Læsetid: 3 min.

Engle, magi og ørevidner

På anmelderens skøjtetur gennem årets Vinterjazz festival blev oplevelserne slet ikke så indspist nationale, som programmet ellers indbød til
1. februar 2005

Vinterjazz 2005
Hos Copenhagen Jazz Festival slikker man stadig sårene efter sommerens underskud. Ingen økonomiske chancer er blevet taget ved årets Vinterjazz Festival, der med et program fra den 21.-30. januar i store træk har holdt sig til danske jazznavne tværs over landets ca. 70 involverede spillesteder. Og der er naturligvis masser af interessant musik af dansk herkomst, selv om signalværdien i en landsdækkende festival unægtelig forekommer lidt fattig uden nogen international ambition.
Danmark er ikke desto mindre et af Europas mere frodige jazzcentre, og der er i disse år musikere fra andre steder i Europa og selv fra USA, som finder på at komme hertil og sågar uddanne sig. Og faktisk havde de orkestre, anmelderen mødte på sin begrænsede skøjtetur igennem vinterjazzens programuge, alle en flernational sammensætning.

Engleagtige Klakki
På Frederiksberg i Byggeriets Hus var der på festivalens første søndag besøg af trioen Klakki med de to islændinge, Nina Bjørk Eliassen (vokal) og Henrik Simonsen (bas), plus danske Hasse Poulsen (guitar), der for resten bor i Paris.
Trioen bød på et blidt afbræk fra Københavns gråmelerede virkelighed med ny vokalmusik af nordisk tilsnit bl.a. med fortolkninger af japanske digte. Enkelt, skrøbeligt og lejlighedsvis med avantgardistiske elementer. Poulsen trakterer sin stålstrengede Guild-guitar i en slags akustisk konkretisme: der spilles, files, slås på og knirkes med instrumentet, den mindste kradsen på kassen kan have musikalsk mening. Alt i alt en engleagtigt porøs begivenhed med øjeblikke, hvor man knap turde trække vejret for ikke at forstyrre. En seance, der var som skabt til den stille vinteraften i det lille kulturhus med glasfacader.

Magiske Mikkelborg
En langt mere højstemt og æterisk musik fyldte Christians Kirke fredag, hvor trompetisten Palle Mikkelborg udnyttede rummets sakrale atmosfære med harpespilleren Helen Davies og slagtøjsspilleren Gert Sørensen.
Det smukke rum lå hemmelighedsfuldt i skygger med kun scenen foran alteret i varm blå og rød belysning. Det begyndte med en skrøbelig grundtone: Sørensens cirklende finger på kanten af et vinglas, som Mikkelborg formede en svævende melodi omkring på trompet med katedral-stor rumklang. Med keyboards, programmerede beats og bl.a. det elektroniske instrument, theremin, hvis glidende toner, Sørensen betjente effektfuldt, blev det en koncert, der kunne stige til dramatiske højder med Mikkelborgs sublimt formede trompetspil i centrum.
Hans musik har i årevis haft et dybt personligt og spirituelt præg med enkle melodier og virkningsfulde harmonier, der skyller som varmebølger ind over lytteren, og som med Davies harpespil har fået en lavmælt poetisk dimension. Koncerten bevægede sig igennem et musikalsk univers med spor af bl.a. walisisk, indisk og malisk folkemusik, new age, techno og – i det smukke slutstykke – Chaplin’s »Smile«, der er en tilbagevendende signatur i Mikkelborgs repertoire. Når det lykkes, som dén aften i Christians Kirke, ophæver Mikkelborgs musik almindelige genreskel og oplevelsesparametre og bliver til ren magi.

Fyrige franskmænd
I skarp modsætning til ovenstående stod lørdagens hæsblæsende koncert i Jazzhouse med saxofonisten Simon Spang-Hanssens fusionsgruppe, Ear Witness, hvis fyrige franske medlemmer, Emil Spányi (klaver, keyboards), Linley Marthe (el-bas) og Felix Sabal-Lecco (trommer), gør sig på verdensscenen med navne som Zawinul Syndicate og Salif Keita. Afsættet var Spang-Hanssens effektive men ofte letkøbte kompositioner, præget af souljazz, rock og afrikansk musik. Marthe’s svuppende, huggende basspil og Sabal-Lecco’s hårde, knastørre trommer var i topklasse som rytmegruppe. Men som i megen fusionsmusik spillede testosteron og muskler også en rolle.
Både Marthe og Spányi var så virtuose og havde så travlt i deres opvisningsprægede soli, at de kunne minde om en trimmet sportsmand, der hjuler så hurtigt rundt på sin cykel, at kæden hopper af, og han reelt intet får ud af sine anstrengelser.
Især Spányi’s forkærlighed for corny keyboardlyde og alt for lange soli endte i effektjag, når han løb tør for ideer. Spang-Hanssen var derfor i sidste ende solisten, der specielt på saftig sopransax formåede at forme en række spraglede soli med fortættet logisk konsekvens.

*Klakki, Byggeriets Hus, søndag
*Palle Mikkelborg Trio, Christians Kirke, fredag
*Ear Witness, Copenhagen Jazzhouse, lørdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her