Læsetid: 6 min.

Anbragt uden for hjemmet – som en fri pige

15-årige irakiske Fatma fik tæv af sin mor og far, fordi hun var for selvstændig. Hun bad om hjælp – kommunen gjorde intet trods blå mærker og søsterens tragedie. Hun er nu anbragt på et hjem for muslimske piger og oplever en ukendt frihed
15. februar 2005

Fatmas historie
Det var ikke så meget forældrenes strenge regler for, hvad Fatma måtte – og især hvad hun ikke måtte, der til sidst fik hende til at stikke af hjemmefra. Det var de daglige bank med bælter, sko, ledninger og viskestykker, der i første omgang fik hende til at søge ly på et krisecenter for kvinder. I dag bor den 15-årige Fatma på et hjem kun for teenage-piger med muslimsk baggrund. Efter to og en halv måned på krisecenteret ringede hendes far og sagde god for at hun i stedet for at være på krisecenteret blev anbragt på et sted kun for muslimske piger. Fatma ved ikke selv, hvad der fik hendes far til endelig at gå med til, at hun blev anbragt uden for hjemmet. Gitte Nielsen, der er ansat på Mariasminde, som er det hjem, hvor Fatma i dag bor, fortæller, at det var afgørende for Fatmas forældre, at deres datter skulle anbringes på et sted kun for muslimske piger: »Alene det, at datteren bor uden familien væk fra hjemmet, er skamfuldt og falder tilbage på hele familien. Men man kan afmystificere det lidt ved at fortælle, at det er et sted med muslimske piger, hvor man tager hensyn til deres kultur, serverer halalkød og ikke svin, og hvor der kun er kvinder ansat,« siger hun.

Blå mærker ikke nok
Gennem længere tid havde Fatma forsøgt at overbevise sin sagsbehandler i den nordjyske kommune, hvor hendes familie bor, om, at kommunen skulle tvangsfjerne hende. Siden femte klasse har hun jævnligt fortalt sin lærer om, hvordan hun fik tæv af sin mor, og hun undrer sig fortsat over, at ingen skred ind. Fatma havde også vist sagsbehandleren i kommunen sine mærker efter moderens voldelige overfald, men det var ikke nok til, at kommunen ville gribe ind med en tvangsfjernelse.
Sagsbehandleren krævede i overensstemmelse med reglerne, at Fatma også skulle fortælle, at hun fik tæv, mens hendes mor var til stede. Det turde Fatma ikke.
Frygten for, at straffen ville blive endnu hårdere, hvis hun sladrede på et møde, hvor moren var til stede, var for stor til, at hun turde fortælle om overgrebene i morens tilstedeværelse. »Hun (sagsbehandleren, red.) kunne da ikke forvente, at jeg skulle sige ja til, at jeg fik bank foran min mor, for så var jeg blevet banket halvt ihjel eller sendt til Irak, når vi kom hjem,« fortæller Fatma. Logikken i kommunen var, at Fatmas mor skulle have en chance for at forbedre sig, og derfor kunne kommunen ikke tvangsfjerne hende direkte efter et møde, hvor hun fortalte om overgrebene.
Fatma føler sig svigtet: »Jeg har følt, at kommunen ikke kunne hjælpe. Ingen børn vil fortælle, at de får bank, mens deres forældre er der. Kommunen kunne ikke gøre andet end at sende breve og bede min mor om at komme til møde,« fortæller Fatma.
Hvis en tvangsfjernelse overhovedet skulle komme på tale, fik Fatma i første omgang at vide, at hun skulle på et lokalt center for unge anbragt uden for hjemmet.

Søsteren gift i Irak
Her har Fatmas storesøster også tidligere været anbragt. Men belært af hvordan det siden er gået søsteren, havde Fatma ikke mod på at komme derhen. Søsteren havde fortalt derhjemme om, hvordan der blev røget hash, og hun nåede kun at være på ungdomscenteret i en måned, før forældrene overtalte hende til at komme hjem. De lovede, at de nok skulle lade være med at slå hende: »Men da hun kom hjem, sendte de hende til Irak for at blive gift som 17-årig. Da var de glade for hende, for da havde hun gjort noget rigtigt,« fortæller Fatma, der selv er bange for, at hendes forældre også kunne finde på at sende hende tilbage, hvis de fik muligheden. Normalt var det kun Fatmas mor, der kunne finde på at slå hende, men aftenen før Fatma stak af, var hendes far også blevet korporlig. Det var dråben, der fik Fatma til at stikke af.
Og hun har ingen planer om nogensinde at vende hjem igen til sine forældre:
»Der er ikke den kærlighed, der burde være . Så hellere bo hos nogle fremmede,« siger Fatma. Hun har kun været på besøg hos sine forældre et par gange, siden hun flyttede ind på hjemmet. Hver gang har hun haft følgeskab af både lederen af Mariasminde, Lise Nordenhof, og dennes mand. Sidst Fatma var hjemme, blev hun stillet over for et ultimatum: Enten blev hun, eller også skulle hun aldrig vise sig igen. Fatma valgte at tage tilbage til hjemmet, hvor hun er anbragt. I dag er den frivillige anbringelse ændret til en egentlig tvangsfjernelse. »Det er godt at bo hos nogle fremmede, som respekterer mig,« siger hun, men fortæller, at hun stadig har svært ved at stole på voksne. Når hun kommer hjem med dårlige resultater fra skolen, fortæller hun helst ikke om det: »På et tidspunkt, hvor jeg fik 03 i diktat, kunne jeg ikke sige det til de ansatte, fordi mine forældre aldrig har spurgt til, hvordan det går i skolen. Her spørger de til gengæld meget til, hvad der er sket, og om det har været en god dag,« fortæller Fatma. Efter skoletid går Fatma både til badminton, svømning og styrketræning og har også et job i en bagerforretning:»Jeg sidder ikke bare og fiser den af efter skoletid. Men jeg føler, at jeg er med til at bestemme, hvad jeg skal lave. Derhjemme blev jeg bare sat til at gøre rent efter skole,« fortæller Fatma.
Fatma har også været på ferie for første gang uden, at formålet med turen var at besøge slægtninge i enten Irak eller Sverige. I julen var hun på skiferie med lederen af hjemmet og dennes familie: »De narrede mig afsted ved at sige, at der kun var små bakker, og at vi skulle stå på ski mellem træerne,« fortæller Fatma grinende, mens Lise Nordenhof lytter med. Da de kom frem, var Fatma ikke meget for at få ski under fødderne, men efter fire dage blev hun god til at suse ned ad bakkerne. Det har givet hende fornyet selvtillid: »Jeg har det med at lære tingene hurtigt,« siger Fatma glad og fortæller straks efter om, hvordan hun væltede rundt i sneen.

Stak af fra hjemmet
Men det hele har ikke været lutter lagkage i det halve år, Fatma har boet på hjemmet.
På et tidspunkt stak hun af fra en af de ansatte, Gitte Nielsen, da Gitte havde taget Fatma og en anden pige med på tur til København: »Vi gjorde nogen dumme ting, og jeg tænkte hele tiden, at det ikke rigtig var mig, der gjorde det,« fortæller Fatma. Dagen efter turde hun næsten ikke ringe for at fortælle, hvor de to piger var:
»Jeg regnede med, at Gitte og Lise ville hænge os, og at det var derfor, at der var så mange træer. Men vi fik snakket om det og løst det. Hvis det havde været min mor, havde hun gjort noget værre,« siger Fatma. Her bryder Lise Nordenhof ind:
»Men det var ikke sådan, at der ikke var konsekvenser,« siger Lise. »De tog vores mobiler, og vi fik en seddel, hvor vi skulle skrive under på, at vi ville aflevere vores mobiler og ikke gøre det igen,« fortæller Fatma lidt flov. Derudover blev der indført et pointsystem med et målebånd, der tæller ned fra 30 point. For hver dag, der går uden problemer, bliver der trukket et point fra. Det, Fatma frygtede allermest, var at blive sendt væk: »Da Lise sagde, at jeg selv måtte bestemme, hvad jeg skulle gøre, og at hun ikke ville tage ansvar for mig, hvis jeg overskred grænserne, blev jeg rigtig bange,« fortæller Fatma. Men så galt gik det ikke. Fatma fik lov til at blive. Når målebåndet med pointsystemet er nede på nul point får Fatma sin mobil tilbage:
»Jeg var ikke ked af det med mobilen, men jeg var ked af, at vi skulle tale om det,« siger Fatma.

Af hensyn til Fatma er historien anonymiseret og hendes navn
opdigtet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her