Læsetid: 3 min.

En vandgang til musikken

Hvorfor boble, når man kan synge rent
15. januar 2005

Kommentar
Der var engang en tossehistorie om et nyt svømmebassin, hvor alle udspringerne rendte rundt med bandager på arme og ben og råbte: På lørdag blir det rigtig sjovt, for så kommer der vand i bassinet.
Nu er det sidste, man kan finde på at ønske i disse tider, at der denne gallaaften siver noget ind til premieremusikken – i betragtning af, at partier af operaen fra start ligger adskillige etager under dagligt vande.
Det er dér de skal sidde og øve sig, kapelmusikerne. Og det er derfra Aida-elefanterne kan eleveres til ariekunst, mens Olsen Banden for gud ved hvilken gang rykker bragende ind under Elverhøj, og balletten på fjerde bagscene giver ultimativ illusion af Fjernt fra DK.
Kort sagt: Hold tæt, hvor vi kører!
Den skramlekasse der i fire år har sat sindene i kog udefra, skal nu bevæge operasjælene indvendig. Kan den det?
Ja, se det afhænger af operachef, musikdirigent og balletmester. Formentlig vil den nye bygnings teknologiske tricks få publikum så langt ud på kanten af sædet, at man ligesom de involverede i processen glemmer det fine ved begrænsningens kunst. Den, som på Gl. Scene sikrede Kasper Holten tørskoet succes med Wagner.

Holmgang
Akustikerne, håndværkerne og arkitekten har i fællig gjort hvad de kunne. Resten er op til de kongelige kunstnere. Der er bøjet ahornfinér og penslet bladguld, valgt kalksten og samlet glasmosaikker. Nu skal der synges ud, og helst rent! For det har der ikke været, når det gjaldt selve byggeprocessen.
Det startede bagvendt og ender forlæns. Møller-fonden udbasunerede en opera, der hverken kunne byttes, diskuteres eller stemmes om. Og den ejendommelige konsekvens er blevet, at institutionens dansere og sangere på tv-forskræp falder i hinandens glædestårer over, at teaaatret, oooperaen og dansssen nu kan træde frem under samme høje tag, med udsigt til et kommende skuespilhus lige ovre på den anden side af vandet.
Det er festligere toner end for ti år siden, da hele gøgemøget helst skulle splittes, Kgs.Nytorv tiltes og Michael Christiansen tæmmes i sin tro på kunstarternes treenighed.
Måske kan vi boble sammen,« sagde Hr. Møller til Per Arnoldi, da han ansatte ham som kunstnerisk konsulent. Jojo jojo, ingen problem. Det kom der blandt andet et boblelogo ud af, nedlagt i foyergulvet og malet på fortæppet.
Og institutionens samlede kunstneriske sujet? Det hænger i suffitterne, mellem reliefferne, under satellitterne, og på gallerierne. Men ikke som sammenhængede forestilling om nytænkning og byudvikling eller beværtningsliv ude på Holmen. Prøv en festlig biltur rundt om Kløvermarken, tag en tur over vandet som flyvende hollænder, eller gå i modsat retning til Kanonhallen, Kaleidoskop og Den Anden Opera. Ude på Holmen er der alligevel kun en Netto og en båd med bananer før og efter teatertid. Der er et stykke vej til Cafe Oven visse Vande, og en anelse kortere til Christianias bedesteder.
Hvad skal der egentlig nabobygges lige op og ned ad Operaens gyldne sidemure?

Liv og lyst
Det er et af de tumpe-spørgsmål, der gør det hele så bagvendt. For hvis ikke Mærsk Møller havde fået lov at optræde som generalplanlægger, kunne man for de samme penge have fået et kongeligt kombineret synge-svømme-spille-danse-palads på naboøen Christiansholmen med plads til alle tonearter.
Eller ude ved Fields og DR, hvor Jean Nouvelles koncerthus snart kommer til at blinke over Amager Fælled. Eller på Refshaleøen nord for Holmen, hvor en tunnel under havneløbet, mellem Kastellet og Lynetten, inden for de næste ti år alligevel vil vende op og ned på hovedstadens trafikmønster. Foreløbig er den skrinlagt, for ikke at skade Metroen og Ørestadens grundsalg.
Dét, der nu bør bygges tæt op til Mærsk & Larsens misfoster, er et ramasjang af liv og levned, arbejdspladser og børnehaver, folkekøkkener, cocktaillounges, treetages strandbredder eller skihop fra scenetårnet. Kort sagt alt dét, der ligesom Luftkastellet, Christiania og Base Camp har indfundet sig, er blevet nedlagt, har overlevet eller flyttet sig. Altimens pisk og spidsrod er blevet den kulturelle dagsorden som kánonsalut for dansk egenart, ét sprog i den danske folkeskole, strakt vrist, højt C og ryk ind langs aksen! Amalienborg og Mærsk længe leve, nu også med musik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu