Læsetid: 8 min.

Blæsten, sandet og fremtiden

For den, der har levet det meste af sit liv med fornemmelsen af sand i luften, kan den nye, lette sandflugt fylde én med en stor, tung træthed. Naturligvis har det også noget med ens levealder at gøre. Det er svært at blive ved. Orker man endnu en gang kampen imod søvnen og uvirkeligheden?
24. februar 2005

Essay
Der var engang, da kristendommen eller mere præcist det Nye Testamente var fælles grund og en del af en fælles skæbne. Men hvor mange kender det Nye Testamente i dag? Hvor mange læser det? Fælles gods er det i hvert fald ikke længere, og det er i det hele taget blevet sværere at finde grundlag for fælles skæbne. For er den brede, folkelige opbakning til kongehus og folkekirke ikke snarere udtryk for en længsel efter den tabte fælles skæbne nu, hvor begge dele synes langsomt at tømmes for deres reelle indhold, end udtryk for en endnu levende samhørighed? Og er – helt aktuelt – ønsket om en national kulturkanon ikke også udsprunget af et ønske om at fastholde noget, som længe er sivet ud mellem fingrene som tørt sand en sommerdag, uden at nogen lyttede til nødråbene, da det begyndte? I dag bærer enhver i hvert fald sine egne ord og sine egne tekster – om overhovedet nogen – med sig, ligesom enhver bærer sin helt egen skæbne, mens erindringen om fælles grund og fælles skæbne knap nok lever mere, og dér, hvor man mødes, udveksler man nu i stedet ord og tekster med hinanden på samme måde, som når fremmede folkeslag og fremmede kulturer mødes og prøver at fortælle hinanden, hvad der er hver deres kerne og grundlag, ikke for at forstå hinanden, men for at fortælle, hvem de selv er.

Ord der følger én
Disse ord er derfor helt i øjeblikkets ånd blot et personligt forsøg på at fortælle om en tekst og nogle ord blandt flere, der engang fandt en sangbund og siden blev ballast og følgesvend, og som i det små var med til at forme et liv og lægge en synsvinkel.
»Føler folk ingenting her? Har de ingen virkelighed? Ser de ikke krigen blæse som sand ind over landet og dække husene til?« hedder det i den tekst, der som en af mange engang blev en del af mig og har fulgt mig i snart 50 år. De står i Ole Sarvigs lille essay Samtale ved Øresund fra 1948. Det var dengang i de sære, første efterkrigsår, hvor en ny krig var en daglig trussel, mens den foregående krig endnu levede i bevidstheden, og man hver dag levede med det, som Sarvig i et andet af sine essays, Problemet kunst og folk fra det følgende år, kaldte »den store angst i denne tid«. Det var dengang, mine forældre hvert år til jul, når julegaverne blev pakket op ved det tændte juletræ, halvvejs – men også kun halvvejs – spøgte med, at det måske var den sidste jul, som de (og dermed vi) ville opleve, og derfor kunne de lige så godt glæde hinanden (og os) med åbenbart alt for store, dyre julegaver. Jeg var blot en dreng på 10-12 år dengang, men havde trods alt samme år, som Sarvigs essay blev trykt, selv fornemmet lidt af angsten og truslen, da jeg på nært hold oplevede påskeberedskabet efter kuppet i Tjekkoslovakiet. Men det var ikke dengang, at jeg mødte Sarvigs ord om krigen, der blæser som sand ind over landet. Dem mødte jeg først i sidste del af 50’erne – i hans essaysamling Glimt, hvor de var blevet genoptrykt i 1956, det år da jeg selv blev student. Der er den pointe ved de ord, at det ikke er Sarvigs egne, men en udlændings, nemlig hans anden hustru Pat, som var fra Sydafrika. Men de tvinger Sarvig til, ikke at forsvare, men forklare, hvorfor det forholder sig, som hun siger i sit spørgsmål: »Der er en sær søvn i Danmark, som om du gaar på havbunden, og nutiden aldrig rigtigt er blevet til,« svarer han. Og lidt senere som direkte svar på spørgsmålet: »Nej, Pat, svarer jeg, de har ingen virkelighed. Vandet beskytter dem.« Også de ord har fulgt mig siden: De – vi – har ingen virkelighed. Vandet beskytter os. Da jeg læste Glimt sidst i 50’erne, var verden blevet en anden, end den havde været 10 år tidligere. Krigen var ikke kommet, men den truede stadig, nu blot mere konkret og struktureret, og vi forberedte os på den, nogle af os i hvert fald, for over for os havde vi, hvad Sarvig i sit essay Stilhed fra 1956, der også findes i Glimt, kaldte for »de på en abstraktion og en teori byggede østlige despotiske samfund, der er som en spejling af en svunden aandelig tilstand, som en skygge af østens abstrakte religion, men i dødens fase, uden dens liv, lige som det tyske hierarkiske samfundsforsøg var i raadenskabens, dekadencens og vanviddets fase«.

