Den engelske jantelov lever i bedste velgående

71 dage, 14 timer, 18 minutter og 33 sekunder. Så lang tid har den 28-årige brite Ellen MacArthur siddet helt alene på sin båd ude på verdenshavene. Ok, båden var i det mindste topmoderne med GPS-styresystem, generator, seks web-kameraer, satellittelefon og internet, så fans og familie kunne følge med hele vejen. Men på trods af al teknikken, så kunne båden ikke styre sig selv, og de enorme sejl skulle også manuelt skiftes op til 10-15 gange dagligt. Det betød, at MacArthur i de 71 dage, 14 timer, 18 minutter og 33 sekunder, det tog at sejle de 44.013 km, kun har kunnet sove højst 20 minutter ad gangen. Det kalder man normalt for tortur!
Brite eller ej – jeg sad også klistret til skærmen, der var helt sort med en lille rød lysprik i midten. Pludseligt hørtes et horn tude, og det var en kendsgerning: Ellen MacArthur – nu Dame Ellen – havde slået franskmanden Francis Joyons rekord fra sidste år med et døgn, otte timer, 35 minutter og 49 sekunder i en sport, der ikke er inddelt i mande- og kvindeløb. Ikke overraskende blev hun mødt af hundredvis af fans og indtog derefter forsiderne to dage i træk på alle britiske aviser. Jublen ville ingen ende tage – troede jeg. Indtil jeg åbnede The Guardian. I en kommentar hævder journalisten Stephen Moss, at MacArthur »deler nationen« mellem dem, der elsker hende og dem, der ikke kan snuppe hende. Efter at have læst de øvrige aviskommentarer har jeg efterhånden fundet ud af, hvordan hun deler nationen: i sure, mandlige sportsjournalister – og resten. F.eks. er det sjovt at sammenligne denne Moss’ kommentar med Shirley Robertsons – britisk guldmedaljevinder i sejlsport ved OL i 2000 og 2004 – i samme avis. Om det sportslige element skriver Moss, at MacArthurs rekord er blevet beskrevet som »årets største sportspræstation ... i hvilken som helst sport, i hvilken som helst nation«. »Men på hvilken måde er det en sport,« spørger han. »Sport bygger på den elskede kliché om ens udgangspunkt. I kapsejlads findes der ikke to både, der er ens. MacArthurs båd er fire gange hurtigere end Knox-Johnstons (brite der sejlede jorden rundt i 1968-69, red.); det gør hende ikke til en fire gange bedre sejler.« Til sammenligning beskriver Shirley Roberston MacArthurs præstation i sportsvendinger a la: »Jeg er sprinter, hun er maratonløber« og tilkendegiver, at Knox-Johnstons – og andres præstationer – hører en anden æra til, som ikke kan sammenlignes. Moss er også sur over, at MacArthur udtrykte sine frustrationer og udmattethed for åbent web-kamera – ja, at hun havde kameraer ombord overhovedet: »Hvad er der sket med den stive overlæbe; den gode gamle britiske spytklat,« spørger Moss. Omvendt skriver Robertson: »Ligegyldigt hvor god båden er, så er der ting, der går galt i løbet af 10 uger på åbent hav. Hvordan fik hun repareret den generator, som brød sammen?« Robertson konkluderer, at MacArthur fortjener »al applaus«, mens Moss mener, at det mest beundringsværdige ved MacArthurs rekord er, at hun tog den fra en franskmand. Han har desuden et par forslag til grundlæggende ændringer, hvis hun beslutter sig for at gentage turen: »Gør det i en jolle, sørg for at firmaet bag er usynligt, og hold dine tanker for dig selv, indtil du kommer på land igen«. Der er i hele Moss’ artikel ikke en eneste henvisning til, at MacArthur ikke sejlede for at slå Knox-Johnstons rekord, men derimod en rekord fra sidste år, der blev begået i en lige så high-tech båd. Ja, ja. Moss har selvfølgelig fundet et par tilhængere af sit synspunkt – bl.a. Guardians egen sejlsports-skribent. Men hvorfor mon disse sure løg har så svært ved at glæde sig på Ellen MacArthurs vegne? Personligt hælder jeg til den forklaring, som Debra Veal giver (Veal roede alene over Atlanterhavet i 2002, efter at hendes mand pludseligt blev angst ved havet, red.): »Folk kan have svært ved at begribe ideen om, at en kvinde går ud og udfører ekstraordinære ting, trænger sig ind på mændenes domæne. Folk har også bare svært ved at acceptere, at hun er succesfuld – de er jaloux.« Med andre ord: En vaske ægte britisk jantelov iblandet en dosis mandschauvinisme.