Læsetid: 6 min.

Amerika og Europa glider fra hinanden

Den Kolde Krig var blot en historisk parentes i de transatlantiske relationer, siger historikeren Tony Judt. Nu dukker de dybe forskelle mellem det amerikanske og europæiske samfund frem igen og George W. Bush har bidraget til at accellerere denne proces
21. februar 2005

Transatlantisk kløft
NEW YORK – I morgen starter præsident George W. Bush sin længe bebudet Europa-rejse, der af amerikanerne beskrives som ’en frisk start’. I disse ord ligger en klar erkendelse af, at de transatlantiske relationer nedkølede til et historisk nulpunkt i Bushs første embedsperiode. Der er således kun én fornuftig vej frem, i første omgang en optøning af de fastfrosne holdninger gennem en ændring af tone og stil.
Den amerikanske præsident vil ligesom Gerhard Schröder og Jacques Chirac være lutter smil og broderlig omfavnelse i mediernes søgelys.
Men i mødelokalerne i Bruxelles og Berlin må man utvivlsomt erkende, at USA’s og Europas holdning på fundamentale områder stadig er uforenelig – og så søge at lægge et diplomatisk slør henover uoverensstemmelserne ved at understrege, alt det man er enig om.
»Der bliver ikke tale om at vende tilbage til de glade dage før 11. september,« siger Tony Judt, britisk professor i europæisk historie på New York University og erfaren iagttager af amerikansk politik gennem 18 år.

Håber på blåstempling
Judt kender nye udenrigsminister Condoleeza Rice fra hendes dage som forstander på Stanford University i Californien, og han har netop været på en runde i Washingtons tænketanke for at tage bestik af Bush-regeringens Europa-politik i de næste fire år.
»I regeringen og konservative tænketanke har debatten handlet om, hvordan Bush kan gøre europæerne mere samarbejdsvenlige uden at ændre amerikansk politik. De håber at få en blåstempling af amerikansk politik. Europæerne skal rekrutteres som proselytter i verden. Til gengæld vil Bush love at lytte til europæernes synspunkter, han vil forhåndsorientere dem om sine beslutninger og undlade at føre en del- og-hersk politik ved at splitte landene inden for den Europæiske Union,« siger Tony Judt i et interview med Information.
Inden Irak-krigen søgte og fik Bush-regeringen opbakning fra Storbritannien, Spanien, Holland og Danmark samt Polen, Tjekkiet og andre østeuropæiske lande.
Forsvarsminister Donald Rumsfeld talte om et nyt (Østeuropa) og gammelt (Vesteuropa) Europa i en slet skjult bestræbelse på at splitte kontinentet.
»Den slags vil vi ikke høre mere af. Ej heller vil vi se antifranske eller antieuropæiske historier i amerikanske medier. I Bushs første periode ansporede regeringen pressen til den slags og fik endda placeret citater fra anonyme regeringskilder. Det Hvide Hus såede splid, hvor andre amerikanske regeringer har prøvet at indsnævre kløften,« mener professor Judt.
Trods det bemærker han en uafklaret holdning i Bush-regeringen til et forenet Europa.
»Nogle mener, at det bliver lettere for USA at handle med et forenet Europa. Andre tror ikke på det. De vil hellere forbedre relationerne til de enkelte lande. Der er også en udbredt illussion om, at Tyskland igen kan blive USA’s store ven i Europa, hvilket er en total fejllæsning af moderne tyske mentalitet. Men i øjeblikket har linjen ’vi skal være søde mod europæerne’ overtaget.«

Mistillid
Hvordan er det kommet til et sådant lavpunkt? Under tidligere skærdmydsler i alliancen har formodningen altid været, at skaden senere ville blive genoprettet...
»Under Den Kolde Krig blev uenigheder fejet under gulvtæppet. Man kan læse om dem i diplomatiske dokumenter fra 1950’erne og 1960’erne. Mellem amerikanske og vesteuropæiske ledere var der også en personlig indbyrdes tillid. Man så ikke ens på Sovjets atomslagstyrke, men hver side stolede på den anden sides gode tro. Charles De Gaulle afviste at se på satellitbillederne af sovjetiske missiler på Cuba. Bevis var ikke nødvendigt. Præsident Lyndon Johnsons ord var tilstrækkelige. Johnson var dybt irriteret over De Gaulles holdning til NATO, men nærede stor privat respekt for ham. Under Bush er denne tillid til europæerne forsvundet. Hans regering har bevidst opflammet til angreb på Europa i pressen.«

Store forskelle
Men der finder også en anden proces sted på det samfundsmæssige plan, hvor USA og Europa kulturelt, socialt og økonomisk bevæger sig væk fra hinanden. Ingen i Europa taler f.eks. længere om at kopiere den amerikanske økonomiske model...
»Jeg tror, vi bliver nødt til at anskue perioden 1941 (USA’s indtræden i Anden Verdenskrig) til 1991 (Sovjetunionens fald) som en historisk parentes. Det var en atypisk epoke i transatlantisk historie, hvor amerikanere og europæere delte den samme fjende – kommunismen – og havde samme målsætning. Europa var indadvendt og USA optaget af sit ansvar i Europa efter krigen, hvilket aldrig tidligere var sket i den grad. Det var i den tid, at Vesten som koncept tog form. Vesten er en følge af Den Kolde Krig mere end en geografisk størrelse eller Der Untergang des Abendlandes (Oswald Spenglers værk fra 1918, red.). Efter Sovjetimperiets sammenbrud går Vesten i opløsning. Vi ser nu de store forskelle mellem de europæiske og amerikanske samfund. Nogle af dem eksisterede før Anden Verdenskrig, men de vigtigste er en følge af krigen.«
– Hvordan påvirkede krigen amerikansk samfund?
»Amerikanerne var ikke militært besat. I årene efter krigen talte vi i England om forskellen mellem at være besat og angrebet med tyske bombefly. Oplevelsen af besættelsen overbeviste kontinentale europæere om det vigtige i at have internationale institutioner, der kan holde freden. De er mere tilbøjelige til at opgive national suverænitet end briterne og især amerikanere. I USA tænker man stadig på en stats fulde suverænitet. Under Den Kolde Krig var denne holdning underbetonet, fordi man havde en fælles atombevæbnet fjende. Nu springer forskellene frem
igen.«

Indadvente amerikanere
– Hvorfor tror De, at Bush så groft undervurderer behovet for at rekruttere allierede. Forstår han ikke, at det amerikanske imperium ikke kan overleve uden?
»Vi lever i et interessant øjeblik, fordi USA stadig er et imperium, men det mest provinsielle i verdenshistorien. Sovjetunionen var mere tilbagestående end sine kolonier. USA interesserer sig ikke for sine kolonier. Sådan har det nu ikke altid været. Efter verdenskrigen investerede USA enorme pengesummer i Marshall-planen og i Fulbright stipendier for at give unge amerikaneres indblik i europæiske forhold.«
»Efter 11. september bekendtgjorde Bush et obskurt initiativ kaldt ’We the People’. Halvdelen af forbundsregeringens National Endowment for Humanities’ budget blev viet til stipendier for unge amerikanere, som vil studere amerikansk historie – ikke verdens. Det er en yderst provinsiel reaktion på terrorangrebet. Amerikanerne bliver truet på livet og vælger at lukke sig inde i en fæstning. Det amerikanske imperium har siden bygget mure omkring sig i, hvad der svarer til rige amerikaneres tilværelse i isolerede beboelseskvarterer med bevæbnede vagter. De er ikke interesseret i verden udenfor.«

Det sympatiske ansigt
»Blandt moderne samfund er USA paradoksalt nok det mindst globaliseret, det mindst engagerede i verden, amerikanere rejser mindre end andre, færre har rejsepas og eliten ved mindre om verden end i andre lande. Et besynderligt imperium, hvis eneste løftestang er militær magt og som i alle tilfælde har oplevet sin magts højdepunkt i den sidste fjerdedel af det 20. århundrede. Vi lever i et mærkeligt øjeblik, hvor USA bliver trukket ind på verdensscenen på grund af dets frygt for verden udenfor og på samme tid er et imperium på retræte.«
»Amerikanerne udkæmper en krig i Irak for at undgå, at den dukker op igen i New York og formår herved at fremmedgøre næsten hele verden fra sin sag og giver samtidig næring til antiamerikanismen. Men mine amerikanske venner her i New York fatter ikke, at USA er hadet i udlandet. Nu håber Bush på at gøre Condoleeza Rice til amerikansk udenrigspolitiks sympatiske ansigt, men det er efter min mening et utilstrækkeligt og selvødelæggende forsøg på at overvinde antiamerikanismenÇ« siger Tony Judt.

BLÅ BOG
Tony Judt
• Tony Judt er født i London i 1948 af jødiske forældre indvandret fra Belgien og Rusland og voksede op i jiddische omgivelser i Londons East End kvarter, hvor han gik på hebraisk skole.
• I sin ungdom var han socialist og tilhænger af kibbutzbevægelsen.
• I sine ældre år har han brudt med sionismen og talt for oprettelsen af en sækulær stat i Israel, hvilket har skabt ham mange fjender i USA’s jødiske samfund.
• Judt er professor på New York University, forfatter til mange bøger om europæisk og fransk historie og skribent for The New York Review of Books. burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu