Læsetid: 3 min.

Den borgerlige tvangsneurose

Hvorfor opstår der altid et ideologisk hylekor, hver gang de borgerlige får magten? Fogh-æraen ser ud til at genopføre et stykke politisk teater fra Schlüters tid
4. februar 2005

Analyse
Anders Fogh Rasmussen må føle sig sat 20 år tilbage i tiden, når han i disse dage ser kritikken af Venstres liberale profil, eller mangel på samme – vælte ned over sig.
Forskellen er blot denne gang, at Fogh Rasmussen ikke længere optræder som en birolle i teaterstykket, men som hovedpersonen. For er følgende nutid eller fortid:
En borgerlig statsminister har endelig taget magten fra et træt og nedslidt Socialdemokrati. Statsministeren, fra det største af de borgerlige partier naturligvis, bliver mødt med gevaldige forventninger om at føre landet ind i Det Borgerlige Paradis. Men det sker ikke. Kun ganske langsomt, med uendelig små skridt, kommer der politik, der tilfredsstiller kernevælgerne. Det mindre borgerlige parti i regeringen pudser profilen af – »i opposition og regering på samme tid«. Berlingske Tidende og Jyllands-Posten kaster sig på lederplads over statsministeren med beskyldninger om, at han svigter partiets ideologiske ståsted.
B.T. lancerer endda en kampagne under titlen »Borgerligt Oprør«, hvor skuffede borgerlige raser over regeringens kurs.
Helt galt går det, da statsministeren udtaler »ideologi er noget bras«.
Rigtigt gættet, der er tale om den konservativt-ledede Schlüter-regering. Men scenariet er ret identisk med det, der nu udspiller sig med Anders Fogh Rasmussen i centrum.
De borgerlige aviser kritiserer regeringen, yngre oprørere med Søren Pind i spidsen skriver liberale teser, eller klager deres nød i debatfora, f.eks. Libertas, og murrer i krogene med tanker om et nyt parti.
Er det ikke synd for statsministeren?
Næh, overhovedet ikke. Den kurs var med til at holde Schlüter ved magten fra 1982 til 1993.

Glæder sig over ballade
Anders Fogh Rasmussen glæder sig stille i sit stille sind over balladen. Den styrker statsministeren og Venstres profil som det nye, store midterparti, som »talerør for den brede befolkning,« som Fogh selv siger i portrætbogen ’Anders Fogh Rasmussen – i godtvejr og storm’.
Anders Fogh Rasmussen har arbejdet på den forandring af Venstre, siden han overtog magten i partiet efter valgnederlaget i 1998. Og har selv stået i spidsen for forandringen. Bogen om minimalstaten er blevet fortrængt. Kun desillusionerede socialdemokrater dvæler stadig ved de gulnede sider og håber på, at hulemanden igen bryder løs.
Fogh korrigerer allerede inden bogen sin uforsonlige, liberalistiske kurs, da han kommer på et ophold i USA.
»Da jeg skiftede spor første gang, var der, fordi jeg i USA måtte konstatere, at hvad jeg havde lært på universitetet om økonomisk politik ikke holdt stik,« siger Fogh i samme bog.
Alligevel skriver han senere minimalstatsbogen om danskernes slavenatur og afhængighed af offentlige ydelser. I øvrigt efter at have fået input fra medstifteren af det liberale forum, Libertas, Otto Brøns Petersen, som dengang var ansat i Skatteministeriet under Anders Fogh Rasmussen.
Netop den bog og Foghs tidligere så skarpe ideologiske profil har gjort de liberale ekstra forbitrede. Og da statsministeren på Venstres landsmøde sidste efterår i sin manuskriptfri tale belærte forsamlingen om, at ikke alt privat nødvendigvis var godt, så satte det igen blus under kedlerne hos kritikerne. Senest har en vetoret til Socialdemokraterne, når det gælder velfærdsreformer, fået vreden til at blusse op. Hvorfor stemme på Fogh, når han alligevel er socialdemokrat, skummer de utilfredse.
Ud over at vreden er politisk gavnlig for Anders Fogh Rasmussen, så er den aldeles nytteløs. For hvad vil kritikerne bruge den til? Forlade Fogh til fordel for hvad? Det Radikale Venstre bringer Lykketoft til magten, så det kan ikke være et hjem for særlig mange. Så er der sofaen tilbage eller små sure hjemmesider på internettet.
Mere interessant er det, hvad de konservative kan udnytte skuffelsen til. For den gang Tamil-sagen bragte Schlüter-æraen til ende, så var Venstre vokset de konservative over hovedet, og gået fra 22 til 42 mandater i Folketinget. Kan Bendt Bendtsen gentage det kunststykke?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her