Læsetid: 5 min.

Blændende stjerneskud

På hver deres sprøde facon og med afsæt i to forskellige genrer giver både rapperen Ataf og dancehall-trioen Bikstok Røgsystem flotte bud på mulige veje for dansksproget musik
7. februar 2005

Når man på typisk nysprog taler om feelgood musik, tænkes der som tommelfingerregel på uforpligtende popmusik, der muzakagtigt stryger lytteren hen over pelsen. Nuvel, den pæredanske dancehall/ragga-trio Bikstok Røgsystem står som garanter for en underskøn rytmisk musik, der vil få en hvilken som helst lytter til at føle sig mindst lige så godt tilpas som den uforlignelige James Brown, når han udbryder »I feel good!!« Men modsat den gængse amorfe feelgood-stil – kendt fra Sky Radio og andre luftbårne bedøvelsesmidler – er der så stort et sprogligt overskud og en så rytmisk vitalitet på spil hos Bikstok, at hverken krop eller intellekt vil finde hvile dér! Man kunne sige, at de tre sprogmagikere bogstaveligt talt sætter ild i røven på lytteren, samtidig med at de fremkalder en svimlende fornemmelser mellem ørene; som det så smukt udtrykkes på det p.t. storhittende »Cigar«: »De gør dig gak med røgsnak...« Jo tak – og så lige lidt til!

Rap, røg og ragga
Bikstok Røgsystem består af toasteren Eaggerman, rapperen Blæs B – også kendt fra det smågeniale hiphopensemble Malk de Koijn – og dj’en og rapperen Pharfar, alle tre erfarne herrer fra den københavnske undergrund. Vi skal love for, at kreativiteten de tre imellem slår gnister, og alle 16 spor på debutalbummet lever op til dets kække titel: Over stok og sten. Bedre udtryk for en frodig og respektløs undergrund kommer De næppe til at høre foreløbig, og man skal være seriøst på nedtur, hvis ikke man går opløftet og rebootet fra mødet med den herlig tilrøgede galskab, der her bydes på. Musikken er allehånde variationer over nyere jamaicanske genrer som især ragga og dancehall, rytmisk spændstige og uhørt dansante; Bikstok kan uden den mindste besvær sætte gang i en hvilken som helst social sammenkomst, hvor det ligger i luften, at der skal ske andet og mere end hyggesnak hen over Irma-vinen. Der lægges op til fest og ballade på hver en skæring, og pladen fungerer som stilren manen til dans af snart sagt enhver tænkelig slags, thi hos Bikstok spiller en frigørende omgang kropslighed en afgørende hovedrolle. Og kommer i processen til at danne en tiltrængt antigift til tidens kvælende selvmedlidende rockmusik, eksemplificeret ved det forbavsende populære Saybia.

Koner, røg og penge
Men var tekstuniverset på Over stok og sten ikke så hujende opfindsomt og jævnt hen brølende morsomt, som tilfældet er, var det nok tvivlsomt, om man blev hængende på mere end den tid, en dans nu varer. Men da de tre herrer endvidere formår at få sproget til at danse med vid, bid og noget nær Monty Pythonsk gakgak-logik, hænger man gerne på i en gemen lyttesituation, mens et univers præget af (især) koner (bikstoksk for kvinder), fortryllende djævlerøg og penge udfoldes: »Pigerne på gulvet de elsker vores krop/ De synes den er flot, den er tiptop/ De hører Bikstok sound og gi’r den op/ Vi spiller så længe der er koner nok/ Pigerne på gulvet de ka li’ vores cigar/ De elsker os og de penge vi har/ De hører Bikstok sound, så’ de klar/ Blæs Buqi, Eagger og Phar … Phar«, som det med typisk selvfølelse hedder på gennembrudshittet »Cigar«. Mellem de mange livsduelige og vittige rim, det myldrer med, anslår trioen også mere alvorlige takter; som på den eftertænksomme »Fabrik« samt ikke mindst »Jeg græder for dem«, der med elegance formår at tilsætte det gakkede et klædeligt anstrøg af alvor, selv om det ikke altid er lige til at høre, hvor det ene starter, og det andet holder op. Bikstok har i den grad fremtiden for sig, og vi glæder os til såvel at opleve dem live som høre, om de næste gang ikke får sving i lidt flere farver på paletten. Hvilket fører os til det fabelagtige debutalbum fra hardcorerapperen Ataf (det udtales Ardef) Khawaja, hvis Paraderne nede uden tvivl og sammenligning er en af de mest kunstnerisk prægnante og indholdsmæssigt mest interessante danske hiphopplader nogensinde. Her er alvoren i højsædet, men ikke uden hverken humor eller gnist. Det er med til at gøre projektet så succesrigt, som tilfældet er … og det er altså seriøst godt, det her. Ataf har pakistanske rødder, men er opvokset i Vanløse og har været kendt i hiphop-miljøet i årevis som uforsonlig gangstarapper under kunstnernavnet Sorte Slyngel. Hans flow kan sammenlignes med Jokerens, men han er ikke desto mindre helt sin egen. Paraderne nede er det første gennemført dansksprogede udtryk for en specifik, benhård og uglamorøs andengenerationserfaring, thi modsat gudetrioen Outlandish benytter Ataf sig rask væk – og respektløst, sultent og begavet – af det sprog, der tales blandt danerne; godt opblandet med hiphop-slang, men alligevel. Her åbnes et vindue til livet blandt de nydanskere, der som den famøse lus er fanget mellem på den ene side en traditionelt orienteret baggrund og den frapperende og fragmenterende modernitet, der præger det nordlige Europa; samt selvfølgelig den understrøm af racisme og gensidige fordomme, der præger begge sider.

På høje tid
Ataf har en fortid som vaskeægte slyngel og kender det miljø, han omsætter til fortættede rim, indefra. Allerbedst måske på skæringen »Forandret«, hvor prisen for livet i overhalingsbanen nøgternt gøres op uden ansatser til hverken romantik eller glorificering. Det skader ikke sagen, at det musikalske er tiptop i orden eller, at Ataf som rapper besidder næsten hypnotiske egenskaber. En befriende antigift til Pia Kjærsgaard og pladdernakkerne i DF, er dette en usædvanlig udgivelse, der virkelig gør en forskel. Afslutningsvis kan undertegnedes attitude til disse to prægtige stjerneskud på det musikalske firmament opsummeres således: Bikstok Røgsystem er sjove, seje og substantielle, hvor Ataf er benhård, beåndet og begavet. Tilsammen har de udgivet to af de bedste debutplader i årevis; det er stort, det er løfterigt og det er på høje tid! Hvis disse to pragtudgivelser på nogen led eller kant udstikker det kunstneriske niveau for i år, bliver 2005 det måske bedste år for dansk musik i nyere tid. Så der er noget at leve op til, venner, slyngler og koner!

Bikstok Røgsystem: Over stok og sten (Copenhagen Records) Producere: DJ Pharfar & 59P

Ataf: Paraderne nede (ArtPeople) Producere: Providers
www.atafkhawaja.dk

Begge plader udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu