Læsetid: 4 min.

Verdens sidste satellitstat

Både FN, USA og Israel kræver, at Syriens militær rømmer Libanon – og nu begynder også libaneserne at stille spørgsmålstegn ved de syriske troppers fortsatte tilstedeværelse i deres land
10. januar 2005

Både FN, USA og Israel kræver, at Syriens militær rømmer Libanon – oglinie]nu begynder også libaneserne at stille spørgsmålstegn ved de syriske troppers fortsatte tilstedeværelse i deres land

INTERNATIONALT
Det er aldrig før set i Libanon. Ikke siden den syriske hær gik ind i landet i 1976 – blot et år efter den 15 år lange libanesiske borgerkrig brød løs og på opfordring af Libanons kristne maronitter – har der været offentlig debat om tilstedeværelsen af tusindvis af syriske tropper i landet. I stedet har libaneserne generelt affundet sig med det politiske kvælertag, som Damaskus i alle årene siden har opretholdt over regeringen i Beirut. Men FN's sikkerhedsråds vedtagelse sidste år af resolution 1559, der kræver, at alle udenlandske tropper trækker sig ud af Libanon, og Bush-regeringens konsekvent aggressive linje over for Damaskus har ændret på denne føjelighed. Pludselig er der blandt libaneserne udbrudt en bølge af antipati mod Syrien og intense diskussioner om, hvorvidt tiden nu ikke er inde for syrerne til at tage hjem. Selv Walid Jumblatt, druserlederen, der hidtil har været blandt Syriens mest loyale forbundsfæller, siger nu, at Libanon ikke kan blive ved med at være "verdens sidste satellitstat". Libaneserne er nærmest lamslåede. De ved, at total syrisk tilbagetrækning foruden afvæbning af den antiisraelske Hizbollah-milits er højt prioriterede mål for Israel, og de ved, at et svækket Syrien ved siden af et medgørligt Libanon uden antiisraelske styrker ved sydgrænsen, vil være Washington til næsten lige så stor glæde som en vellykket etablering af en amerikansk lydstat i Irak.
Men Syriens kontrol over Libanon er efterhånden blevet lige så utålelig og anmassende som Sovjetunionens dominans over Warszawapagt-landene. Libanons prosyriske præsident, Emile Lahouds succesrige manipulationer for at formå parlamentet til at forlænge hans periode med tre år var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Den libanesiske presse, som hidtil har holdt sin kritik af Damaskus inden for, hvad der indirekte kunne viderebringes i bulletiner fra amerikanske eller europæiske nyhedsbureauer, er nu gået over til på lederplads at rette en skarp kritik mod Damaskus, hvilket må have chokeret Syriens regering lige så meget som avisernes læsere. "Damaskus må ufortøvet tage sin Libanon-politik op til revision," krævede Daily Star forleden.

'Politistat'
Den 13. december tog Demokratisk Forum – en paraplyorganisation for kristne grupper, venstreorienterede og Jumblatts Drusiske Parti – i en officiel udtalelse afstand fra den syriske og den libanesiske efterretningstjeneste indblanding i landets politiske liv, som var skyld i, at "Libanon er blevet en politistat." Umiddelbart herefter lukkede Syriens militære efterretningstjeneste, Mukhabarat, sine kontorer i Beirut, samtidig med at de syriske styrker i bjergene omkring byen blev omgrupperet. Der gik rygter om, at syrerne via den britiske ambassade havde tilbudt at reducere deres troppetilstedeværelse i Libanon fra 14.000 til blot 3.000 soldater, hvis opgave skulle begrænse sig til at beskytte det syriske luftradarforsvar i den libanesiske Bekaa-dal. Svaret fra Demokratisk Forum til Damaskus var angiveligt, at denne opgave udmærket kunne varetages af blot 300 soldater. Syriens tilstedeværelse i landet har aldrig været en torn i øjet i samme grad som Israels besættelse af Sydlibanon, der ophørte i 2000, var det. Men de kristne maronitter – som undlod at sætte sig til modværge mod Israels invasioner i 1978 og 1982 – har altid gjort krav på en ledende rolle i modstanden mod Syriens formynderskab. Syriens stadige krav om, at Israel retter sig efter FN's resolutioner – især nr. 242, som kræver, at Israel skal rømme de besatte områder, Vestbredden og Gazastriben – gør kun den nuværende krise endnu farligere. For hvordan kan Syrien insistere på, at Israel efterlever FN's resolutioner, når det selv vælger at sidde nr. 1559 overhørig? I Libanon er flere af den opfattelse, at Syriens unge præsident, Bashar Assad, ikke har gjort sig klart, hvor alvorligt ment det stadigt flere libaneseres krav – og FN-resolutionens – om syrisk tilbagetrækning er, og hvor meget dette burde forpligte Damaskus. De kristne maronitter nærer mistanke til, at Syriens egentlige magt over Libanon snarere ligger i hænderne på chefen for Syriens militære efterretningstjeneste, general Rustom Ghazali end på hans forgænger, den nuværende indenrigsminister og brigadegeneral Ghaza Kenaan endsige på den syriske præsident. De syriske efterretningsagenter bevæger sig med lethed blandt den ene million syriske 'gæstearbejdere' i Libanon, men libanesernes hukommelse går lang tid tilbage. Både Walid Jumblatts far, Kamal, modsatte sig Syriens indgreb ved borgerkrigens start og blev myrdet i Chouf-bjergene. Jumblatts nære medarbejder og personlige ven Marwan Hamade blev udsat for en bilbombe. Få sekunder før eksplosionen havde han og livvagten byttet plads. Livvagten blev dræbt, Hamade overlevede. Libanesisk politik kan forekomme vanvittig indviklet – ja, endog vanvittig kedelig. Men den kan betyde døden for dem, der deltager i den.

The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her