Læsetid: 6 min.

Engang var de måske egnede, nu er de Super16

Super16 begyndte som en forening af frustrerede filmaspiranter, der ikke kunne komme ind på filmskolen. Nu er de et accepteret og respekteret alternativ til den traditionelle fødekæde i den danske filmbranche
25. februar 2005

Filmtalenter
Formlen er simpel, hvis man vil være noget inden for dansk film. Brug en række fjumreår på at skaffe dig erfaring. Gå på filmskoler i udlandet. Gå på den europæiske filmhøjskole i Ebeltoft. Lav en kortfilm. Så samler du det hele sammen i en ansøgning til Filmskolen. Så får du afslag. Skaffer mere erfaring. Søger igen. Kommer måske ind. Måske ikke, og hvad så? Filminstruktøren Carsten Myllerup, der er aktuel med filmen Oskar og Josefine, stod i den situation for seks år siden. Sammen med en række andre filmaspiranter, der også havde fået det skuffende brev, valgte han ikke at give op. Faktisk satte de frustrationen i system og oprettede foreningen Super16. »Vi var en hel gruppe, der kendte hinanden og havde lavet ansøgningsfilm til Filmskolen sammen, og det ville vi gerne arbejde videre på. Det var en stor skuffelse ikke at komme ind, men vi ville ikke vente to år og så søge ind igen. Vi ville have undervisning nu,« siger han. Undervisningen, som de 16 medlemmer modtog, stod branchens folk for. Carsten Myllerup fortæller, at modtagelsen for Super16 udelukkende var positiv. »Vi viste, at vi vil det her. Vi er ligeglade med, om I vil give os penge, eller om I vil optage os på skolen. Vi vil lave film. Det inititav betyder meget i filmbranchen og giver respekt og velvilje,« siger han. Medlemmerne finansierer selv uddannelsen ved at arbejde fuldtid i filmbranchen ved siden af undervisningsforløbene i Super16. I begyndelsen kunne foreningen ikke tilbyde underviserne andet end en flaske vin for deres tid, men sidenhen fik foreningen støtte fra fonde og sponsorater. Dog ingen offentlige tilskud. Foreningen er ikke afhængig af Kulturministeriets goodwill.

Tre år og ud
Uafhængighed af finansiering og tradition var vigtig for stifterne af Super16. Carsten Myllerups tilknytning til foreningen er nu ikke-eksisterende på trods af, at han var en af medstifterne. Et af vilkårerne for optagelse i foreningen er, at medlemsskabet er tidsbegrænset. Tre år og så er det ud. Det var Carsten Myllerup selv med til at beslutte, og det fortryder han ikke. »Faktisk synes jeg, at det er den bedste regel, vi lavede. Foreningen er i høj grad brugerdrevet og brugerfinansieret, og det kræver et enormt engagement. Hvis der sidder en flok ogginokker i bestyrelsen, der har været der i 20 år og siger ’vi plejer at gøre sådan’, så dræber det engagementet. Det bliver nødt til at være medlemmerne selv, der præger arbejdet, og hvis de har lyst til at dreje det i en helt anden retning end den, vi lagde ud med, så skal de kunne gøre det,« siger han. Malene Rungvald Christensen er tilknyttet Super16s årgang tre som producer. Hun er oprindeligt uddannet folkeskolelærer, men hendes interesse for film fik hende til at lede efter muligheder for at kunne arbejde med det fuldtid. I øjeblikket skriver hun en undervisningsbog om kortfilm ved siden af at være medlem af Super16, og hun fik fornylig distribueret sin første novellefilm Hvem du end er, der er instrueret af Oscarvinderen Martin Strange-Hansen. Malene Rungvald er 35 år og tilhører derfor den gruppe i Super16, som hun selv kalder ’gamle røvhuller, som løbet er kørt for’. Det skal forståes som medlemmer, der ikke opfylder alderskravet på Filmskolen. »Den mulighed, jeg har for at præge min egen uddannelse, er helt unik. Og jeg kan kombinere de andre projekter, jeg har kørende ved siden af, med at få undervisning i Super16, og derfor er det perfekt for mig. Samtidig får jeg fornemmelsen af at være en del af noget større i kraft af de andre medlemmer. Vi bruger jo hinanden og udvider netværket i branchen,« siger hun.

