Læsetid: 3 min.

Brandfarlig kunst

Statens Museum for Kunst har aflyst en udstilling med Jens Haaning og Superflex, hvor en irakisk tankbil skulle parkeres foran museet. Værket udsatte museet for brandfare, mente ledelsen
25. februar 2005

Udstilling
Der er grænser for, hvad Statens Museum for Kunst vil kaste sig ud i af politisk kunst. Den danske kunstner Jens Haaning og kunstnergruppen Superflex blev sidste forår inviteret til at lave en installation i museets X-rum, der er reserveret til den unge og progressive kunst. Et stærkt politisk kunstværk blev forelagt museet, der i første omgang var begejstret for ideen. Men i november lukkede ledelsen ned for projektet med henvisning til, at det var for farligt. Gruppen ville tage til Irak og købe en irakisk olietankvogn. Bilen skulle fyldes med irakisk råolie og køres til Danmark, hvor den ville blive parkeret foran museets hovedindgang. Det skulle visualisere verdens økonomiske magtforhold og museet var begejstrede for ideen under hele processens. Afsløringen af værket var planlagt til maj 2005, men i november kaldte museets direktør Allis Helleland pludselig kunstnerne til et møde. Efter mødet var projektet aflyst. »Jeg har lavet mere end 300 udstillinger over hele verden, og jeg har aldrig oplevet noget lignende,« fortæller Jens Haaning. På mødet var han blevet præsenteret for flere argumenter for at afblæse projektet, men et tilbagevendende argument var værkets brandfare.

Olie for vand
Kunstnerne mente, at der måtte være en teknisk måde at løse problemet på, som det er set før ved værker af lignende materialer. »På Saatchi-museet i London har man engang fyldt et helt rum med råolie, som de besøgende kunne stikke fingerene ned i, hvis de ville,« siger Jens Haaning som eksempel. »Dér må de vel have nogle erfaringer med brandfarlig kunst, som man kan trække på. Vi kunne også have skiftet olien ud med vand, men museet virkede ikke interesserede i at finde en løsning. De virkede interesserede i at aflyse,« siger Jens Haaning. Statens Museum for Kunsts kurator på projektet, Marianne Torp, kan ikke se, at det ville være muligt at finde en alternativ løsning på projektet ved for eksempel at tømme bilen eller bytte olie ud med vand. »Det er en mulighed, vi har diskuteret, men konceptet for projektet var jo, at der var tale om irakisk olie. Så en tom tank ville ikke rigtig give mening på samme måde,« mener Marianne Torp.

Antændingsfare
Marianne Torp afviser, at museet har været nervøs for at blande sig i en betændt debat. Det var kun et spørgsmål om sikkerhed, der afgjorde valget om at aflyse projektet. »Vi var meget urolige for den sikkerhedsrisiko, det ville være at have en tankvogn fyldt med olie til at stå så tæt på museet. Og det var grunden til, at vi i sidste ende valgte at sige nej tak til projektet.« – Men det er jo set før, at man har haft brandbare væsker i forbindelse med kunstværker? » Museets ledelse har vurderet, at det var for stor en risiko. Det kunne jo godt provokere nogle til at antænde værket. Så skulle vi have haft vagter på døgnet rundt. « – Er det ikke et stort et kompromis at måtte indgå? »Lige i dette her tilfælde, hvor det involverer et brændbart materiale, må man sige, at det udgør en seriøs risiko for museet. Specielt med et værk af denne her karakter,« siger Marianne Torp.Jens Haaning er stadig forundret over Statens Museums for Kunsts reaktion. Under hele forløbet op til mødet i november havde museet virket begejstret og beskeden kom helt bag på kunstnergruppen.
»Der har hele tiden været en behagelig stemning mellem os. Det er også derfor, at jeg har sagt til mig selv at ti-øren nok ville falde for mig på et tidspunkt. Men her et halvt år efter forstår jeg det stadig ikke,« siger Jens Haaning.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra museets direktør Allis Helleland.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her