Virkeligheden fornægtes
Den sære søvn fandtes også stadigvæk i slutningen af 50’erne. Det var stadig, som om virkeligheden aldrig rigtigt var blevet til. Som søvngængere vendte danskerne sig i stigende grad, ikke imod farerne, der truede, men imod det samfund, som ville forsvare dem imod despotierne – endda længe før det ungdomsoprør, hvis aktive deltagere siden har forsøgt at tage patent på det store oprør – og siden solidariserede man sig ligefrem med despotierne i øst imod sit eget, med fodnotepolitikkens store svigt i 80’erne som kulminationen på den store søvns fornægtelse af virkeligheden. »Og, for at vende tilbage til de ikke faa ting og tilstande, som vi maa se i øjnene, saa er Danmark et af de faa steder, hvor uvirkeligheds-spøgelset dominerer stærkest. Maaske er Danmark i dag det ynkeligste sted paa Jorden for dem, der tankeløst har villet bevare og forbedre det, de saa som deres liv, og derved har mistet det saa fuldkomment, som velfærdsstatens uendelige aandløse marked vidner om,« skrev Sarvig også i Stilhed i 1956. Han knyttede ikke sit håb for fremtiden til det åndløshedens materialistiske samfund, han så omkring sig, hvor »en krig, hvis rædsler ingen kan forestille sig, truer bag alle civiliserede staters horisonter, men paa en ejendommelig maade glemmes af tanken, der nægter at opfatte dens perspektiv. – Videre: at tidens sum af viden og intelligens er dybt forbundet med dels disse ødelæggende mekanismer, dels med de mekanismer i selve samfundet, som netop gør mennesket uansvarligt og dysser det i søvn, mens man, naar man er sammen med de unge repræsentanter for denne viden, ofte har indtryk af at befinde sig i det blaserte hjørne af mellemskolens gaard, menneskeligt set.«

Overdreven blufærdighed
Det sidste – blasertheden på skolegårdsniveau – er unægtelig ikke blevet mindre udtalt blandt de unge repræsentanter for den nye viden i informationsteknologiens og bioteknologiens tidsalder. Sit håb – sit eneste håb – knyttede Sarvig derimod til en meget personlig, konfessionsløs kristendom, som i hans senere år fandt udtryk i nogle meget personlige salmer, men som han ellers skrev meget lidt om. Han og jeg havde sporadisk forbindelse med hinanden igennem alle årene, oprindelig fordi jeg allerede i min gymnasietid havde skrevet en kronik om ham, men senere især, fordi jeg – vistnok i 1961 – havde iscenesat hans Skuespil for en døråbning på Århus Studenterscene, hvad han gerne ville høre nærmere om. Det fik vi dog aldrig talt om, lige så lidt som vi nogensinde fik klarlagt det, der skilte os, for tæt på hinanden kom vi aldrig, vel mest fordi vi begge nærmede os den anden med en overdreven og meget hæmmende blufærdighed. Men engang hen mod slutningen af 70’erne, mens jeg var militærmedarbejder på Weekendavisen, blev jeg inviteret med til et lille eksklusivt, daglangt møde et eller andet sted i Vestsjælland. Jeg mener, at det var Sarvig, der var initiativtageren, men det kan være forkert. Temaet var i hvert fald atomoprustningen. Foruden Sarvig og jeg selv deltog kun journalist Jørgen Dragsdahl fra Information, der havde skrevet meget aktivt imod atomoprustningen i øst og vest, hvilket i praksis virkede vendt mest imod atomoprustningen i vest, samt en fremtrædende repræsentant for den kommunistisk dominerede og kommunistisk styrede del af fredsbevægelsen, hvis navn jeg heldigvis har glemt. Det blev et særpræget og under alle omstændigheder mærkeligt ufrugtbart møde, hvor vi hele dagen talte overordentlig høfligt til hinanden, uden at det i øvrigt førte nogen som helst steder hen – som fire mennesker, der talte fire forskellige sprog. Flere møder blev det i hvert fald ikke til. Det var åbenbart for mig, at Sarvig nu alene var drevet af angsten for den krig, hvis dæmoniske drivkræfter han åbenbart så udfolde sig lige stærkt i øst og vest, og han var hele dagen præget af en sær, afmægtig mangel på lyst eller evne til at sætte klare ord og billeder på angsten.

Positivt tomrum
Blot et par år senere, har det været – og præcis en uge efter, at forlaget Gyldendal havde fejret ham på hans 60 års fødselsdag ved en storslået reception – gik han ind på en køkkentrappe i en tilfældig baggård et sted i København og kastede sig ud fra en af de øverste etager. Der skulle gå endnu otte år, før Muren faldt, og det for første gang – i hvert fald i mit liv – føltes, som om sandflugten havde lagt sig, og i det mærkværdige, positive tomrum, der opstod, var det pludselig, som om det var blevet meget sværere at skelne sovende fra vågne, for næsten alle syntes grebet af samme anarkistiske rastløshed, og ingen syntes at høre de advarende røster, der lød om nye farer. Men nu er det igen, som om der fyger fint sand ind over landet, ikke voldsomt, foreløbig kun med en let brise og fra forskellige retninger, der ind imellem kan gøre det svært at afgøre, hvor man skal plante marehalm. Men det fyger. Ganske stille.
Den nye, blide sandflugt, hvor den end kommer fra, undskyldes og forklares allerede, eller den forsvares ligefrem. Hvis det da ikke rent ud påstås, at det er os selv, der er noget i vejen med. Verden er ikke ond, det er kun os, der tænker ondt om den, lyder det, og er verden alligevel ond, så er vi dog selv skyld i sandflugten, ligegyldigt hvilket hjørne den kommer fra.
Men der er også lyspunkter, for også virkeligheden strømmer ind over os fra alle kanter sammen med sandet og hindrer flere og flere i at sove.
Det er det nye håb for landet – efter mere end halvandet hundrede års søvn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her