Læsetid: 4 min.

Fra et andet sted

Juliane Preisler skriver ikke for at fortælle om virkeligheden – og forresten er hun slet ikke ved bevidsthed imens
10. februar 2005

Interview
Juliane Preisler er 45, og hun har lige udgivet sin 22. bog, der handler om livet som hjemløs – en tilstand, som et stadigt stigende antal danskere befinder sig i. Alligevel er politisk det sidste, Preisler kunne finde på at kalde sin roman, Lyse tider. Hun kommer fra en forfattergeneration, der er blevet kritiseret for
ikke at være politisk engageret, men hun er helt uenig i, at politik har en plads i litteratur. »Jeg kan slet ikke forstå den der forvirrede sammenblanding af kulturpersonligheder og politik. Efter min mening er det fuldstændig vanvittigt at kritisere os for ikke at have været politiske; god litteratur er jo ikke god på grund af nogen form for politisk funktion. Hvis nogen skal træde ind i den politiske debat, må det være filosofferne. Selv kunne jeg aldrig drømme om det.« Preisler har altid skrevet om nære, intime relationer; ofte med ganske få personer involveret. Det har hun også gjort denne gang i Lyse tider, der udkom i sidste måned til begejstret modtagelse fra blandt andre Informations anmelder Erik Skyum-Nielsen. Men forskellen er, at denne bogs personer lever på gaden. Den ene hovedperson den subsistensløse Sander; den anden den sammenbrudsramte Dinna, der over hals og hoved er flygtet fra hus, mand og job efter først at have overvåget et knivstikkeri, bagefter at have grebet manden i sengen med en uautoriseret blondine. Dette måtte være Preislers samtidsroman, mente Lars Bukdahl i Weekendavisen, og det er forfatterinden forsåvidt ikke uenig i. »Det er nok rigtigt på den måde, at nogle af mine bøger har fundet sted i mere tidløse universer. Det er jo ikke tilfældet her. Den her bog handler om livet som hjemløs i dag. Men nu ser jeg allerede på den udefra.« Allerede ved mit første spørgsmål har Preisler sat stolen for døren: »Det nytter ikke noget, at du spørger mig om noget med, hvorfor eller hvordan jeg har skrevet om noget. Når jeg skriver, foregår det uden bevidsthed. Jeg skriver i en slags trance, og jeg vælger ingenting; det kommer bare. Da jeg ikke er religiøs, vil jeg ikke sige, at det kommer oppe fra, men det er altså sådan, det føles. Så det ville være løgn, hvis jeg sad og sagde til dig, at jeg havde haft en eller anden bestemt tanke dengang. Jeg kan kigge på min bog ude fra, som en læser eller en anmelder, men jeg kan ikke fortælle dig noget fra det sted, hvor jeg var, da jeg skrev den.« Sådan taler en forfatter uden skriveblokering. Når Preisler går i gang, sætter hun sig ved computeren og lader ordene strømme ud. Når hun er færdig, går bogen i trykken stort set uden rettelser. »I den her fjernede Hans-Henrik – min redaktør – og jeg højst omkring fire sider. Og det var nødtvungent. Men jeg laver stort set ikke om, og jeg holder stort set ikke skrivepauser. Det er så fuldstændig naturligt for mig at være forfatter, at det føles, stort set som det føltes for 20 år siden, da jeg startede.«

Det gode liv
»Hvis jeg skal se på bogen ude fra og sige, hvad den handler om, vil jeg sige, at jeg tror, den handler om det gode liv – og om at det måske ikke altid findes der, hvor vi tror. Det er ikke sikkert, at det findes hos familien med hus og børn. Det spørgsmål opstår i mødet mellem de to personer – hun er forstadsfruen, der er meget bundet af arbejde og ægteskab og børn; han er den frie fugl, der meget nødigt vil indblandes i andres liv. Den forståelse, de finder, er et af den slags mirakler, der nogle gange finder sted. Vi ser måske begge to ud af vinduet nu; det er gråt uden for; vi får øje på noget tandlægeudstyr i huset over for, og måske får vi den samme association. Måske handler det mest om omverdensforståelse. Men den slags samklang har de.«
Personerne i bogen taler ikke så meget sammen. De fortælles i korte afsnit, hvis synsvinkler veksler mellem Sander og Dinna.
– Handler den ikke også om ensomhed?
»Tænk, anmelderne siger altid, at jeg skriver om ensomhed, men det kan jeg egentlig slet ikke selv genkende. Jeg synes mere, jeg skriver om møder mellem mennesker. Måske tænker de, at jeg er ensom, fordi jeg altid har været en lidt frit flyvende fugl, lidt udansk,« spekulerer Preisler. »Men sagen er, at det her jo er en meget morsom bog. Barokt morsom, endda. I mine tidligere bøger har humoren været mere subtil, men den har nu altid været der. Og det tror jeg på en måde også hænger sammen med det frit flyvende: At man ikke skal være alt for fastbundet i en tung virkelighed. At man kan kigge på hinanden midt i et skænderi og sige: Du ser så sjov ud, når du er vred. Den slags humor synes jeg måske godt, vi kunne bruge noget mere af.« Denne gang har Juliane Preisler hovedsageligt fået meget fine anmeldelser (hun læser kun de positive). Men hun har hørt, at nogle har betvivlet bogens realisme. Til det understreger hun én ting: »Jeg hævder ikke at fortælle om virkeligheden. Jeg fantaserer om verden. God litteratur handler ikke om realisme; god litteratur skal flytte folk, ligesom musik. Sproget er faktisk musik – når det er godt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu