NEW YORK Nogle kalder de 7.500 stålporte for en flod af orange, der bølger og vrider sig smukt gennem Central Parks 37 kilometer gangstier, andre kalder dem for en grotesk række af misfarvede dominobrikker, malplaceret langs nervesystemet i Frederick Law Olmsteds and Calvert Vauxs vidunderlige, virkelige kunstværk: New York Citys Central Park. Men lørdag morgen blev mundhuggerierne til begejstring eller i det mindste forbavselse og forundring over et værk, som de fleste er enige om, at hverken newyorkerne eller verden har set magen til. Klokken halv ni foldede borgmester Michael Bloomberg det første banner ud, og kun få timer senere blafrede tusinde safran-farvede bannere i en kold vintervind og funklede trodsigt mod februars grå himmel og de nøgne træer. Newyorkere og turister i tusindvis kvitterede med at skubbe familien og barnevognen igennem dem, kunst eller ej.
26 år undervejs
Det tog ellers kun 26 år for de to franske kunstnere Christo og hans kone, Jeanne-Claude, at finde en borgmester, der ligesom dem selv kunne se det storslåede i projektet. Den første anmodning om tilladelse sendte de i 1979 til den daværende borgmester Ed Koch, som gav dem et blankt afslag, dels fordi kunstnerne bad om lov til at grave 15.000 huller til stålportenes ben langs parkens gangstier, dels fordi han syntes, det var noget møgkunst. Problemet med hullerne er i mellemtiden blevet løst ved at plante portene på massive stålfødder og ved at borgmester Bloomberg syntes om ideen. Onde tunger siger, at forretningsmanden Bloomberg han ejer det finansielle informationsnetværk Bloomberg Financial News simpelthen regnede på hvad det ville koste byen at være vært for The Gates, som værket hedder, og hvad den ville tjene på det. Han endte med en bundlinje på ca. plus 80 millioner dollar de 20 millioner dollar, som værket har kostet at opføre, blev betalt af kunstnerne selv, inklusive løn til de 600 frivillige, der arbejdede i halvanden uge for at sætte de 5.300 ton stål op.
Ingeniør-kunst
Og The Gates er imponerede, mener kunstkritiker Louis Torres, bare ikke som kunst.
I sit magasin på aristos.org skriver han, at »værket er fup-kunst«. »Hvis en kunstmaler kom herned og besluttede sig for at male sit indtryk af portene og parken, så er der en mulighed for, at der kunne komme kunst ud af det. Ellers er det hovedsagligt en kraftpræstation i ingeniørarbejde; imponerende, og måske kunne man kaldet det for dekorativ kunst, brugskunst, men ikke rigtig kunst,« siger Louis Torres. Kunstneren Christo manglede dog ikke det udsyn og overblik, som de to stenrige excentrikere er kendt for i deres værker: »Jeg hørte en mand, der sagde: Bare tænk på, når de (portene, red.) er væk igen. Og jeg ved, at folk om nogle år vil sige: En gang var Central Park fyldt med porte af stål og blafrende safran. Du skulle ha set det. Man kan ikke nærme sig Central Park uden at se portene og man kan ikke lade være at forholde sig til de billeder, portene har efterlader.« For de tusinder af mennesker, der var mødt op for at danne deres eget indtryk, så den diskussion nu ikke ud til at være den vigtigste, som de gik igennem Central Park udsat for et af de ekstreme make-overs«, som er så populære på fjernsyn for tiden. »Jeg synes, at portene bringer os tættere på Central Park,« sagde Brian Stevens, 38, mens han skubbede sin datter på en gynge foran sig.
»Vi får et nyt perspektiv på alt det i parken, som vi kender så godt. Kunst eller ej, jeg synes det er en god oplevelse, og uanset hvad man synes om det, så bliver de jo pillet ned igen den 27. februar.« Brians reaktion lignede de flestes. De var ligeglade, om det var kunst, og tilfredse med at have været vidne til The Gates. Og det er måske ikke så ringe et resultat for Christo og Jeanne-Claude: For godt 150 år siden talte parkens fædre Olmsted og Vaux om netop at inspirere menneskene med parken ved skubbe til deres fantasi; at parken skulle være et mentalt fristed såvel som et fysisk.
Samtidig er det værd at huske på, at da Christo for første gang forestillede sig porte og blafrende safranklæder for 26 år siden, var Central Park ikke den fint kæmmede park, vi kender i dag med de trimmede Strawberry Fields og romantiske North Meadow. Central Park var en skovlfuld helvede midt i New York, hvor ingen kom efter mørkets frembrud og iøvrigt havde alt andet end en positiv oplevelse i, hovedsagligt fordi vedligeholdelsen var elendig. Ved at servere Central Park i safran til newyorkerne er de to kunstnere brudt støjende ind i den naturlige harmoni i vel nok verdens mest unaturlige park midt i en pulserende storby. Med de tusindvis af newyorkere og turister, der formentlig nød Central Park for første gang, i hvert fald i safran, mon ikke Olmsted og Vaux kan tilgive Christo og Jeanne-Claude deres indbrud.