Et godt bagland
Super16 optager kun instruktør- og produceraspiranter, og undervisningen deles enten op i workshops for hver gruppe eller i fællesundervisning. Malene Rungvald fortæller, at de blandt andet har haft instruktørerne Per Fly og Christoffer Berdal på besøg. Også polske Wojciech Marczewski, der normalt er tilknyttet Filmskolen, har været hos Super16 for at undervise. Et egentlig skema kan foreningen ikke lave. Arrangeringen af undervisning er et puslespil, for den er afhængig af, at branchens folk har tid, og så skal det også passe sammen med den professionelle filmkarriere, som medlemmerne selv har i gang sideløbende med arbejdet i Super16: »I branchen kan folk som regel kun binde sig med en måneds varsel. Det er jo alle folk, der har enormt travlt, og så kommer det hele måske lige på én gang. Vi har aldrig haft så meget undervisning, som vi havde i december og januar, og det var lige ved at tage livet af os, « siger Malene Rungvald. Det kræver et godt bagland at engagere sig i Super16, mener et andet tidligere medlem af foreningen, Christina Rosendahl, der som instruktør på Super16 samtidig blandt andet lavede dokumentarfilmene Stjernekigger, om rockbandet Swan Lees vej mod toppen af dansk musik, og Magten over kærligheden i DRs serie Magtens billeder. »Selvfølgelig kan det være hårdt i de tre år at have et fuldtidsarbejde i branchen og så ved siden af være med i Super16, men jeg havde en enorm støtte i mit bagland. Og jeg skal ikke klynke. Det er nok det vigtigste, jeg lærte i Super16. At få det tredje afslag fra Filmskolen var sgu hårdt. Jeg havde jo brugt seks år af mit liv på at søge ind. Men jeg havde stadig viljen til at få det til at lykkes,« siger hun. Christina Rosendahl fik også en vis ydmyghed over for alle processerne omkring et filmprojekt. Et resultat af den planlægning og alle de praktiske opgaver, som er foreningens forudsætning.

Fogh ville græmmes
Producer Malene Rungvald fortæller, at foreningen bruger lidt utraditionelle metoder til at bevare det engagement, der er deres livsgrundlag og godt kan være i fare på grund af den travle hverdag i filmbranchen, de alle i forvejen har. »Vi har punkter på dagsordenen, hvor vi ikke snakker om film, men bare om, hvordan vi har det. Blandt andet punktet ’Rosen’. Sidst var det en af instruktørerne, der modtog den. Han kommer altid for sent, men nu er han dog begyndt at ringe og sige, at han kommer for sent, og så skal han da roses. Det er ren rundkredspædagogik. Fogh ville græmmes,« siger hun. Det var det fællesskab, som Christina Rosendahl også søgte, da hun ikke kom ind på Filmskolen. »At have en gruppe mennesker, man følges med, er noget af det fede ved Filmskolen. I Super16 har vi det så i en mere anarkistisk form, så man samtidig har mulighed for at have andre projekter igang, og det er jo godt for netværket,« siger hun. ’Syverne’ blev Super16-medlemmerne først kaldt. De, som nåede helt til sidste optagelsesrunde til Filmskolen, men alligevel endte som nummer syv efter de seks, der klarede det. Alligevel Super16 er ikke det næstbedste, mener Malene Rungvald. »For os er Super16 en efteruddannelse for unge talenter, der allerede er i gang i branchen. Eleverne på Filmskolen har ikke nødvendigvis lavet noget før. Hos os havde Christina Rosendahl lavet Magtens Billeder, inden hun overhovedet var færdig. Og Carsten Myllerup havde spillefilmspremiere med Midsommer kort tid efter, han var færdig i Super16. Der er knald på,« siger hun.

En fornærmelse
Undervisere fra Filmskolen lægger gerne noget af deres fritid hos Super16, og foreningen har et godt forhold til Poul Nesgaards skole, men selvfølgelig er der konkurrence: »Det vil der altid være, hvor der er penge og prestige,« påpeger Malene Rungvald, »og alle har en mening om hinanden i filmbranchen. Det skal man ikke underkende. Og det er klart, at Poul Nesgaard og Filmskolen skal gå rundt og synes, at de er de bedste i verden, men stadig at kalde os syverne ville være en fornærmelse.« Christina Rosendahl, Carsten Myllerup og Malene Rungvald har kun oplevet at blive positivt modtaget. »Super16 er en slags undergrund, men vi nyder en enorm anerkendelse i branchen. Jeg tror, produktionsselskaberne har sindssygt meget respekt for vores vilje og for, at vi ikke sidder og klynker,« siger Christina Rosendahl. Hun har netop fået støtte hos en af filminstituttets konsulenter til at skrive et spillefilmsmanuskript, der tager udgangspunkt i den korte fiktionsfilm Fucking 14, hun har lavet om 14-15 årige og seksualitet. Det var hendes afgangsfilm fra Super16.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her