Ny film
Man vil ikke glemme hende, den firskårne figur, der i blomtersprikkede kjoler virkelig er kvintessensen af alle ivrigt pudsende rengøringskoner, nynnende og smilende og vimsende omkring med evige tilbud om at servere te.
Inkarneret af Imelda Staunton med muntre fugleøjne og et vindende jævnt væsen flintrer Vera Drake igennem en del af filmen som den søde, ultra-hjælpsomme husmor i renkultur, men ikke som kliché. For der er ægte, spillende solstråleliv i hendes øjne, når hun noterer en vejrændring til det bedre eller inviterer en sky ungersvend hjem til te, så den lige så hæmmede datter kan få lidt at se til.
At give en så hverdagsbanal skikkelse et tragisk format er ikke enhver skuespiller eller instruktør beskåret, men det lykkes for Staunton og hendes instruktør Mike Leigh i denne fortælling fra den lavere middelklasse i efterkrigstidens nøjsomheds-England. Vera Drake har nemlig en bibeskæftigelse - ikke for pengenes skyld, for hun får ikke en rød øre for det. Hun hjælper i bedste mening unge rådvilde piger med at få fremkaldt en tidlig abort, så det uønskede svangerskab kan undgås. Disse hurtige indgreb udfører hun som alt andet - ekspedit og uden at spørge sig selv hvorfor og med hvilke konsekvenser. Men en dag går det galt.
Familiens varme aflukke
Vera Drakes hemmelighed er på flere måder en meget atypisk Mike Leigh-film. Som i så mange andre af den engelske instruktørs hverdags-signalementer står familien i centrum. Men konflikten opstår ikke som ellers altid hos Leigh inden for familiens rammer, men slår til udefra, som et hammerslag fra et samfund, der stadig styres af mørkemands-love.
Det er tiden og stedet, England i 1950, der har inspireret Leigh til hans første skildring af en harmonisk familie præget af humor og sammenhold. I den materielle armods stund holdt man dengang sammen, i mangel af andet (og værre?) rykkede man tæt på hinanden, og Leighs film er fuld af billeder i halvtotal, hvor familien sidder bænket klods op ad hinanden i deres lille hule af en lejlighed. Kompositioner og farver understreger hele tiden det hyggeligt indelukkede i Drake-menagen, hvor Vera er det humørspredende midtpunkt.
De bedste hensigter
Men Vera har et liv udenfor hjemmet, hemmeligholdt for familien, og det slår tilbage på hende, da politiet skrider ind i henhold til en lov fra 1861.
For selvfølgelig kan øvrigheden ikke acceptere, at velmenende koner som Vera farter rundt og med primitive remedier opbevaret i en kagedåse fremprovokerer aborter. Især et rivejern skaber uheldige associationer. Den slags skal læger tage sig af som det da også sker, da en pige fra et velstående miljø kommer galt afsted og indlægges på en skånsom luksusklinik. De piger, Vera har med at gøre, er i reglen langt mindre privilegerede og prisgivet datidens lovgivning, der ellers tvang dem til at føde det uønskede barn.
Men filmen skal selvfølgelig ikke tolkes som et forsvar for Vera Drakes amatørpraksis. Leigh vil først og fremmest vise, hvor klassebestemt dilemmaet er, og hvor hårdt en forældet lovgivning kan ramme en naiv kvinde, der har de bedste hensigters rene mel i posen. Og i skildringen af Vera Drakes martyrium får Mike Leigh givet filmen et følelsespres, der ligger på linie med den sidste trediedel af hans seneste All or Nothing. Leigh er blevet de stærke emotioners mand, lidt på linie med det andet store navn i engelske film, Ken Loach.
Desværre har han også fået en tendens til at sprede sig. Som i sin anden historiske film, Topsy-Turvy, vokser der rigeligt med forgreninger ud på hovedhistorien. Det hindrer Vera Drakes Hemmelighed i at være en af de filmoplevelser, der vil blive stående i hukommelsen som et både røntgengennemtrængende og bevægende billede af en tidsalder og en kvindeskæbne.
*Vera Drakes hemmelighed. Instruktion og manuskript: Mike Leigh. Engelsk (Grand)
