Læsetid: 3 min.

De velmenende og de troskyldige

Hvem er frihedens fjender i dansk politik?
28. januar 2005

Udsyn
De taler om mod. Disse alvorlige mennesker i udkanten af dansk politik, der ved så meget bedre. De er så alvorlige, og de taler om nødvendighed. De taler om helt nødvendige reformer, som om det var naturlove nedenunder det danske samfund. De taler, som om de har set sandheden. De stemmer på Det Radikale Venstre eller Det Konservative Folkeparti. For det er de to partier, der vil lave reformer. Nødvendige reformer. Og skattenedsættelser.
Disse alvorlige mennesker er fortvivlede over, at Socialdemokraterne og Venstre mangler mod til at sige sandheden. De er så skuffede over, at de to partier ikke tør røre efterlønnen og pensionsalderen og lave store skattereformer. Disse tilhængere af Marianne Jelved og skattelettelser synes, det er for dårligt, at Lykketoft og Fogh Rasmussen ikke tør tage et opgør med den forkælede befolkning.
For Lykketoft og Fogh gør valgkamp til gavebod, og så konkurrerer de om, hvem der er bedst til at forkæle befolkningen. Det må disse selvbestaltede sandhedsvidner, som tror på nødvendige reformer, protestere imod. Det har de seneste år været underholdning i europæisk topklasse at se for eksempel Berlingske Tidendes chefredaktør Niels Lunde tale om ’nødvendige reformer’. Som om de fleste mennesker levede indhyllet i illusioner, mens han har set de barske realiteter. Som om de fleste sidder som slaver inde i hulen og ikke kan se andet end solens skygger. Mens han, udvalgte økonomer og særligt modige politikere kigger lige op i solen. Lige op i nødvendigheden.
Sådan er symmetrien i dansk politik: Alle er enige om, at vores velfærdssamfund er suverænt. De er bare enige om det på forskellige måder. Socialdemokraterne og Venstre vil bevare og bevare. Og så gøre det lidt bedre. De radikale og de konservative vil lave reformer. Det komiske er, at de selvfølgelig ikke vil lave reformer for at forandre. Nej. Det er også for at bevare.

Den østrigske filosof Karl Popper skelnede i sit store værk om det åbne samfund og især det åbne samfunds fjender mellem to totalitarismer: Den ene er guldalderdrømmen. Når man plejer guldalderdrømmen, bliver enhver forandring set som bevægelse væk fra det perfekte samfund. Derfor vil man med vold og magt bevare det bestående samfund. Og man kan ikke handle frit. Denne tendens er stærkest udfoldet af Dansk Folkeparti. Men Socialdemokraterne og Venstre rider på samme tendens.
Poppers anden totalitarisme ser historien som en proces, der følger nødvendige love. Denne totalitarisme suspenderer vores frihed til at handle selv, fordi fremtidens mål dikterer vores handlinger. Dette er stærkt udfoldet hos Marx, der skrev om ubønhørlige udviklingsprocesser. Og det eneste, vi som mennesker kan gøre, er at handle som historiens jordemoder. Vi kan kun forkorte den historiske udviklings ’fødselsveer’. Og som Popper kritisk konkluderer vedrørende Marx & historien:
»Eftersom han stemplede ethvert forsøg på at bruge vor fornuft til at planlægge fremtiden som utopisk, så kan fornuften ikke have nogen rolle i skabelsen af en mere fornuftig og rimelig verden.«
Nu er de konservative og de radikale ikke marxister. Men det ligner vores egen valgkamp: Der er to forskellige nødvendigheder, der strides: De to store parter vil bevare vores guldalder ved at bevare, og de to mindre partier skal finde på noget andet for at bevare, så de taler om ’nødvendige reformer’. Det samme gælder i varieret form Det Radikale Venstres udlændingepolitik: Her er nødvendigheden dikteret af jurister og konventioner.
Den helt evidente indvending er, at kun dyr og mennesker på sultegrænser og slaver er dikteret af nødvendigheder. Vi lever i et overflodssamfund. Vi er underlagt menneskelige grundvilkår og naturens grænser. Men vi definerer selv vores økonomiske nødvendigheder. Vi kan prioritere og bruge vores fornuft til at skabe en bedre fremtid. Men de radikale, som skulle være et nyt urbant, humanistisk og liberalt parti, har ingen intellektuelle udfordringer. Det har de konservative da heller ikke. De ligner praktiske modstandere af menneskelig frihed, og som Popper også skrev:
»Frihedens fjender har altid anklaget dens forsvarere for at være samfundsnedbrydende. Og det er næsten altid lykkedes dem at overtale de troskyldige og velmenende.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her