Wilhjelm: På et tidspunkt så vender det igen

70 år
Da Preben Wilhjelm i perioden 1975-84 sad som folketingsmedlem for Venstresocialisterne, var en af partiets beslutninger, at persondyrkelse skulle undgås. De antiautoritære VS’ere stillede ikke op til ’hjemme hos’-interviews, blandede ikke politik og privatliv i det offentlige rum og deltog ikke i underholdningsprogrammer af den slags, der i dag nærmest er blevet betingelsen for at slå igennem som politiker.
Derfor ved offentligheden ikke så meget om mennesket bag den i alle politiske lejre respekterede Preben Wilhjelm. Man ved, at han er uddannet kernefysiker fra Niels Bohr Institutet, var med til at stifte SF i 1959 og Venstresocialisterne i 1967. Og at han i overensstemmelse med VS’ rotationsregler forlod folketingsarbejdet i 1984 og overgik til studiet af retsvidenskab på Københavns Universitet, hvor han har en ph.d. fra 1988. Samt at han i perioden fra 1991-96 var chef for DR’s dokumentargruppe og i årene 1997-2001 ekstern lektor på RUC’s nye journalistuddannelse.
Og det er så det. Resten, Wilhjelms private historie, har han holdt for sig selv.

Men på søndag bliver manden 70, og nu har han – efter flere overtalelsesforsøg fra flere forlag – skrevet sin erindringer. De udkommer på mandag under titlen Fra min tid, og derfor ved vi, der har smuglæst, nu lidt mere.
Nemlig at Preben Wilhjelm voksede op i en lille kvistlejlighed i Valby, alene med sin mor og søster, efter at faderen var gået ned med et handelsskib under krigen, da Preben var fem. Vi ved, at pengene var små – grundstammen i familiens økonomi var enkepensionen på 98 kroner og 18 øre om måneden. Vi ved, at den unge student klarede sig ved at arbejde som tankpasser om natten og siden som lærervikar i det indremissionske Vestjylland.
Vi ved, at Preben Wilhjelm blev militærnægter og fik adskillige ulydighedsstraffe, som blev afsonet i Viborg Arresthus og Vestre Fængsel. Vi ved, at han som studerende i København boede i Ballonparken, en samling træbarakker på Islands Brygge hvor de små værelser var uden vand, maden blev lavet på primus, og de mandlige beboere bar islandske sweaters og fuldskæg for at holde varmen. Og vi ved, at Wilhjelm i 1966-67 forskede i kernefysik på Duke University i North Carolina. Og lige nåede at komme hjem, før ungdomsoprøret brød ud, i tide til at opleve SF’s sprængning og blive medstifter af VS.
Hvad der ikke bliver helt tydeligt er, hvor Preben Wilhjelm har sit politiske engagement, sin stærke retsfølelse og sin stringente principfasthed fra. Han har i årtier været et fyrtårn på venstrefløjen, et pejlemærke for tvivlende socialister og for de borgerlige en modpart respekteret for sin holdningsmæssige integritet og knivskarpe analyse.
»Ja, det er ikke hjemmefra,« siger Wilhjelm med henvisning til moderen og bedsteforældrene, der ikke viste politik nogen interesse, bortset fra en sympati for den konservative Christmas Møller. Og så alligevel.
»Det har måske noget at gøre med den måde, jeg voksede op på. Der var ikke nogen mand i familien. Der var ingen, som havde gået længere end til syvende klasse. Derfor blev jeg, fra jeg var 11-12 år, ansvarlig for familiens selvangivelser og den slags. Jeg stod med et ansvar, der gjorde, at jeg var nødt til at tænke mig grundigt om. Det er nok en del af forklaringen.«
– Billedet af dig er en politisk skikkelse, der skærer lige igennem og aldrig er i tvivl, heller ikke i en tid, hvor alle andre på venstrefløjen synes at være det.
»Det er ikke rigtigt. Selvfølgelig går jeg rundt med tvivl om mere komplicerede sager. F.eks. synes jeg, spørgsmålet om integration og indvandrere er utrolig komplekst. Man kan heller ikke på forhånd have en fastlåst mening om, hvorvidt fængselsstraffe er nyttige eller ej, hvis det er afkriminalisering, der er formålet. I sådanne spørgsmål må man skaffe sig viden om resultaterne. På andre områder er det indre kompas tilstrækkeligt.«

»Men når man antager, at jeg ikke er i tvivl, så er det også fordi, jeg har valgt ikke at udtale mig, før jeg ved noget om et emne. Det var også karakteristisk for vores folketingsarbejde i VS. Når vi havde ry for at være utrolig velinformerede, så var det bl.a. fordi, vi afviste at udtale os, når vi ikke havde kvalificerede bud. Journalisterne var fuldstændig chokerede i starten.«
»Når jeg blev ringet op af Carl Otto Brix fra DR’s ugentlige program Radiotinget og jeg spurgte, hvad ugens tema var, og efter hans svar sagde, at ’Jamen, så skal jeg ikke være med’, så blev han fuldstændig spedalsk og begyndte at skælde ud. ’Du skal ikke tro, du får buddet en anden gang’, sagde han.«
»Eller når vi ikke tog ordet under en folketingsdebat. Det skabte stor panik første gang vi meddelte, at vi ikke have noget at sige. Det var et lovforslag om Apotekerfonden, som jeg aldrig havde hørt om, og vi kunne ikke finde nogen, der kunne rådgive os. Så vi besluttede, at jeg skulle gå ned til 1. behandlingen i folketingssalen og høre, hvad det var for noget. Da det så nærmede sig vores tur i ordførerrækken, og jeg bare sad på min plads, sendte formanden tingsekretæren ned for at få fat i en folketingsbetjent, som fór hen til mig og sagde: ’Det er dig nu’. Jeg skal ikke sige noget, svarede jeg ham. ’Jamen, det kan man ikke,’ sagde han.«
»Det var noget, som bl.a. de kristelige og Retsforbundet senere følte sig meget lettede over. At man ikke var forpligtet til at gå op og hælde vand ud af ørerne om alle mulige ting.«
»Så det at man virker så sikker, har også noget at gøre med, at man lader være med at braldre op, hvis man ikke er parat.«
– Et sted i bogen bruger du udtrykket magt-asket om dig selv. Hvad lægger du i det?
»Jeg har den største mistillid til anvendelse af fysisk magt. Lige fra det helt små til det globale. Fra lussinger til stjernekrigsprojekter. Som militærnægter kunne jeg ikke være total pacifist som nogle af dem, jeg var sammen med i Kompedal-lejren. Hvis du har oplevet nazismen og Anden Verdenskrig, så har du mødt et system så aggressivt og så gennemført ondt i hele sin ideologi, at det ikke bliver tilstrækkeligt at sige, at det nok var gået over af sig selv. Derfor kunne jeg aldrig blive total pacifist. Men jeg har altid haft en indgroet mistillid til anvendelse af vold.«

Nok så central er Wilhjelms modvilje mod ikke-fysisk magtanvendelse.
»Altså magt forstået som tvang og majorisering. Det handler om mit demokratibegreb,« siger han. Og fortæller om engang han, CD’s stifter Erhard Jakobsen og flere andre skulle bidrage til en debatbog om demokrati.
»Hvad er demokrati, lød indgangsspørgsmålet, og jeg kan huske, at Erhard indskrænkede sig til at svare ’flertalsstyre’. Men der er jo ingen tvivl om, at Stalin havde flertallet bag sig, og at Hitler havde det. Så den definition er utilstrækkelig.«
»Vulgær« kalder Preben Wilhjelm den ligefrem i bogen, hvor han uddyber sit demokratibegreb. Fordi et flertal kan være manipuleret, stiller han således det yderligere krav, at flertallets beslutninger skal træffes på et informeret grundlag – dvs. det forudsætter oplysning, pressefrihed, mediepluralisme. Hertil et tredje krav om, at demokratiske beslutninger kun har berettigelse, når det gælder nødvendige fællesanliggender.
»Den enkeltes moral og levevis er ikke et fællesanliggende, så længe det ikke begrænser andres udfoldelsesmuligheder,« mener han.
»Flertalsbeslutninger kan ikke udstrækkes til forhold, der ikke rager flertallet. Og selv hvor det rager flertallet, indebærer min demokratiforståelse en betydelig respekt for mindretallene. Man majoriserer ikke bare.«
»Det er jo der, det går galt, når nogle af de muslimske imamer kan finde på at sige, at ’hvis vi engang får flertal, og vi har flertal for at genindføre dødsstraffen, så må det jo være demokratisk.’ Det har flere af dem sagt. Men der er visse områder, som jeg mener er fredhellige, og det er de helt basale menneskerettigheder. Derimod mener jeg ikke, at vi skal anerkende hverken religiøse eller politiske imperativer som trossætninger hævet over diskussion.«
»På det punkt kan fundamentalisterne« – og her nævner Wilhjelm ikke kun visse imamer, men også en kristen fundamentalist som Søren Krarup – »finde på at sige, at jeg jo selv hævder et imperativ ved at erklære de basale menneskerettigheder ukrænkelige. Men der er den helt, helt afgørende forskel, at alle deres forbandede imperativer – religiøse eller politiske – altid går ud på at tvinge nogle mindretal og enkeltpersoner ind under nogle normer, mens de elementære menneskerettigheder går på præcis det modsatte. Nemlig at beskytte det enkelte individ mod overgreb, også mod såkaldt demokratisk vedtagne overgreb.«
– Du har været en både respekteret og respektindgydende autoritet på venstrefløjen. Har du oplevet at få kritik som én, der selv udøvede magt over andre?
»Jeg har mødt masser af kritik, men egentlig ikke på det punkt. Og antagelig fordi jeg selv var og er meget opmærksom på den risiko, der ligger i det. Jeg var måske nok den mest eksponerede i VS i en periode, men jeg var også den første til at påpege, at vi alle måtte garderede os imod, at nogle blev for stærkt eksponerede og gjort uundværlige. Det var mig, der var ophavsmand til rotationsprincippet om, at man som folketingsmedlem for VS udtrådte efter otte år. Da Villo Sigurdsson (daværende byplanborgmester i København, red.) på et tidspunkt ville have princippet omstødt, brugte han min og Steen Folkes (MF’er for VS i samme periode, red.) position i partiet og offentligheden som argument – selv om det selvfølgelig var sin egen position, han ville sikre. Steen og jeg svarede, at selv om I afskaffer rotationsprincippet, så vil vi alligevel overholde det.«

Wilhjelm var også ophavsmand til beslutningen om, at VS ikke skulle have nogen formand, og bortset fra en meget kort periode, hvor partiet var i eksistentiel krise, sad han aldrig i dets forretningsudvalg eller hovedbestyrelse.
– Du skriver i bogen, at du er født 15 år for tidligt til at være 68’er. En kritik af ungdomsoprørerne dengang?
