Læsetid: 4 min.

Uforudsigelige Forbindelser

Troels Lyby og hele Østre Gasværks erotik-forestilling ligger og stønner i Tammi Østs beregnende hånd
13. januar 2005

Teater
Farlige Forbindelser har været ramt af uforudsigelige hændelser: Først kom orkanen og umuliggjorde den planlagte premiere i lørdags. Og så indtraf det tekniske uheld under tirsdagens gennemførte premiere, at en kårde gik i stykker og brækkede, lige midt i den afgørende fægtekamp. Skuespillerne tog det nu pænt midt i teatersnevejret, publikum tog det aldeles muntert – og scenen blev taget forfra med helstøbt våben. Alt endte, som det skulle.
Pointen er imidlertid, at netop livets uforudsigelighed er en del af den sære morale, som Farlige Forbindelser efterlader sig. Ligesom Christopher Hamptons filmmanuskript over brevromanen fra 1782 – til Stephen Frears film med John Malkovich og Glenn Close fra 1988 – handler også hans teaterdramatisering om en mand og en kvinde, der i deres lidenskabelige besættelse af hinanden inddrager adskillige andre i deres sexuelle spil. Stykket leger med afvisning og belønning: om forførelse uden lidenskab - og lidenskab uden forførelse.
Spillet inddrager mange andre kroppe, fra den jomfrueligt nysgerrige til den gifte og moralske. De ofres alle skruppelløst for spillet – indtil altså de to kropslige intrigemagere selv rammes af eget spil på uforudsigelig vis.

Sengeskjorte-skift
For Morten Kirkskov har instrueret denne kæmpeforestilling med særlig sans for fortrydelsen. Med særlig fokus på det øjeblik, hvor en standhaftighed vakler – for det øjeblik hvor en sympati skifter. At se Trine Dyrholms fingre stritte sitrende foran hendes ansigt, mens snørrelivet bølger, og det florlette hatteslør hjerteknusende indrammer hendes ansigt – det er fortrydelse.
At opleve Charlotte Guldberg lyksaligt afsløre sin eneste virkelige ærgrelse over nattens overrumplende hændelser – det er fortrydelse. At se Malene Schwartz afvise sin venindes selvbebrejdelser – det er fortrydelse. At overvære Benjamin Boe Rasmussen skubbe pandehåret til side og indse, at han har spildt sine potensudskejelser på landet – det er fortrydelse. At observere Thure Lindhardt loyalitetsskift bag sengeskjorten – det er fortrydelse. At opleve Pauline Rehné beslutte sin datters kærlighedstvivlsomme skæbne – det er fortrydelse.

Kvadratmeter-kjoler
Morten Kirkskov ved præcis, hvor han vil bringe sine spillere hen, akkurat som brikker i et spil. Thomas Bjørnsagers runde trægulvsscenografi er da også som én stor spilleplade. Bag den rejser sig et nådesløst smedejernsrækværk, oplyst af gasværkets vægsøjler som passionens ildstreger. Herude bagved, langt væk fra silkelagnerne, kan de implicerede skrige fortrydelsen ud i høje silhouetråb – men så er det selvfølgelig for sent.
Pernille Egeskov Bigum har tilsvarende skabt kostumer, der raffineret leger med 1700-tallets forkærlighed for det indsnørrede og det indpakkede. Hendes satire byder på kjoler med skørter og slæb, der kræver mindst 20 kvadratmeter salongulv, hvis ikke tylsflæserne skal klemmes sammen.
Farverne er vildt overdrevne: Blå, lilla, turkis, sort – Tammi Østs frapperende Marquise de Merteuil er i en overdreven påfuglsfantasi med grotesk strudsefjersoverbygning på parykken. Og Troels Lybys lapsede Valmont danderer omkring på høje hæle med det omdiskuterede futeral på plads bag orange silkebukser under en skriggrøn jakke og tylskrøs. Dette er liderlig dekadence på højeste niveau.

Forfører-cv
Troels Lyby nedlægger damer uden pauser – køligt, professionelt og nyudviklende i sin fremgangsmåde. Og så er han forfængelig omkring sit forfører-cv under den kunstfærdigt-tjavsede hestehale: Hans Valmont skulle nødig kaste sig ud i kvindeforførelser, der er for lette – det kunne ødelægge hans renommé. Der sad dog en del kvindelige tilskuere, der følte sig kvalificerede til at stå på Lybys liste – ikke mindst efter han fik sit helt specielle ærlighedsblik i øjnene hen mod slutningen…
Men både Troels Lyby og hele forestillingen ligger og stønner i Tammi Østs beregnende hånd. Med bare et blik ud over sine smukke skuldre – eller en pause bag sin malede skønhedsprik – kan hun skubbe til magtbalancen og få både mænd og kvinder til at sukke af begær eller ryste af skræk. Tammi Østs delikate spil er lige så intelligent som rollen, og hun kan bære de overdimensionerede poseringer og patetiske armgestus, som instruktøren så underfundigt har tildelt hende. Ikke et sekund for meget.
Det kan man til gengæld ikke sige om forestillingen som helhed. Knap tre timers scenisk lidenskab bliver for meget, selv for den mest lærevillige forførerske blandt tilskuerne; især førsteakten tørrer ud undervejs. Men denne langsomtpirrende passionsfrasering har instruktøren måske allerede fortrudt?
Til gengæld er der én i forestillingen, der ingenting fortryder: Det er Beate Billes kønne, tjenstvillige kurtisane. Hun har ingen følelser i klemme, ikke her i hvert fald, og hun bidrager kun med sin i forvejen udnyttede, smidige krop. Som professionel erotiker får hun rollen som urørlig i de lidenskabsoptændtes fatale spil:
Beriget med muntert og velbetalt tidsfordriv på alle fire – og indsigt i aldeles uforudsigelige forbindelser.

*’Farlige Forbindelser’ af Christopher Hampton (1985). Instruktion: Morten Kirkskov. Scenografi: Thomas Bjørnsager. Kostumer: Pernille Egeskov Bigum. Østre Gasværk Teater til 19. feb.
www.oestre-gasvaerk.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her