Læsetid: 5 min.

Om englenes natur

Gennemgang af de fem kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris fra Norge, Færøerne og Island
23. februar 2005

kandidaterne
I konkurrencen om Nordisk Råds Litteraturpris deltager denne gang ingen kandidater fra Grønland eller det samiske sprogområde, og da der i feltet forekommer at være endog særdeles store udsving med hensyn til pondus og kunstnerisk kvalitet, er det næppe forkert at påstå, at valget i realiteten står mellem fem favoritter, heriblandt Monika Fagerholm fra Finland og svenskerne Anna Hallberg og Majgull Axelsson.
Blandt de fem kandidater, som kort skal præsenteres her, har de tre været nomineret før: Det drejer sig om den norske lyriker Stein Mehren (f. 1935, første gang nomineret tilbage i 1967), den færøske lyriker Tóroddur Poulsen (f. 1957) og den islandske romanforfatter Einar Kárason (f. 1955), hvoraf de to sidstnævnte er repræsenteret med adskillige værker på dansk. Ny er derimod nordmanden Karl Ove Knausgård (f. 1968, debut 1998), ligesom islændingen Sigurjón Birgir Sigurdsson eller, kort og godt Sjón (f. 1962), fra hvem vi i 2002 på dansk fik den spøjse kærlighedsroman Dine øjne så mig. Pudsigt nok er han den af de fem, som de fleste i Danmark i forvejen kender bedst. Han stod nemlig for sangteksterne til Lars von Triers Dancer in the Dark (2001). Forud for det gik en fortid omkring bandet Sugarcubes, og forud for det igen en ledende rolle i det miljø, der i første halvdel af 80’erne forsøgte at frembringe en særlig islandsk surrealisme. Mere end 10 digtsamlinger, de fleste små, har han bag sig, og han har især gjort sig bemærket som original performer, som regel formummet bag mørke briller, der angiveligt skal beskytte folk mod det stærke lys, der udgår fra manden. I det nye, nominerede værk, romanen Skugga-Baldur, opererer han med en opstykket fragmentationsteknik i sen-60’ernes tradition, men anvender den på stof fra de folkesagn, han hørte som dreng. Handlingen bag brudstykkerne udspilles i 1868 og 1883 i det vestlige Island og centreres om to personer, dels titlens pastor Baldur, dels pigen Abba, der har Downs syndrom, og som han tager til sig, da hun på gådefuld vis dukker frem af et skibsvrag.

Islandsk skælm
Hos den anden islandske kandidat bevæger vi os i nutiden, nærmere bestemt Reykjavik – Odense – USA. Stormur, som bogen hedder efter sin svinglende hovedperson, skildrer med skælmeromanens manér en døgenigtog charlatan, der ovenpå en omtumlet barndom bosætter sig i Vollsmose i Odense, ene og alene fordi det sociale system hernede gør det så nemt at lave plat. Samtidig længes han efter at komme til USA, men intet af, hvad han sætter i værk, vil nogen sinde lykkes rigtigt for ham, og egentlig er han ligeglad. Som i Einar Kárasons barak-trilogi Djævleøen – Guldøen – Lykkens land (da. 1988-91) og den efterfølgende tobinds familiekrønike Tåbers visdom – Kviksølv (da. 1996-97) leges der i Stormur med det groteske og burleske, og som i Fjendemøde, den historiske roman, der kom på dansk i 2003, spilles flere stemmer ud imod hinanden i forsøget på at indkredse centralfiguren: solid realisme kombineret med Faulkner-inspireret aperspektivisk collage. Om Tóroddur Poulsens digt i Eygnamørk eller Øremærker (2004) er at sige, at han vist sjældent har været så traditionel som her. I tidligere digtsamlinger har han dyrket en næsten »Peter Laugesen’sk« processuel skriblen i ret lange, løse forløb, men siden Blodprøver (da. 2002) har hans digtning fået karakter af personlig eksistens-afsøgning, og i den nominerede bog nærmer han sig standardmæssig, letaflæselig jeg-lyrik:

en sommerfugl sidder på
mit knæ
mindst én af os
længes efter gud
det er så dejligt at vide
hvem jeg skal takke for
at den skabte verden dufter
som den gør

Norsk vidtløftighed
Sidste ord i samlingen er faktisk verbet ’tro’. Og leder os derfor over til norske Karl Ove Knausgård og hans i enhver henseende overvældende roman En tid for alt på hele 560 tættrykte sider. Afsættet tages her på Borges-vis i et påstået foreliggende skrift om englenes natur, forfattet af den italienske teolog Antinous Bellori, som efter at have set to engle spise rå fisk satte sig ned og forsøgte at finde ud af alt, hvad der kan vides om engle. Fra hans skrift, som refereres fyldigt, begiver Knausgård sig ud i vidtløftige genfortællinger af bibelske beretninger, men sprænger efterhånden på postmoderne vis al fiktional sandsynlighed. Intentionen er at sammenstille og diskutere verdensanskuelser hentet i forskellige tider og samtidig vise deres aktualitet for mennesker af i dag. Ligesom der i dag findes unge, der spekulerer over verdensgåden, levede der for 400 år siden i Europa filosoffer, teologer og videnskabsmænd med brændende behov for at tænke selv. Romanen nævner Descartes, Leibniz og Newton, og den anbringer Bellori og hans udforskning af relationerne mellem det menneskelige og det guddommelige i samme fornemme klub. Først til sidst i romanen viser det sig, at den hele tiden har været en rejse i fantasien hos forfatteren Henrik Vankel, hvis vankelmodige navn passer meget godt til en selvmordskandidat, men som norske læsere i forvejen muligvis kender. Han var nemlig hovedpersonen i Ute av verden (1998), for hvilken forfatteren – som hidtil første debutant – fik den norske Kritikerpris.

Alderpræsident
Ældst blandt de nominerede er Stein Mehren, som af dem, der kender forfatterskabet, beskrives som en lærd eksistentialistisk poet med rødder hos Heidegger og Husserl, og som en viderefører af lange linjer fra romantikken over symbolismen til centralmodernismen. Imperiet lukker seg er nummer 52 i en stribe af udgivelser, der foruden digte omfatter essays og dramatik. Dersom det er formatet og ambitionsniveauet, der tæller, kan Nordisk Råds Litteraturpris for 2005 oplagt havne hos Karl Ove Knausgård. Lægger man, nok mindre sandsynligt, kriteriet Lang og Tro Tjeneste til grund, trænger Stein Mehren, Tóroddur Poulsen og Einar Kárason sig muligvis på, men mere i kraft af gamle bedrifter end som følge af de i denne ombæring af deres landsmænd så trofast nominerede værker. Og skulle man være på jagt efter en mere speciel personlighed, der med garanti vil kunne holde en uforglemmelig takketale, kan valget falde på Sjón. Som er, hvad der blev tilbage, da islændingene omsider fik bugt med deres inflation.

Sjón: Skugga-Baldur. Roman. 128 s. 3.680 islandske kr. Bjartur

Einar Kárason: Stormur. Roman. 306 s. 4.690 islandske kroner. Edda Publishing

Tóroddur Poulsen: Eygnamørk. Digte. 64 s. 140 færøske kr. Mentunargrunnur Studentafelagsins.

Stein Mehren: Imperiet lukker seg. Digte. 102 s. 248 norske kr. Aschehoug

Karl Ove Knausgård: En tid for alt. Roman. 560 s. 379 norske kroner. Oktober

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her