Læsetid: 3 min.

Uovervindelig

Inter er ikke til at slå, men kan heller ikke vinde. I weekenden var det pengemagtens endelige fallit
24. januar 2005

Italiensk Fodbold
Rom – For første gang nogensinde gav Inters hårdt prøvede tifosi sig lørdag til at pifte og råbe ad træner Roberto Mancini. Den 40-årige tidligere stjerneangriber og nu wonderboy blandt trænere var inden denne sæson udset til at skulle vende mere end et årtis skuffelser for den traditionsrige Milano-klub efter sine små mirakler med først Fiorentina og siden Lazio, men træneren har endnu kun opnået uovervindelighed.

En triste rekord
Og det lyder jo godt nok. Uovervindelige Inter. Men i denne sæsons 20 kampe har Inter spillet de 14 uafgjort, og klubben er på vej til at slå Bolognas rekord helt tilbage fra 1948-49 på 17 uafgjorte kampe i en sæson. Det ironiske er, at Inter lørdag slog en anden gammel rekord, nemlig at gå ubesejrede fra banen efter 20 kampe i træk, men sjældent har de været længere væk fra et italiensk mesterskab.
Håbløst distanceret i topstriden af Juventus og Milan og i hård kamp om den Champions League-kvalificerende fjerdeplads med de langt fattigere opkomlinge fra Udinese, Sampdoria og Palermo, har Inter i årevis – seneste mesterskab i 1989 – været eksemplet i international fodbold på, at ikke alt kan købes for penge. Dem har Inter i det sidste tiår spenderet flere af end måske nogen anden klub i verden, og fra Roberto Carlos over Christian Vieri til Ronaldo har Inter brugt formuer på stjernespillere uden at vinde noget. På nær enkelte stamspillere som argentineren og anføreren Javier Zanetti, så har Inter været en svingdør for spillere og trænere, og
hvis nogen kender forklaringen, siger de den ikke højt.

Sympatisk leder
Præsidenten, Massimo Morratti virker som en både sympatisk og fornuftig mand, der i modsætning til sin klubejerkollega i Milan, Silvio Berlusconi, ikke giver sig ud for at have mere fodboldforstand end sin træner. Blander sig ikke offentligt i de daglige dispositioner, som Berlusconi gør, og udviste endda den ydmyghed i en kritisk situation for et par år siden, at han trådte tilbage som præsident og overlod posten til VM-idolet fra 1970, Fachetti. Men lige meget hjalp det, og Morattis adfærd efter en kamp er stadig et sikkert pejlemærke for spillerne i omklædningsrummet: Er det gået godt, kommer han ned og hilser på. Lørdag efter 1-1 kampen forlod han sin plads på tribunen uden at hilse på nogen.

Kagefabrikkes Potter
At det netop blev mod Chievo, at Inter satte sin rekord som uovervindelig, er tilfældigt illustrerende. Chievo er en kvarterklub, som det hedder i Italien. Fra en bydel i udkanten af Verona og ejet af en kagefabrikken Paluani – en af de mindste af slagsen, og da ejerens søn i 1993 overtog den, og dermed kvarterets fodboldhold, blev han Italiens yngste fodboldpræsident. Luca Campedelli hedder han og ligner på en prik Harry Potter.
I sit valg af saglig ledelse og trænere har han været magiker. Luigi del Neri, som bogstaveligt kom fra røven af fjerde division, spillede i 2001 Chievo op i Serie A, hvor han uden frygt for nogen lod sin flok af ukendte spillere angribe, og vinde, bl.a. med en metodisk indstudering af spilmuligheder. »Hvis mine spillere ikke kan så meget – men det kan de – så skal de i hvert fald være hamrende gode til det, de gør,« siger han.
Nu er bonderøven blevet træner for Roma, og de fleste af hans spillere fra dengang er kommet til rige og berømte klubber.
Men Chievo hænger stadig på i Serie A. Ikke med dyre indkøb, men med andre midler. Velkendte fra den italienske provins.
På San Siro i lørdags lukkede folkene fra Chievo alle åbne rum på egen banehalvdel med en elastisk forsvarsmur, men kom alligevel foran efter en lille halv time, og Inter var mere end heldige med at udligne syv minutter før tid.
Kagefabrikkens Harry Potter er sjovt nok svoren tifoso af – Inter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her