Læsetid: 4 min.

Blind, mørkeræd og genial

Det bedste ved ’Ray’, den biografiske film om Ray Charles liv og levned, er den ypperlige præstation, Jamie Foxx yder i rollen som ’the Genius’ samt den helt centrale placering, musikken har fået i filmen
18. februar 2005

NY FILM
Når man som soulsangeren m.m. Ray Charles blev født sort og fattig i de amerikanske sydstater, blev opdraget af en enlig, hårdtarbejdende mor, mistede synet som syvårig, mod alle odds lærte sig at spille klaver, tog blind, farvet og alene til først Seattle og dernæst Houston, for dér at skabe sig et navn som Nat King Cole-klon for siden at flytte til New York City og havne på det legendariske Atlantic Records, hvor han skabte fundamentet for soulmusikken ved en genial og dybt personlig fusion af blues og gospel, for endelig at lade sig signe til ABC-Paramount, hvor han endegyldigt forvandlede countrymusikken ved at give den et ordentligt skud soul… samt ikke mindst, at han som den første nægtede at spille for et raceadskilt publikum! Læg dertil afhængighed af og kamp med heroin samt et utal af affærer med hans korpiger i The Raylettes, parallelt med at han forsøgte at holde et traditionelt familieliv kørende, ja, så må der siges at være dramatisk stof nok at tage af.

Psykokogiseren
Og det er der da også, som enhver, der har tyret David Ritz’ fortrinlige biografi om Brother Ray igennem, vil vide. Rigeligt, endda. Faktisk så meget, at man næppe havde behøvet instruktøren Taylor Hackfords til tider overspændte psykokogiseren for at skabe en intens film om den sangkunstner, pianist, orkesterleder, arrangør og sangskriver, hvis fans med rette døbte ham ’the Genius’. Men da Ray – som filmen helt kontant hedder – varer to en halv time, er det måske naturligt, at der fra instruktørside har været et behov for at ’forklare’ sin hovedpersons handlinger, frem for blot at vise dem, hvilket i øvrigt faktisk fungerer stærkt nok, bare det gøres ordentligt. Og ’forklaringen’ finder Hackford så i det dobbelte barndomstraume, det var, på den ene side, at Ray Charles som barn passivt bevidnede sin bror drukne i en vaskebalje, og på den anden, at han mistede synet som syvårig. Tilsæt så en viljestærk og selvstændig moderskikkelse, og man ser fluks en uendelig serie dramatisk belyste flashbacks for sig. Og de er altså stort set alle at finde i Ray.

Fokus på musikken
Det sagt, er det som helhed en se- og troværdig film, Hackford har skabt, idet han klogeligt filmen igennem har valgt at fokusere på Ray Charles’ imponerende musikalske virke, og på den led vrimler det med noget af det ypperligste populærmusik, der skabtes i det 20. århundrede. Og dén historie fortælles stille og roligt fremadskridende i smukt belyste, velkomponerede og stemningsfyldte billeder, der lader publikum opleve mange af de udødelige sange i deres fulde udstrækning i såvel pladestudie som på scenen. Ophavsmændene har klogeligt valgt at holde sig til
originaloptagelserne med Ray Charles fra (især) 1950’erne, hvor han var tilknyttet Atlantic. Det varmer selvfølgelig også en gammel Atlantic-freak som undertegnede at se diverse ferme skuespillere blæse liv i datidens musiklegender. De stærkeste præstationer tilhører dog Sharon Warren som hovedpersonens stolte og ukuelige moder, Aretha Robinson, samt ikke mindst den underskønne og sensuelle Kerry Washington som hans hårdtprøvede kone, Della Bea.

Overbevisende indsats
Ingen af disse fremragende birollefigurers præstation når dog op på siden af Jamie Foxx’s usædvanligt overbevisende præstation som Ray Charles himself. Har De brug for en grund – ud over musikken, altså – til at daffe i biffen og nyde denne fine film, er det helt sikkert Foxx’s gestaltning af Charles, der må blive tungen på vægtskolen, thi han giver dobbeltvaluta for pengene. Foxx har med så stor sikkerhed formået at tillægge sig Charles’ manerismer, at vi til tider greb os i at tro, at vi bevidnede en dokumentarfilm, thi der er i sandhed tale om en usædvanlig opfindsom, intuitiv og overlegent begavet præstation, der kan få det til at gibbe selv i garvede biografgængere. Det er lige før, at man fra nu af må gøre sig umage for at adskille den ’ægte’ Ray Charles fra Foxx’s suveræne gestaltning af samme; uden at det bliver demonstrativt, mestrer Foxx mesterens særegne gangart, store smil, og den særlige måde han bevægede sit hoved på ligesom han fuldstændig behersker hans vidunderligt musikalske facon at tale på ved brug af den der særlige slangfyldte jazzmusiker-lingo, den såkaldte jive, der opstod i årene omkring Anden Verdenskrig.
Men det er Foxx’s indfølelse og evne til overbevisende at blende sin figurs blanding af bondesnu rapkæftethed, utroligt mod og gribende følsomhed, der slår hovedet på sømmet og gør ham til uomtvisteligt Oscar-materiale. Thi han formår så rigeligt at gestalte mandens indre konflikter, hans grundlæggende frygt for ikke at kunne klare sig selv, men i stedet ende som »en stakkel på et gadehjørne med en metalkop i en fremstrakt hånd«, hvorfor han forvandles til en næsten monstrøs kontrolfreak i løbet af det tidsrum, filmen spænder over; dvs. fra den tidlige barndom i midten af 1930’erne frem til de sene 1960’ere, hvor han endelig fik vristet sig ud af heroinens nådesløse greb. Filmens force er i sidste ende, at dens ophavsmand tror så meget på sin hovedperson, at han intet behov føler for at gøre ham til en helgen, men i stedet overbevisende fremstiller ham, som det han er: En genial musiker og et mangelfuldt menneske, der overkommer såvel sit personlige handicap som USA’s institutionaliserede racisme og ender som en musikalsk gigant.

Ray. Instruktion: Taylor Hackford. Manuskript: James L. White. Amerikansk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu