Læsetid: 1 min.

Uinspireret kupfilm

After the Sunset er et kedeligt eksempel på, hvor lidt man kan få for billetpengene
28. januar 2005

Ny film
Pierce Brosnans behårede brystkasse og Salma Hayeks barm og beskedne bikinier har hovedrollen i instruktøren Brett Ratners uinspirerede kupfilm om et par mestertyve, der trækker sig tilbage for at nyde solnedgange på Bahamas.
I hælene har de en FBI-agent (Woody Harrelson), som jager dem på syvende år. Spændingen skal komme fra, om mestertyven Max (Brosnan) kan holde fingrene fra en diamant på en luksusliner i havnen – eller om han er gået på kedsommelig pension, som kæresten Lola (Hayek) forventer.
Det er tit hyggeligt med uforpligtende underholdning om begavede, stilfulde forbrydere, men After the Sunset går helt galt i byen med en mislykket blanding af kupfilm og romantisk komedie. Brosnan, der ellers har vist, at han mestrer den ellers svære cocktail af sjov, charme og spænding, kører her søvndyssende på rutinen sammen med en babe-castet Hayek, mens Woody Harrelson og Don Cheadle er på dybt vand som komiske sidefigurer.
De komiske højdepunkter skal være, når FBI-agenten læser rettighederne for en haj, inden han skyder den, eller når han antages at være Brosnans kæreste.
De romantiske øjeblikke mellem Brosnan og Hayek er der heller ikke meget fut i, men det skal indrømmes, at de eksotiske locations og drinks går lige i vinterblodet. Der er bestemt flotte solnedgange i Caribien, men nyd hellere en lokal herhjemme i kulden, for man får ikke meget andet seværdigt for billetpengene.

*After the Sunset. Instruktion: Brett Ratner. Manuskript: Paul Zbyszewski og Craig Rosenberg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her