Læsetid: 4 min.

En dødssejler på deroute

Ovenpå R.E.M.’s ufokuserede og rygmarvsprægede præstationen onsdag aften i den akustiske helvedessilo Forum, havde Informations udsendte mest lyst til at gå ud og skyde nogen
18. februar 2005

Koncert
Stakkels The Thrills! Denne sympatiske irske kvintet besidder godt nok noget, de færreste bands kan prale af – gode sange! – men hvad hulen hjælper det, når de ubarmhjertigt blev kastet for løverne i Forum onsdag aften, hvor de havde landet tjansen som opvarmning for amerikanske R.E.M. Jow, vi taler om den akustiske helvedessilo på Julius Thomsens Plads i Kongens København, som af uransalige årsager med jævne mellemrum benyttes til musikarrangementer, for mage til lortelyd skal man den ondelyneme stå tidligt op for at finde. Rummet fremstår som musikkens svar på fængslernes dødsgang – altså stedet, hvor musikken sendes hen, når den har været uartig og skal aflives. Læg dertil elendige toiletforhold og slappe fadøl til 45 kroner, og man vil forstå, at rockpublikummet er noget i retning verdens mest god- og langmodige. Det er egentlig fantastisk, hvad vi finder os i. Nå, men med en pæn portion god vilje og overbærenhed kunne man et sted i den akustiske vandgrød svagt fornemme, at The Thrills har et eller andet, hvilket gruppens til dato to Brian Wilson-inspirerede langspillere bekræfter i rigt mål, men hvorfor gå i byen for at udsættes sig for noget, man kan høre med såvel ordentlig lyd som større udbytte derhjemme? De ansvarlige for at have hyret The Thrills gjorde bandet en bjørnetjeneste, thi det er nu engang et ensemble, der på en hvilken som helst givet aften ville have gjort sig langt bedre på rigtige spillesteder Vega eller Pumpehuset frem for at stå så ensomme og forladte på scenen dér for enden af Forums dødsgang.

En umanerlig træthed
Aftenens hovednavn blev varmt modtaget af den fyldte sal, hvilket den i dagens anledning fuldstændig anonyme trio – måske lige bortset fra at forsanger Michael Stipe havde puttet lidt farvelade i fjæset – kvitterede for med at fyre fire dødssejlere af i rap. Og selv om lyden hos R.E.M. var en kraftig forbedring i forhold til The Thrills – alt andet ville også være blevet meldt til politiet – blev den nu aldrig rigtig god. Men okay – både lys og scenografi var da flot. Og da gruppen som femte sang leverede en fortættet og meningsfuld version af »Drive«, hvor Michael Stipes ord pludselig betød noget, lå dén tanke, at nu løftede koncerten sig endelig, ikke længere undertegnede helt så fjernt. Men det var åbenbart kun den famøse enlige svale, for derefter blev det både kedeligt og ligegyldigt igen og en umanerlig træthed overmandede Deres udsendte. Og selv om repertoirevalget i onsdags mestendels prægedes af sekundære R.E.M.-kompositioner – jeg kunne have lavet en bedre sætliste med bind for øjnene og den ene arm bundet på ryggen… på en studs, tilmed – lød selv perler som »Everybody Hurts« og »Leaving New York« ikke som andet end uoplagte stiløvelser. Så efterhånden som koncerten skred frem, begyndte tankerne derfor at drive i andre retninger; ryk tømreren angående vinduet i badeværelset; check de gamle lottosedler; glæd dig til den nyerhvervede Ray Charles-dvd fra Rio anno 1963… ja, tænk at sidde i en god stol og se ’the Genius’ folde sig ud, for det kan godt være hans shows kun varede 50 minutter, men folk fik fandeme langt mere for pengene i det tidsrum, end tilfældet var med de endeløse to timer, hvor R.E.M. lirede den ene jammerlige parodi på sig selv efter den anden af sig.

For få kalorier
På et tidspunkt sagde Stipe noget i retning af, at gruppen jo altså kom fra et mærkeligt sted kaldet The United States, om hvis nuværende politiske situation de godt ville spille et par sange. Hvorefter de kastede sig ud i to af de bedre skæringer fra Around The Sun, deres seneste, kunstnerisk set ret underernærede udgivelse: »I Wanted To Be Wrong« og »Final Straw«. Over scenen hang der en lang smal skærm, hvorpå der en stor del af tiden vistes opfindsomme nærbilleder af musikerne in action vekslende med optagelser fra sangenes tilhørende videoer, men under afspilningen af disse to dybfølte sange gik der karaoke i den, og deres fine tekster projiceredes op på skærmen til god effekt. Og det var så højdepunktet dén aften, for så gik det igen ikke så meget ned ad bakke, som det fadede ud i ligegyldighedens morads. Det indtryk kunne en tændt version af »The One I Love« eller noget i retning af seks rygmarvsprægede ekstranumre – inklusive en ny, men ganske overflødig sang – ikke rette på. Det er sådan en aften, der fik undertegnede til at betvivle det betimelige i sit valg af profession og i samme åndedrag rejser samme eksistentielle spørgsmål som curling: hvorfor? For der er pt. simpelthen for få kalorier og for meget helsekost i det engang så glorværdige R.E.M. til, at de er så meget af ens preciøse tid værd. Lad gå, at trioen gennemgår en kunstnerisk nedgangsperiode, vi vil så bare gerne betakke os for at skulle bevidne derouten til billetpriser tæt på 400 kroner. Som gruppen her og nu bevæger sig inden for det sikre, det gennemprøvede og det rutineprægede helt uden skyggen af nødvendighed, passion eller farlighed, er den ikke meget mere interessant at se maling tørre. Mage til fedtfattig og ufokuseret rockmusik skal man lede længe efter – og læg så dertil venligst akustikken og de generelle forhold i Forum = røvtur. Svært ikke at få det som W.C. Fields på dødslejet, da han blev spurgt, hvordan han havde det. »All in all I’d rather be in Philadelphia,« svarede den geniale misantrop og drukkenbolt. Personligt havde Deres udsendte mest lyst til at gå ud og skyde nogen, men havde heldigvis glemt sit skarpladte automatvåben hjemme i førerbunkeren.

R.E.M. og The Thrills, Forum, Kbh., onsdag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her