Behøver man vælge side, når de én-øjede slås?

Bogen hedder Brandstätten og indeholder ikke meget andet end billeder af ild, nødkøkkener, ruindynger og forkullede lig fra Anden Verdenskrig. Hovedsageligt tyske ruiner, tyske nødkøkkener og tyske lig. Billedbogen fra forlaget Propyläen er sammenstillet af historikeren Jörg Friedrich, der for et par år siden udgav det omstridte værk Der Brand om de allieredes bombardementer af tyske byer. Måske er billedbogen, der udkom sidste år, Friedrichs næsten ordløse svar til sine mange kritikere; sådan så der ud efter bombardementerne, viste han. En oprivende bog er det, fordi den fortæller om tabt kultur, mistede værdier, udslettede mennesker – men de mest interessante spørgsmål er faktisk, hvorfor man overhovedet køber bogen til 150 kroner, og hvad man føler, når man lukker den igen. Sorg? Vrede? Eller måske ansatsen til hævnfølelse? Denne weekend bliver tyskerne afkrævet et svar på spørgsmålene, for denne weekend er det 60 år siden, at 770 engelske Lancaster- og 330 amerikanske B-17-bombefly tømte deres last ud over Dresden. 3.100 ton bomber forvandlede på nogle få timer barokbyen ved Elben til et brændende inferno med 25.000 døde. Eller flere. Stedfortrædende for byer som Hamburg, Köln, Pforzheim, Hannover, Kassel, Berlin, Oranienburg, Duisburg bliver Dresden denne weekend skueplads for en snart ældgammel strid om de allieredes bombardementer af de tyske byer. Var bomberne med til at afslutte krigen hurtigere, fordi hjemmefronten blev demoraliseret? Eller svejsede bomberne snarere tyskerne stærkere sammen, så de trak krigen i langdrag? Når det gælder Dresden, strides man også om byens militære betydning (grunden til bomberne) og antallet af ofre. Det reelle dødstal er umuligt at opgøre, for Dresden var fuld af flygtninge, som ikke var registrerede. For de højreradikale, de nationalkonservative og nynazisterne kan dødstallet ikke sættes højt nok – 250.000? – for på den side bomberne gøres endnu mere uretfærdige, og dermed åbne for en historieudlægning, som tjener denne ene part i striden om krigen; tyskerne skal føle harmen og mærke tørsten efter hævn. At Dresden blot var et kapitel i en historie, der blev påbegyndt af tyskerne i 1939, fortier den yderste højrefløj og samles denne weekend i Dresden for at markere imod de allieredes ’Bombe-Holocaust’. Samtidig vil en anden flok mødes i byen, antifascisterne, under parolen ’no tears for krauts’: »Når det tyske folk mødes i Dresden til dette års ’sørgefestspil’ for at tude, så er det for os – antifascister og modstandere af Tyskland – en grund til at feste,« hedder det i én af deres løbesedler. Antifascisterne vil markere dagen som en glædens dag, fordi de ser bomberne mod Dresden som første skridt til opfyldelsen af deres egne håb – udslettelsen af Tyskland. »Aldrig, aldrig mere Tyskland,« som de plejer at råbe. Mens de udenbys demonstranter vil råbe i gaderne, vil byens egne indbyggere forsøge at få fred til at markere dagen i værdighed, eftertanke og stearinlys. Om mindedagen lykkes som en apolitisk fest, kan man kun betvivle, for de rabiate politikeres kræfter har forlængst forgiftet stemningen. Men værre er det, når alle lader som om, at striden om bombardementet af Dresden først begynder nu i 2005. Sådan er det jo ikke. Dresden var altid et anvendeligt symbol. I DDR (mis)brugte kommunisterne byen i deres kolde krig mod NATO. Hvert år den 13. februar arrangerede kommunisterne en fredsdemonstration rettet mod de ’anglo-amerikanske terrorbomber’. USA og Storbritannien, der havde været Sovjets allierede under krigen, blev skrevet ud af historien, og nu var Dresden eksemplet på, hvad der ventede østtyskerne fra Vest, bombeterror. Lad os håbe, at byens egne indbyggere kan og vil undgå de én-øjedes omklamring og i værdighed kan mindes den tragedie, bombardementet var.