Læsetid 2 min.

Afbud rammer socialdemokratisk opgør

Selv om baglandet efterlyser en mærkbar fornyelse af Socialdemokraternes ledelse, så står de unge i kø for at melde sig ud af opgøret om formandsposten
10. februar 2005

S-fornyelse
Feltet snævrer stadig sammen om Frank Jensen og Henrik Dam Kristensen som kandidater til posten som formand for Socialdemokraterne. Kulturordfører Mette Frederiksen tøver endnu med at melde sig ind – eller ud – af kampen.
I går stod en stribe af partiets yngre fremtrædende skikkelser nærmest i kø for at melde sig ud af kapløbet. Både næstformand Lotte Bundsgaard, næstformand i folketingsgruppen Jeppe Kofod og nyvalgt kronprinsesse Helle Thorning-Schmidt meldte sig ud af kampen. »Jeg er ikke kandidat. Jeg er nærmest ikke kommet ind i Folketinget endnu,« siger Helle Thorning-Schmidt. Store dele af partiets bagland, bl.a. Dansk Metal, ser ellers gerne den nye kandidat som et emne til formandsposten.
Udenrigsordfører Jeppe Kofod blev på selve valgaftenen fremhævet af Rødovres borgmester, Erik Nielsen, som et potentiel bud blandt flere. Men Kofod afviser selv:
»Jeg vil gerne afvise, at jeg skulle være formandskandidat på det tidspunkt her. Det har jeg ingen planer om. Tværtimod mener jeg, det er vigtigt, at vi ser på det realistiske i, hvem der skal være formand. Det er nogle personer, der kan favne Socialdemokratiet og de udfordringer, vi står overfor,« siger Jeppe Kofod.
Mette Frederiksen, der tilhører personkredsen omkring Ritt Bjerregaard, kan også mønstre støtter i baglandet. Hun har høstet anerkendelse for bl.a. sin benhårde ligestillingspolitik, men har for partiets højrefløj udstillet sig selv ved bl.a. at sammenligne USA med Saudi-Arabien, når det gælder kvinders rettigheder. Hun lurepasser foreløbig i spillet: »Jeg vil slet ikke deltage i de spekulationer. Så vidt jeg ved, er der nævnt flere end 10 emner,« siger Mette Frederiksen. Men heller ikke mere garvede rotter som Odenses borgmester og næstformand i KL, Anker Boye, der flere gange har været i spil som mulig kompromiskandidat har lyst til at melde klart ud. Han svarer ikke på om han vil afvise selv at stille op, men siger: »Jeg mener, at det relevante på nuværende tidspunkt er at søge en formandskandidat i den nyvalgte folketingsgruppe, og at det er på tide med et generationsskifte. Det vigtige er, at den kommende formand kan samle partiet og præsentere de værdier, vi står for,« siger Anker Boye. Han har heller ikke lyst til at sætte navn på sin foretrukne kandidat:
»Jeg vil ikke på nuværende tidspunkt anbefale nogen kommende leder, men jeg vil gerne sig, at jeg mener, at ledelsesgruppen også skal afspejle de yngre kræfter i partiet. Men her er tale om gruppen ikke nødvendigvis formanden,« siger Anker Boye. Det var i går ikke muligt at træffe hverken Frank Jensen eller Henrik Dam Kristensen for en kommentar.

FAKTA
Køreplan for ny S-formand
• I dag mødes både socialdemokraternes hovedbestyrelse og forretningsudvalg og her skal forløbet frem mod valget af en ny formand fastlægges. Det mest sandsynlige er, at man vælger at indkalde til en ekstraordinær kongres, sandsynligvis d. 12. marts, hvor de delegerede kan stemme.

• Opstiller flere kandidater skal den ene have mindst 3/4 af stemmer for at opnå valg.

• Får ingen af kandidaterne det, sendes beslutning til urafstemning blandt partiets medlemmer. Her kan alle kandidater fra kongressen deltage. Den, der får flest stemmer er partiets nye formand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu