Læsetid: 7 min.

De elendiges armada

I synkefærdige plimsollere søger afrikanere i tusindvis mod De Kanariske Øer – overlever de, afventer der dem en uvis skæbne
10. februar 2005

BÅDFLYGTNINGE
Fuerteventura, De Kanariske Øer – Man kunne godt kalde det for en invasion. I vor tids klima af paranoia kunne man måske ligefrem tale om en armada. Men hvordan passer sådanne ord med den virkelighed, der møder ens øjne på stedet?
Det blev endnu en stor afrikaner-weekend på De Kanariske Øer. Over 7.000 ulovlige indvandrere fra Afrika ankom sidste år til disse kyster – de fleste til Fuerteventura, den ø i øgruppen, der ligger tættest på den afrikanske kyst. Det er i gennemsnit 20 om dagen. Ved juletid meldtes om nye tragedier: En båd dukkede op med 10 lig, alle ombordværende var døde af kulde og tørst. Derefter ankom en anden med 13 døde blandt dusinvis af andre, som knapt nok var i live. Derpå fulgte en pause på mere end to uger. Ingen nye ankomster overhovedet, skønt Atlanterhavet herfra til Laayoune i Vestsahara, nærmeste havn på det afrikanske kontinent, var fredsommeligt mildt under en balsamisk, koboltblå himmel. »Det skyldes flådemanøvrerne,« sagde manden fra Røde Kors. Den spanske og portugisiske flåde var travlt beskæftiget med at afpatruljere farvandet, og det forlød, at de også afprøvede et nyt radarsystem med laserudstyr, der gjorde det muligt for dem at overvåge den afrikanske kystlinje med samme præcision som den lokale havn. Måske virkede det nye grej. Måske havde de omsider fået lappet hullet.

Nye flytninge ankommer
På ingen måde. Invasionen begyndte igen i sidste uge. Først ankom en af de små pateras – indvandrernes plimsollere – til Fuerteventuras sydspids ved Morro del Jabla, et sted med vidunderlige brede, lange sandstrande, hvor tyskeres og briters ferielejligheder ligger tæt. 32 var om bord, hed det, skønt det er svært at tro, at det blot skulle være muligt at ro sin familie over et kommunalt gadekær i et fartøj af denne art. Det store skib ankom så lørdag, denne gang til Tenerife, og på en måde, som man har oplevet en del gange gange tidligere, siden den store tilstrømning begyndte for fem år siden: En rusten gammel fiskertrawler ribbet for sit hejsegrej blev passet op af kystvagten 150 meter ud for Tenerifes havn, hvorefter to hvide sømænd skyndsomst stak til søs i en lille speedbåd. Bag sig efterlod de 227 sorte afrikanere, næsten alle unge mænd, der havde klemt sig ind i båden. Flere af dem meldtes at være udsultede og forkomne, men de fleste var dog i en nogenlunde helbredstilstand. Og så i går kom der to plimsollere mere – de lignede den fra sidste torsdag så meget, at de kunne være blevet banket sammen af den samme tømrer. Knap fem meter i længden med spanter af umalet træ iklædt et skrog af noget, der lignede gamle frugtkassebrædder, som var tjæret over med en eller anden grøn susbstans for dog at holde noget af oceanet ude. I hver af dem var der en 20-30 unge afrikanere, alle unge mænd fra Senegal, Gambia, Mali og Nigeria. Fartøjerne er nu halet op på kajen. Jeg har udsigt til dem fra mit hotelvindue i Puerto del Rosario, Fuerteventuras største by. Ved siden af har Røde Kors slået et stort telt op, hvor afrikanerne undersøges af læger. Hverken ’armada’ eller ’invasion’ er dækkende beskrivelser. Er dette en invasion, så består invasionsmagten af afmægtige og desperate mennesker, hvis hjemsteder er blevet en håbløshedens fuldkomne udørk. For hver af de ankomne var der tale om afslutningen på et nervepirrende eventyr, der har kostet dem hver en klink, de ejede og formentlig også deres families sidste sparepenge. Når som helst kunne det være endt med døden eller fængsel for dem.

