Læsetid: 7 min.

cheerleader for de hårde hattedamer

Da Sharon Stone fik jakkesættene i Davos til hoste op med en million dollar til Afrikas børn, trådte hun i karakter som verdens hårdeste hattedame
5. februar 2005

portræt

Berømthedernes Økonomiske Forum i Davos er ovre. Godgørenhedsjetsettets trendsættere har pakket deres smarte skiudstyr og kaninskindsjakker ned i kufferten og er draget hjem igen i tryg forvisning om, at de har gjort deres til at dreje planeten ind på rette spor. Så mange tak skal I have, Richard Gere, Angelina Jolie – og især tak til dig, Sharon Stone! Vi ved jo alle, hvordan samfundet er: Hvor overfladisk filmstjerneberømmelse end kan synes, så appellerer den nu engang bedre til masserne og medierne end en nok så magtfuld forsamling af topledere fra regeringer og erhvervsliv. Gordon Brown kan have nok så meget det britiske økonomiministerium i ryggen, når han appellerer til at give mere hjælp til Afrika – men lad os se det i øjnene: Han har ikke det, der skal til. Det har Sharon derimod. Hun stjal scenen i Davos, da forsamlingen diskuterede, hvordan man skulle beskytte Afrikas børn mod malaria. Skuespillerinden, som med kometfart steg til vejrs på Hollywoods stjernehimmel, da hun som sexet morderske svingede benene over kors (mere om dette i det følgende) i hitfilmen fra 1992 Iskoldt begær havde lyttet intenst til Tanzanias præsident, Benjamin Mkapa og bemærket sig hans appel til de tilstedeværende om at skaffe penge til indkøb af moskitonet til de tanzanianske børn. Så besluttede hun sig for at tage sagen i egne hænder. Ufortøvet rejste hun sig op og sagde: »Jeg hedder Sharon Stone, og jeg følte mig dybt berørt af af præsident Mkapa og det akutte behov, han har fortalt os om i dag, så hvis I ikke har noget imod det, vil jeg gerne give 10.000 dollar her i dag til at købe moskitonet for. Hvem andre her er med på give Tanzanias børn nogle penge?«

Mødets ordstyrer, den amerikanske senator Bill Frist, bad hende om at sætte sig ned. Men tydeligvis vidste senatoren ikke, hvem han var oppe imod, for én efter én rejste de velklædte erhvervsledere sig op og gav pengetilsagn. Først efter fem minutter kom Frist til orde igen: »Mindsandten, Sharon... du er allerede oppe på en hel million dollar.« At sige, at Stone, der efterhånden er blevet 47, har ’hvad der skal til’, kan måske lyde en anelse kækt. Det er på tide at vende tilbage til det der bensvingeri. Som enhver med blot den vageste interesse i Hollywood vil erindre, er der en scene i Iskoldt begær (som også har Michael Douglas i en stjernerolle som en kriminaldetektiv med hang til kødets lyster), hvor Stone svinger benene over kors for at blotte... ja, at hun ikke har trusser på. Den berømte sekvens kendes som Stone’s pussy-shot.
Selv et så kortvarigt filmglimt kan mærke en stjernes ry i lang tid fremover. I mange år blev Stone castet som femme fatale med en forførelsesformåen, der kunne få selv den mest kæphøje mand til at skælve. Det nyttede ikke, at hun med sit lyse hår, sine 172 cm, sin slanke skikkelse og de tigeragtige øjne er næsten overjordisk smuk. Men ej heller virkede hun selv tilbøjelig til at moderere sit renommé – ellers ville hun vel ikke have ytret så mindeværdige aforismer som: »Jeg har Hollywoods største nosser« og: »At have en vagina og en selvsikker attitude i denne by er en livsfarlig kombination«

Stone, der var McDonald’s-servitrice og model, før hun blev kåret til Miss Pennsylvania og begyndte at banke på Hollywoods døre (gennembruddet kom med en lille rolle i Woody Allen-komedien fra 1980, Stardust Memories), har aldrig interesseret sig for at spille dydsmønsteroller. Salig Katharine Hepburn, som ellers også havde sine skamløse år, stemte i som en af de hårdeste nedrakkere: »Vi har nået et nyt lavpunkt for skuespillerinder, når man snarere må undre sig over, hvad de har imellem ørene, end hvad de har imellem benene,« snerrede hun, da Iskoldt begær havde fået premiere. Stones image blev ikke mindre blakket gennem 1990’erne, da hun medvirkede i en række forfærdelige filmmakværker. Undtagelsen var Martin Scorseses Casino med Robert De Niro, som gav hende en Oscar-nominering. Det bedrede heller ikke hendes ry, da en ekskæreste (på det tidspunkt havde hun allerede to forliste ægteskaber bag sig) til pressen udtalte, at hun var »den skinbarlige antikrist«, og hun selv erklærede (om en anden ekskæreste): »at kysse ham er som at suge mudder.« Endnu værre skulle det blive, da den mand som skrev manuskriptet til Iskoldt begær, Joe Eszterhas, vakte skandale i Hollywood med to nøgleromaner, der skildrede Stone som et potrygende, mandeædende superdivamonster. På det tidspunkt må hendes pr-agenter – og alle filmbyens studier – have været tæt på at dumpe hende.

Hvorfra stammer så hele dette glødende medmenneskelige engagement, som Stone udfoldede sidste weekend i Schweiz? Faktisk har hun i næsten 20 år været dybt involveret i støttearbejde for USA største hjælpeorganisation for aidsofre, Amfar. Og så har Stone selvfølgelig gennemlevet noget af et privat helvede, hvilket kan blødgøre selv de mest forhærdede. Hun lagde kursen om i 1998, da hun flyttede fra Los Angeles som nygift kone til San Francisco-avismagnaten Phil Bronstein. De blev ganske vist skilt igen fem år senere, men deres tid sammen blev begivenhedsrig. De adopterede en baby, den nu femårige Roan. Bronsteins ene fod blev maltraktateret af en sulten komodovaran i San Franciscos zoologiske have – den arme mand endte med at måtte have en kunstig tå. Men mest afgørende var, at Stone i september 2001 blev indlagt med hjerneblødning og var tæt på at dø. Der måtte et uhyre kompliceret hjernekirurgisk indgreb til, før lægerne kunne redde hende.
»Sådan må det føles at blive skudt,« fortalte hun senere om den pludselige hovedpine, der indvarslede lidelsen. »Jeg mærkede to ubeskriveligt smertelig skud i venstre side af hovedet, som fysisk slog mig omkuld. Jeg ringede til Phil og sagde: ’Jeg tror, jeg har fået et slagtilfælde’. Jeg vidste, at et eller andet var helt galt. Mine hjerneblødning varede 11 dage, før lægerne fandt ud af, hvad der var galt. Jeg er meget heldig, at jeg stort set er sluppet uden mén.« I flere interview siden, senest i magasinet Rolling Stone, fortæller Stone om, hvordan nærdødsoplevelsen – hun husker at have mistet bevidstheden, idet hun følte at hun blev suget ind i »en malstrøm af hvidt lys« – forandrede hendes tilværelses perspektiv totalt. »Jeg husker knapt nok, hvordan jeg var før. Det var, som om alting blev nyt for mig igen. At min hjerne eksploderede er det bedste, der er sket for mig. Mit liv er så meget bedre nu,« sagde hun til Rolling Stone. »Jeg begyndte at tænke på nye måder, jeg kunne finde ind til mit sande selv, og det, jeg fandt, var medmenneskelighed.« Enhver personlig frelsefortælling har selvfølgelig sine grænser, og for fans af den gamle Stone vil det komme som en lettelse, at hun nu skal være stjernen i en efterfølger til den film, der i sin tid gjorde hende så berømt. Iskoldt begær 2 kommer den til at hedde, men i stedet for Douglas, er Stone denne gang oppe imod den britiske skuespiller David Morrissey. I mellemtiden ser hun ud til fint at leve op til sin beslutning om at være mindre bitchet og mere givende. For få måneder siden var hun auktionarius ved en fundraiser-auktion i Los Angeles, der skulle rejse penge til Project Angel Foods – en organisation, der skaffer gratis måltider til folk med hiv og aids. Til gengæld for en donation på 50.000 dollar, kaldte hun budgiveren op på scenen og gav hende noget andet: Hun kyssede (i Iskoldt begær var hun jo også biseksuel) den gavmilde kvinde midt på læberne, og det omhyggeligt tv-transmitterede kys varede hele 45 sekunder. Tidligere i år brugte Stone internettet til at få en præsteordination, der gav hende ret til at forette vielser, og hun har allerede viet to af sine venner ved en ceremoni i sit hjem i Hollywood Hills med Jack Nicholson som vidne. Episoden i Davos gør selvfølgelig ikke Sharon Stone til helgen. Faktisk rækker den sum, hun rejste på fem minutter, kun til at gøre en beskeden forskel set i forhold til, at der i Tanzania og andre afrikanske lande er behov for moskitonet til et beløb af mindst 550 mio. dollar.

Men Davos var da en begyndelse. Og hvis Stone mener sin nye rolle som cheerleader for hattedameberømtheder alvorligt, kan hun alliere sig med en anden filmstjerne i samme ærinde, Angelina Jolie, som har udtalt, at hendes arbejde som goodwill-ambassadør for FN har givet hende større tilfredsstillelse end alle hendes roller som skuespillerinde. Jolie, som ligesom Stone deltog i Davos-mødet, stod klar med skulderklap bagefter – til en vis grad. Hun betegnede Stones gestus som »vidunderlig« – det blev bemærket af verdensmedierne – men advarede dog mod, at film- og rockstjerner bør passe på med at svinge en tryllestav over verdens fattige. »Jeg tror også man risikerer at gøre skade,« sagde Jolie. »Berømtheder har et ansvar for at have absolut styr på, hvad de taler om, og sørge for at holde fast i deres sag – også i det lange løb.« Om Stones engangement er langtidsholbart er uvist, og hvem ved hvilken drejning hendes ry kan tage, når Iskoldt begær 2 får premiere. Men i Davos overstrålede hun alle jakkesættene og gjorde en gerning, der visselig er god. Og i Tanzanias landsbyer er det da muligt, at hun vil kunne opnå en ny slags berømmelse, der intet har at gøre med at svinge benene koket over kors og blotte, hvad der er mellem dem.
weekend@inforamtion.dk

© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her