»Pointen er ikke, at jeg var klogere eller bedre, men at jeg var 15 år ældre og derfor havde oplevet at vokse op i et reaktionært miljø, hvor det var de andre, der udøvede mødeterror mod os. Det havde de 15 år yngre aldrig prøvet. Jeg var godt og grundigt vaccineret mod de afskyelige metoder, nogle unge venstreorienterede – og måske var der unge VS’ere imellem – anvendte, da de dengang chikanerede Mogens Glistrup ved at kaste med tomater og æbler under hans forsøg på at tale i Fælledparken 1. maj. Det var derfor, jeg kaldte det ’brunskjortemetoder’, hvilket udløste stærke reaktioner.«

Tilsvarende var Wilhjelm vaccineret mod nogle VS’eres elitære vi-alene-vide- og målet-helliger-midlet-holdning, hvor taktiske overvejelser blev vigtigere end principper. F.eks. i spørgsmålet om man kunne gå ind for terror eller for knægtelse af den nationale selvbestemmelsesret, hvis blot det var de ’rigtige’ kræfter, der stod bag. Den uenighed førte i 1980 til en voldsom diskussion og et opgør i partiet, som endte med, at en snes af dem, der gav køb på principperne, forlod partiet.
»Det opgør gav os en afsindig grundig demokratidiskussion, som virkelig rodfæstede de demokratiske principper i VS.«
– Jeg tænker på, om din omtale af 68’erne som en modestrømning i en tid, hvor alting var meget let, kan være med til at forklare, at en hel del af dem i dag er et helt andet sted og ofte står for de stik modsatte holdninger?
»Ja, det mener jeg er helt oplagt. I de år ville de rene opportunister jo blive venstreorienterede, for det var med strømmen. Vi vidste godt, at det ikke var holdbart. Jeg kan huske, at vi sagde, at den næste generations centrale forvaltere af det eksisterende system ville være at finde blandt studenterne på RUC. De havde forstået kapitalismen og havde ingen naive illusioner om den som mange borgerlige. Der manglede kun én ting: At de lige droppede deres sociale engagement og idealer – så ville de blive de bedste.«
– Hvad kan man lære af det?
»Det ved jeg ikke, om man kan gøre noget ved. Da min dengang 14-årige søn bad mig kommentere beskyldningerne mod venstrefløjen, svarede jeg, at venstrefløjen dengang begik én stor forbrydelse, og den var ikke engang tilsigtet: Vi tiltrak alt, hvad der kunne krybe og gå af talent og intelligens og kreativitet, så vi nu I en hel generation skal lide under, at landet styres af borgerlige middelmådigheder. ’Det siger du altså ikke offentligt. Det er så arrogant. Du får så mange tæsk,’ sagde min søn. Men nu sagde jeg det så alligevel,« siger Wilhjelm og griner.
– Sociologen Nicolas Rose siger, at venstrefløjen dengang formåede at bruge kravet om frihed som et meget effektivt modstandsslogan, men den formåede ikke at forene det med en samfundsbærende politisk model. Det har det, du kalder den talentløse højrefløj derimod præsteret siden 1980’erne: Folks drømme om individuel frihed, selvrealisering og forbrugerisme går fint i spænd med det politiske program, der hedder globaliseret markedsliberalisme.
»Jeg kan være enig i, at det ikke lykkedes at opstille en troværdig skitse for, hvordan samfundet kunne administreres. Det blev ved de lidt tågede forestillinger om basisdemokrati og sådan noget. Men jeg mener, han tager fejl, hvis han siger, at de borgerlige er lykkedes med at give folk frihed. Der har aldrig været så kraftige indskrænkninger i menneskers frihed og i deres retssikkerhed og beskyttelse mod overgreb fra statsmagten, som der har været i denne regerings tid,« siger Wilhjelm med henvisning til Folketingets vedtagelse af antiterrorpakken og tilslutningen til ’den europæiske arrestordre’ i 2001-02.
»Hvad betyder deres frie valg af hjemmehjælp til mennesker, som slet ikke er i stand til at benytte det eller ønsker det, i forhold til indskrænkningen af rettighederne på fundamentale områder.«

– Selv hvis du har ret, er det jo lykkedes den borgerlige regering i den forstand, at den er ved magten og antagelig forbliver ved magten efter valget. Folk synes åbenbart, at regeringen giver dem noget bedre, måske mere frihed?