På smuglernes nåde
De afrikanere, hvis sejlads ender på De Kanariske Øer, må først snige sig over svært bevogtede grænser, gemme sig i Saharas sandklitter og lade sig skubbe videre fra den ene bande menneskesmuglere til den anden, der alle tager sig dyrt betalt. Lykkes det dem at undgå at blive opdaget af politi og soldater, må de overleve sult og tørst i ørkenen og leve på smuglernes nåde. I disse menneskesmugleres øjne er de intet andet end et stykke handelsvare, hvis liv om muligt er endnu mindre værd end livet var for de slaver, som blev ført bort fra Vestafrikas kyster for 200 år siden.
Efter ofte at have måttet vente i mange dage, presses de så ned i disse ynkelige, små, håndbyggede både, der ofte bliver tømret sammen i sandklitterne flere kilometer fra kysten for at undgå opdagelse, indtil der ikke kan være flere. De får ikke lov at medbringe andet end det tøj, de er iført: Ethvert dokument, der kan bevise deres nationalitet, vil straks resultere i deportering tilbage til hjemlandet. Desuden har de efter deres strabadserende odyssé over landjorden, som kan have varet flere måneder, for længst mistet alle ejendele. De spanske myndigheder holder dem i karantæne i 40 dage og deporterer alle dem, som de lovligt kan. Dem, som de ikke fysisk kan deportere, vil de formelt udvise. Det eneste stykke papir, disse ulovlige indvandrere medbringer fra interneringscentret, er en udvisningsordre. Da De Kanariske Øer hurtigt er ved at blive fyldt op, sætter spanierne nu disse afrikanere om bord på fly, flyver dem til Madrid og andre større byer og sætter dem på fri fod. Eller rettere lader dem i stikken. Afrikanerne forbliver pengeløse og er ude af stand til at få andet end sort betalt arbejde. »De eneste job, de har udsigt til,« siger chefen for Røde Kors i Fuerteventura, »ligger i kriminalitet og prostitution«.

Dråbe af humanitet
Spaniens socialistiske regering har mildnet disse hårde vilkår en smule. Hvis afrikanerne har været i landet i seks måneder og på en eller anden mirakuløs måde har kunnet overtale en arbejdsgiver til at ansætte dem på lovlig vis, kan de få udstedt dokumenter, der giver dem mulighed for legalt at opholde sig i landet. Denne dråbe af humanitet – og økonomisk elementær fornuft, for indvandrere, der arbejder, betaler skat og bidrager derigennem til de sociale ydelser – har udløst et forargelsens hylekor fra Spaniens højreopposition, som hævder, at den øgede tilstrømning er et direkte resultat af de nye regler. Også flere af Spaniens EU-partnere har ytret utilfredshed og bekymring over, at disse lovliggjorte indvandrere kunne finde på at brede sig til den øvrige union.

Mohameds skæbne
Mohamed er 18 år, påstår han og har en rød sweater på, som han har fået af Røde Kors. Han er en spinkel, sort dreng for Gambia, og nu er han mutters alene i verden. Man kan se ham på bænken foran springvandet ud for Røde Kors-hovedkvarteret i Puerto del Rosario. Han sidder bare og stirrer og venter på, at et eller andet skal ske. Sidste uge slap han ud af den 40 dages tilbageholdelse, som de spanske myndigheder påtvinger alle de illegale indvandrere som en art karantæne. Hvis det efter 40 dage ikke er lykkedes dem at finde ud, hvor de kommer fra, eller hvis Spanien ikke har nogen udleveringsaftale med det pågældende land, bliver de sluppet fri. Nogle gange bliver de taget med til Madrid eller Valencia og sat fri her. Det er svært at finde noget bestemt mønster i, hvad de spanske myndigheder gør.
I Mohameds tilfælde har de sluppet ham her på stedet. Røde Kors har indkvarteret ham i det ene af de to huse, de har indrettet til de mest sårbare af de afrikanske immigranter. Foreløbig har han tag over hovedet. Han er ikke længere i nogen form for fængsel, og han har nået Europa. Mohamed har også forældre og en bror, som allerede er kommet denne vej og nu er endt i Barcelona. Så måske er han i et limbo lige nu, men han kan skimte afslutningen for dette limbo. Stadig har han dog hverken penge eller dokumenter og taler ikke et ord spansk. Men hans bror har fortalt ham, at han har bestilt et pas til ham, og at det vil komme med posten. Så vil han tage til Barcelona, siger han. Hvordan han skal bære sig ad med det, aner han ikke, men hans liv har fået et mål, og han ved, hvad han vil.

Nye huller opstår
Afrikanere på flugt fra desperation og fattigdom i deres mislykkede stater er skyllet i land på Europas kyster i ti år nu. Tusinder er landet på Lampedusa, en ø syd for Sicilien, i Gibraltar og i Malaga, hvis ikke de har skrævet over det pigtrådshegn ved Cuentes, en spansk enklave på Marokkos nordkyst. Hver gang europæerne får lukket et hul, finder afrikanerne et nyt. De Kanariske Øer er favoritdestinationen lige nu, efter at Middelhavet er blevet for vanskeligt. Marokkanerne har også strammet garnet, men Vestsahara er ideelt, for det har mere end 1.600 kilometers ørkenkystlinje, og herfra er Fuerteventura kun en dags sejlads væk. De yngste, mest hårdføre og mest ambitiøse afrikanere, som er rede til at flygte fra deres kontinents elendighed og rædsler, uanset hvor vanskelige oddsene måtte være, er den mest umisforståelige indikation på, hvor dybe problemer, det afrikanske kontinent er begravet i. At stoppe menneskehandelen ét sted, får den straks til dukke op på ny et andet. Om man giver de illegale indvandrere amnesti eller nægter at tage dem ind, gør ikke den mindste smule forskel for mennesker, der er sunket ned i så dyb håbløshed som disse.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu