Læsetid: 6 min.

’En dømt morder kan også blive minister’

Der er ingen juridiske krav til ministres værdighed og moral. Men der skred i opfattelsen af, hvor meget af ministrenes privatliv, der vedkommer offentligheden, mener eksperter
19. februar 2005

Integritet
Henritte Kjær måtte forlade regeringen, fordi hun og hendes mand blev dømt til at betale deres private regninger. Thor Pedersen blev siddende i Finansministeriet, selv om han uretmæssigt prøvede at score hektarstøtte til sit landbrug. Miljøminister Hans Christian Schmidt slap godt fra at begunstige politiske venner, mens skatteminister Svend Erik Hovmand røg på, at han ikke lukkede et skattehul for TDC.
Ud fra den foregående regeringsperiode er det ikke umiddelbart let at se, hvad der afgør, om en minister må gå af, når vedkommende har trådt i spinaten.
Jens Peter Christensen, professor i offentlig ret ved Aarhus Universitet, understreger, at der i statsretten ikke er noget juridisk krav om, at ministrene skal have en bestemt værdighed eller bestemte kvalifikationer:
»En dømt morder kan også blive minister, hvis Folketinget accepterede vedkommende,« siger Jens Peter Christensen.
Han påpeger, at der kun gælder to regler for ministre:
For det første må en minister ikke udøve anden virksomhed.
For det andet kan en minister ikke blive siddende med et flertal af Folketinget mod sig. Der er dog aldrig blevet vedtaget et mistillidsvotum mod en enkelt minister:
»De er altid løbet af pladsen inden. Som for eksempel Anders Fogh Rasmussen gjorde det i 1992 på grund af sagen om kreativ bogføring i Skatteministeriet.«

Fogh bestemmer
»Tilfældet Henriette Kjær var bemærkelsesværdigt, fordi det aldrig blev en sag mellem regering og opposition – der var på ingen måde optræk til et mistillidsvotum. Ministre plejer at overleve den slags.«
– Hvorfor blev hun så alligevel nødt til at gå?
»Det skyldes, dels tidspunktet lige før en ny regering tiltræder, dels at sådan en sag om rod i privatøkonomien rammer centralnervesystemet hos statsministeren, der ikke kan snuppe sløseri og uordentligt liv.«
»Det er før set, at ministre går, fordi de bliver en belastning for regeringen – selv om der ikke kan samles flertal for et mistillidsvotum. Eksempelvis skatteminister Ole Stavad i 1994 efter skandalen om Spar Nords skattefradrag.«
– Men det forekommer besynderligt, at Henriette Kjær bliver gået, fordi hun har rod i privatøkonomien, mens Thor Pedersen, Hans Christian Schmidt og Tove Fergo bliver siddende på trods af rod i ministeriet eller betænkelig omgang med offentlige midler?
»Da oppositionen rejste sagen om Thor Pedersens bopælspligt, sagde Anders Fogh Rasmussen, at det var ham og ikke oppositionen, der bestemte, hvem der sad i regeringen.«
»Jeg tror, det var en politisk klog beslutning. Stormen blev hurtigt redet af for Thor Pedersen og de andre – og man undgik hele den skandalestemning, som en ministerafgang vækker.«
– Er der sket et skred i den forstand, at Folketing, vælgere og presse accepterer ministre, der kan klandres for at være ’moralsk anløbne’?
»Nej. Stauning var kendt for at ture rundt og blev en gang båret døddrukken hjem på en stige. Kampmann var notorisk sindssyg. Kragh … ja, og alle hans damer. Embedsmændene holdt hånden under kulturminister Niels Matthiesen, som havde et ustyrligt privatforbrug. Gennem historien har der været masser af skandaler, som pressen bare ikke borede i, fordi der var et skarpere skel mellem privatlivets fred og den politiske offentlighed.«
– Så det er grænsen for, hvad offentligheden stikker næsen i, der er skredet?
»Det er nyt, at pressen kigger på en ministers privatøkonomi. Men politikerne har også selv været med til at nedbryde skellet mellem offentligt og privat. Nu til dags stiller de jo op til både underholdningsshow og interview om deres liv.«

Hvert medie sin grænse
Tidligere pressechef for de konservative og institutleder på Syddansk Universitet,
Niels Krause-Kjær, er enig i, at grænsen for, hvor tæt offentligheden kommer på politikerne, helt klart har flyttet sig:
»Man ville også have skrevet om Kjær-sagen for 15 år siden, men det have været på en mere nænsom måde. Man ville næppe gå så tæt på og forsøge at få tårer frem. Det er hele det følelsesmæssige set up, som præger medierne i dag,« siger han.
Niels Krause-Kjær forklarer, at nutidens journalister skelner mellem to begreber fra amerikansk journalistik ’need-to-know’ og ’nice-to-know’, det vil sige ud fra, hvad de mener, offentligheden bør vide, og hvad den har lyst til at vide.
»Medierne skal hele tiden kunne argumentere for, at det her er noget, offentligheden behøver at vide, når vi går tæt på privatlivet. Men grænserne mellem de to begreber er blevet mere flydende og ændrer sig fra sag til sag og fra medie til medie.«
– Er det bare mediernes skyld, at grænserne rykker sig?
»Nej det skyldes også, at politik har ændret sig og i dag er væsentligt mere værdibåret. Politik drejer sig ikke længere kun om at administrere interessekonflikter, men også om at definere det gode liv. Politikerne bliver værdibærere, og det giver en åbenbar, legitim ret til at kende mere til dem.«
»Medierne vil altid være et spejl af den kultur og det publikum, de hver har. Så det er publikums kultur og moral, der definerer det enkelte mediers grænser.«
Der er en tradition i dansk presse for at respektere politikernes privatliv et langt stykke hen ad vejen. Hvis engelsk presse tilbragte et halvt år på Christiansborg – hold da op, de ville have ting at skrive om! Men meget af det ville ud fra vores kultur og tradition give anledning til forargelse, folk ville opsige avisabonnementer osv.

Nyrup og Dybkjær-svigt
Krause Kjær anklager samtidig danske medier for at svigte, når det virkelig gælder.
»Skåltalen for journalister er, at når politikernes privatliv har indflydelse på deres politiske gerning, så tøver vi ikke. Der har grænsen rykket sig inden for de sidste 15-20 år, så sager, der bare er nice to know og politiske ufarlige i højere grad kommer frem, mens sager, der virkelig kunne være politisk relevante og magtpåliggende at fortælle om, viger vi lidt udenom.«
– Som for eksempel?
»Forholdet mellem forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen og det radikale folketingsmedlem Lone Dybkjær. Medierne havde vidst det længe, men det var først da parret trådte frem offentligt ved en premiere, at historien blev officiel.«
»Hun sidder i folketingsgruppen for et parti, der er parlamentarisk grundlag for regeringen, og han sidder i opposition. Det er fuldstændigt vanvittigt, at pressen ikke sagde til Nyrup og Dybkjær, at det kan godt være det er jeres privatliv, men vi skriver om det. Det var et svigt.«

FAKTA
Dem, der gik, blev gået eller blev – på trods af...
• Oktober 2002 bragte B.T. afslørende artikler om, at finansminister Thor Pedersen (V) uretmæssigt modtog mere end 120.000 kr. EU-støtte til sit landbrug. Thor Pedersen scorede pengene på falsk grundlag. I hektarstøtteansøgningen skrev han under på, at han overholdt bopælspligten på sin gård ved Rørvig. Det gjorde han ikke – han boede i sit sommerhus. Både ministeren og hans sekretær blev taget i at omgås sandheden lemfældigt. Thor Pedersen er stadig finansminister.

• Efteråret 2003 beskyldes miljøminister Hans Christian Schmidt (V) for i en række tilfælde at have tilgodeset politiske venner og sin gamle skole med penge fra ministerens og Skov- og Naturstyrelsens såkaldte velfærdspulje. Rigsrevisionen rejste kritik, og Schmidt fik en lille næse af ombudsmanden. I forbindelse med regeringsrokaden i august 2004 blev Schmidt udnævnt til fødevareminister.

• Forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) dummede sig med sine stærkt varierede udtalelser i sagen om drabet på den danske soldat og fire ubevæbnede fiskere i Basra. I april 2004 blev Jensby gået, fordi han brød tavshedspligten, der gælder for medlemmerne af Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne. Det skete i forbindelse med offentliggørelsen af Irak-trusselsvurderingerne. Sagen er fortsat under efterforskning hos Københavns Politi, der afventer udfaldet af Grevil-sagen, før de afgør, om der skal rejses tiltale. En sag mod Jensby vil sætte ubehageligt fokus på grundlaget for at sende Danmark i krig i Irak.

• I august 2004 røg skatteminister Svend Erik Hovmand (V). Han blev i 2001 advaret om et skattehul TDC ville udnytte for at sikre sig et skattefradrag på 10,8 mia. kr. Den tidligere SR-regering havde udarbejdet en lovændring, der ville have lukket hullet. Dette forslag skrottede Hovmand, og TDC fik sit fradrag. Da sagen eksploderede i 2003, blev han anklaget for at vildlede Folketinget, og der blev nedsat en undersøgelseskommission.

• Oktober 2004 blev kirkeminister Tove Fergo (V) reelt sat under administration på grund af rod i ministeriets regnskaber. Det gavnede heller ikke Fergos omdømme, at hun personligt sikrede sin ægtemand, der er præst, en lønforhøjelse med tilbagevirkende kraft – han fik udbetalt 135.000 kr. I går trådte Fergo ud af regeringen.

• Onsdag tog Henriette Kjær (K) sin afsked som minister for familie- og forbrugsanliggender. Årsagen var at hun og hendes mand to gange i ministerperioden er blevet dømt til at betale private regninger.fris

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu