Læsetid: 3 min.

Costa Rica rydder op efter skandaler

Costa Rica, også kaldet ’Mellemamerikas Schweiz’, er plaget af landets største korruptionsskandaler i nyere tid. Tre ekspræsidenter mistænkes for at have taget imod bestikkelse – to er kastet i fængsel, mens den sidste gemmer sig i Schweiz korruption
9. februar 2005

Costa Rica, også kaldet ’Mellemamerikas Schweiz’, er plaget af landets største korruptionsskandaler i nyere tid. Tre ekspræsidenter mistænkes for at have taget imod bestikkelse – to er kastet i fængsel, mens den sidste gemmer sig i Schweiz

korruption
San José – De seneste par år har San José sat farten op og spulet skidtet af. Indbyggerne i den costaricanske hovedstad bevæger sig markant hurtigere på fortovene og er dyrere klædt på, og i byens velhavende udkantskvarterer vidner mængden af amerikanske kæderestauranter og skinnende indkøbscentre om, at udlændinge og inve-steringer strømmer til. Det går godt for det velfungerende, fredelige og relativt velstående lille mellemamerikanske land, der som kontrast til sine politisk og økonomisk plagede naboer ynder at betegne sig selv som ’Mellemamerikas Schweiz’. Men det seneste halve år har costaricanerne været dybt optaget af den ene sensationelle politiske korruptionsskandale efter den anden optaget. Tre ekspræsidenter er kommet under anklage for korruption, og senest har Costa Ricas statsanklager meddelt, at han vil genoptage efterforskningen af måske ulovlige udenlandske bidrag til den nuværende præsident Abel Pachecos valgkamp i 2002. Det betyder, at samtlige Costa Ricas præsidenter fra 1990 og frem til i dag nu mistænkes for at have modtaget ulovlige eller uetiske pengebidrag. I november sagde præsident Pacheco ifølge lokale medier om anklagerne mod sine forgængere: »Costa Rica har brug for at blive opereret. Det er vi i gang med. Landet er sygt, men det vil ikke dø.« Indtil videre afviser Pacheco at kommentere genoptagelsen af undersøgelsen af hans valgkamp, men han har tidligere tilbudt at opgive sin politiske immunitet, hvis der kommer en sag.

Ingen straffrihed
I efteråret blev Rafael Ángel Calderón (præsident fra 1990-94) og Miguel Ángel Rodríguez (præsident fra 1998-2002) begge genstand for beskyldninger om i deres præsidentperioder at have modtaget bestikkelse fra udenlandske virksomheder til gengæld for lukrative kontrakter. For Calderóns vedkommende drejer det sig om hans del i en 9,2 millioner dollar stor ulovlig udbetaling fra et finsk medicinalfirma, mens Rodríguez skulle have modtaget knap 1,5 millioner dollar fra det franske telefirma Alcatel. Både Calderón og Rodríguez holdes varetægtsfæng-slet af en costaricansk regering, der er ivrig efter at vise omverdenen, herunder udenlandske investorer, at landet adskiller sig fra sine notorisk korrupte naboer, hvor straffrihed er en selvfølge for magtmennesker – Rodriguez blev endda på ydmygende vis anholdt foran rullende tv-kameraer i San Josés lufthavn. Det skete kun 14 dage efter, at han, som den første costaricaner nogensinde, havde indtaget den prestigefulde post som generalsekretær for Organisationen af Amerikanske Stater, OAS. Den tredje anklagede, José María Figueres Olsen, der har danske aner, befinder sig i Schweiz, hvorfra han nægter at rejse hjem til Costa Rica, hvor en kongreskomité venter på at komme til at stille ham en række spørgsmål. Figueres har indrømmet at have modtaget knap en million dollar fra Alcatel i »konsulenthonorar« i 1999. Det skete, efter at han var gået af som præsident, men skaber alligevel mistanke om interessekonflikt – en mistanke, der i efteråret kostede ham posten som vicepræsident for World Economic Forum. Alle tre ekspræsidenter samt den nuværende nægter sig skyldige i ulovligheder.

National stolthed
Sagerne har været et slag mod den nationale stolthed, men puster samtidig nyt liv i costaricansk politik og er en kilde til underholdning for befolkning og medier. Costa-
ricanerne synes også lidt stolte af, at de anklagede rent faktisk bliver stillet til ansvar for de forbrydelser, de måske har begået. »Vi ved jo godt, at politikere fusker og har beskidte hænder. I det mindste bliver der gjort noget nu. I mange andre lande, f.eks. i USA, ville du aldrig nogen sinde se en ekspræsident i fængsel,« siger en 27-årig pr-medarbejder i San José eksempelvis. Også præsident Pacheco fastholder, at anholdelserne viser Costa Rica som et solidt demokrati, hvor ingen står over loven. Nu er det op til landets domstole at bevise, om han har ret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu