfældigheders spil.
Eller er det skæbnens spil? Sidder der én og trækker i trådene et sted (ja, altså bortset fra filmens instruktør)? Overtro er hverdagens poesi, mente Goethe, og mon ikke Jean-Pierre Jeunet ville erklære sig enig i det udsagn. I sin usikkerhed søger Mathilde svar i sine omgivelser – såsom: »Hvis konduktøren kommer, før jeg har talt til syv, er Manech i live.« Men hver gang er svarene tvetydige. Jeunet er en lurendrejer, han afslører ikke, om han tror på en tilværelsens masterplan – eller om han mener, alt afhænger af den enkeltes vilje og handlekraft.

Romantik med skarp kant
Men vi forstår, at Jeunet betragter evnen til at håbe som et guddommeligt træk ved mennesket. En realist vil indvende, at det ukuelige håb ikke er nogen entydig positiv størrelse – tværtimod kan det mest frugtbare i visse situationer være at give op og komme videre med sit liv. Men Jeunet er romantiker, og En lang forlovelse er en fuldblods kærlighedsfilm, med alt hvad hertil hører af lidenskab og smerte, offervilje og kærlighed som transcenderer døden.
Filmen, der er baseret på Sébastien Japrisots roman, krydsklipper mellem Mathildes søgen og hændelserne ved fronten. Der sættes mange bipersoner i spil, men det lykkes Jeunet at give selv de korte bekendtskaber liv og karakter. Eneste falske tone – og den skyldes mere casting end personinstruktion – slås an, da Jodie Foster pludselig dukker op, besynderlig fejlanbragt som fransk enke. Til gengæld er Audrey Tautou og Gaspard Ulliel som skabt til de to hovedroller. De har begge en udstråling af noget usårligt naivt, som om de ikke helt er fra denne verden. Man fornemmer de bånd af sjælslighed, som binder dem til hinanden, og man tror på, at de evner at drømme og håbe så intenst, at det er svært at skelne fra virkelighedsflugt.
En lang forlovelse er ikke i samme grad som Amélie en feel-good film. Men netop det, at den vover at være mere barsk og smertelig, er dens styrke – det giver filmen en skarp kant, som gør, at den på en og samme tid er livsbekræftende og skærer sig langt ind i sjælen.

*En lang forlovelse. Instr.: Jean-Pierre Jeunet. Manus: Jean-Pierre Jeunet og Guillaume Laurant. Fransk/ amerikansk. (Premiere i Grand, Dagmar og 14 andre biografer)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her