»Jo, i den forstand er det lykkedes. Men det er ikke rigtigt, hvad de siger. Det, der er lykkedes, er at bilde folk noget ind.«
– Du er ikke kendt som én, der klynker eller som gammel venstreorienteret går bodsgang. Og i bogen langer du mere ud efter højrefløjen end venstrefløjen. Men du slutter faktisk med at skrive, at »et samlet tilbageblik giver ikke grund til tilfredshed«. Du siger, at det er relevant at hudflette venstrefløjen »for dens manglende politiske potens«. Om drømmen om de gennemgribende samfundsforandringer siger du, at der »absolut intet« er kommet ud af det. Og du siger om din tid, at »tiden var kun til forsvarskampe – som vi tabte på stribe.« Du nævner kun én afgørende sejr, som man kan glæde sig over. Kampen mod atomkraft. Og selv den var defensiv og blev først og fremmest vundet takket være nogle andre end den organiserede venstrefløj. Det er en hård nyser. Er du en bitter og resigneret mand?
Wilhjelm ler: »Jeg er ikke spor bitter, og jeg er heller ikke mere resigneret, end at jeg er overbevist om, at det vender. Det her kan jo ikke blive ved at gå, hvis du ser på de alvorlige globale perspektiver, som tårner sig op. Og de unge gør mig optimistisk. De er 10 gange bedre orienterede om alt muligt, end vi var. Den viden og kritiske sans, de kommer ud med, er imponerende.«
»Når jeg ikke er resigneret, er det nok igen fordi, jeg i min opvækst har oplevet de der 15 år før 68-oprøret, hvor venstrefløjen var fuldstændig marginaliseret. Man kunne overhovedet ikke sige ordet socialisme dengang. Så det er ikke nyt for mig, at det kan blive så højrevendt, som det er nu. Det har vi set før. Og på et eller andet tidspunkt vender det.«
»Det er selvfølgelig også hårdt trukket op at sige, at vi har tabt alle kampe. På de helt konkrete, målbare politiske resultater er det deres visioner og politik, der er slået igennem. Men inden i folks hoveder har vi rokket en masse.«

Preben wilhjelm om valget
Partiløs – stemmer Ø
•»Jeg havde den største skepsis over for det der sammenrend som Enhedslisten var,« siger Preben Wilhjelm om den samling af Venstresocialisterne (VS), Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og Socialistisk Arbejderparti (SAP), som opstod i 1989, efter at VS i 1987 var gledet ud af Folketinget og året efter erkendte, at man var slidt op. Sammenrendet var ikke båret af kærlighed ved første blik, men mere præget af modsætninger, der skulle overvindes.
•»I starten kunne man være i tvivl om, hvad de ville, hvis de kom i Folketinget med fire-fem mandater. DKP’erne havde brugt deres tid i Folketinget på en måde, og vi i VS brugte den på en anden måde. Så der var nogle år, hvor jeg havde det dårligt med at stemme på dem, fordi jeg ikke rigtig syntes, det havde perspektiv. Men i dag synes jeg faktisk, de har gjort det godt,« siger den i dag partiløse, forhenværende medstifter af hele to partier – SF og VS.
•»Jeg mener, at Enhedslisten langt hen ad vejen har taget tråden op efter VS og med betydelig dygtighed. I starten havde de det held, at de var aritmetisk interessante i den forstand, at SR-regeringen havde brug for dem til at skabe flertal i bestemte sager. Sådan er det jo ikke i øjeblikket, men de ved, hvad de snakker om i det daglige arbejde og kan samtidig sætte nogle dagsordener. Så jeg har ikke store problemer med at stemme på dem denne gang.«
•»Samtidig er de det eneste parti, som konsekvent har taget den rigtige stilling i folkeretlige spørgsmål. Og så har de – jeg ved ikke, om hun kan tåle at høre det – det største politiske talent, jeg har set i mange, mange år i skikkelse af Pernille Rosenkrantz-Theil,« siger Wilhjelm. jsn