Læsetid: 6 min.

Entreprenøren med Svovlstikkerne

Finansmanden Klaus Riskær Pedersen er en fænomenal aflæser af tiden. I 80’erne skulle man være yuppie-millionær. I dag skal man trykke den af i navlestrengsblod-branchen og deltage i reality-tv. Riskær har skiftet ham igen
18. februar 2005

PORTRÆT
»Klaus Riskær Pedersens tid er overstået. Han tilhørte 80’erne, var et produkt af sin tid og intet andet. En mand på rette sted i rette øjeblik, parat til at lade sig gøre til mediefænomen.«
Klaus Riskær om sig selv. I Euroman, februar 1995

Onsdag aften diverterede TV Danmark sine seere med den første af to fordanskede udgaver af den ganske underholdende amerikanske reality-føljeton The Apprentice. I den oprindelige The Apprentice, som vandt en gevaldig popularitet i USA sidste år, kæmper 16 særligt udvalgte unge, hittepåsomme iværksættertyper med sælgergener om den klamme, men karismatiske newyorker-bygge-
matador Donald Trumps gunst. Konceptet er udviklet af produceren Mark Burnett, som også var manden bag Survivor, den amerikanske forløber for Robinson-udsendelserne, der har klistret millioner af ryggesløse underholdningsforbrugere til skærmen. Og den grundlæggende idé er den samme: Det skånselsløse udskillelsesløb, hvor deltagerne nok vinder nationwide berømmelse, penge og prestige, men også får alle deres fejl og svagheder stillet til skue for Gud og hver mand.

I TV Danmarks noget mere provinsielle version hedder serien Hyret eller fyret, scenen er henlagt til København, og her spilles Donald Trump af den 49-årige, bedrageridømte finansmand og korkprop Klaus Riskær Pedersen. Det vil sige: Hvor Trump i originaludgaven giver den som sig selv plus de 10 procent, der udgør hans i forvejen larmende og latterlige medierenommé, lander Riskær i et underligt ingenmandsland mellem Trump og sig selv. Ligesom Trump indleder han hvert afsnit med en teatralsk enetale til kameraet om at miste alt og så alligevel få vendt skuden og komme tilbage i gamet: »Nedturen var total, men den gjorde mig stærkere og klogere,« siger Riskær, mens han stirrer frem for sig med amerikansk selvglæde og en alvorsmine, der ikke falder ham naturligt. »Jeg brugte alle mine forretningsevner og min kreative energi på at skabe en virksomhed – og jeg fik succes. I dag har jeg det bedre end nogensinde før!«

Rollen som Klaus Riskær Pedersen i Hyret eller fyret er måske Klaus Riskærs til dato dårligste. Han var perfekt som den venstreorienterede skoledreng Klaus, der i slut-60’erne bruger fritiden på at samle penge ind til Vietnam-krigens ofre; han ramte i plet som den 16-årige minispekulant, der besætter Nærum Posthus og får udgivet pamfletten Unges kig ind i finansverdenen på Gyldendal; han var aldeles fremragende i partiet som den purunge, intelligente og ekstravagante gullaschbaron, som 80’ernes kasino/kamikaze-kapitalisme udstyrer med Mercedes, privatchauffør, privatfly og et stort palisanderpanelleret kontor; han var genial som Venstres kandidat til Europa-Parlamentet, der bliver valgt ind med 57.114 personlige stemmer og senere smides på porten af partiet; han var hjerteskærende som den ludfattige, angrende ostehandler, som på egen krop sander, at less altid is more i sidste ende; han tilførte sin erhvervsforbrydercharmeur en god portion nerve, da han bliver kendt skyldig i groft mandatsvig, skyldnersvig og bedrageri for mere end 110 millioner kroner i forbindelse med Krepcos og Accumulator Invests milliardkollaps (og han er vidunderlig i opfølgeren, hvor han dømmes i Frankrig for at have tømt det franske ejendomsselskab CIF for 1,4 milliarder kroner); der var saft og kraft i hans præstation som fallenten, der mod alle odds låner et par hundrede tusind kroner af sin svigerfar og i løbet af fem år opbygger internetvirksomheden Cybercity, som han afhænder til amerikanerne for hen ved en halv milliard kroner; og han er ubetalelig som entreprenøren, der pludselig kaster sig over en helt ny og spændende boldgade, nemlig navlestrengsblodbranchen. I hvert af disse små dramaer har Klaus Riskær Pedersen været sin rolle. Klaus Riskær har sammenlignet sin situation med en kunstners, og det er det kunstneriske islæt, der gør, at han hele tiden løber ind i problemer, mener han. Han er god til at iværksætte, han er god til at være kreativ. Hans force er med hans egne ord »en kreativ komponent«, som gør, at han ikke kan beskæftige sig med én ting hele livet igennem ligesom andre mennesker. Af samme grund har han det fint sammen med kunstnere, »fordi vi har det samme lort at slås med,« udtalte han til Berlingske Nyhedsmagasin i efteråret. »De får også altid bøvl med alt muligt.«

I betragtning af hvor mange øretæver Klaus Riskær har lagt op til i sin tilværelse som mere eller mindre voksen, er det forbavsende, at han ikke er mere ugleset i den brede befolkning, end han er. Det kan hænge sammen med, at han er mangefacetteret. Han er ikke den endimensionale sidegadevekselerer. Han stammer fra et kulturradikalt københavnsk bohememiljø og er søn af kunstneren Knud Pedersen. Dertil kommer, at Riskær aldrig har været karrig med at indvie offentligheden i, hvordan han har det i en hvilken som helst livssituation.
I sine mange store portrætinterview giver han som regel udtryk for en udpræget privathed, men leverer samtidig varen og buser ud med et par lunser, så man føler, at han vender vrangen ud. Men tilnærmelsesvis ind i dybet kommer man aldrig. I et glimrende interview i Berlingske Tidende sidste år fortalte han om den tomhed, han føler mellem sine projekter – han kalder stadiet for ’ørkenvandringer’. Da han havde solgt Cybercity, befandt han sig i sådan et tomrum. Han var blevet skilt, børnene var flyttet med deres mor, og han sad i en lejlighed i Store Kongensgade, hvor han havde en stor seng midt på gulvet, et skrivebord med en fladskærm, en bogreol, to sofaer, et spisebord og tolv stole. Alt det nævner han. Og følelsen af tomhed. Han fortsætter: »Desværre kan jeg ikke se mit liv som sammenhængende, velfungerende, sjovt og hyggeligt. Enten er det arbejde og ballade, eller også kan jeg ikke finde ud af, hvad jeg skal lave. Jeg har måske ikke fikset mit liv så godt, som andre har. Jeg kan godt misunde nogle af mine venner, der bor på 15. år i deres hus i Hellerup og har deres tre børn – altså, jeg kan da godt se det, for fanden. Jeg føler mig lidt som pigen med svovlstikkerne engang imellem, der står med næsen presset mod ruden og kigger ind. Men det er et tableau for mig. Jeg ville gerne have kørt – måske ikke ligefrem i en Volvo – men i tilnærmelsesvis den samme bil i mere end et år ad gangen, ad de samme gader til de samme mennesker i de samme omstændigheder med de samme grillfester og traditioner, men det er fuldstændig out of body – det er en umulighed for mig.« Det lyder som en rigtig led omgang. Den bedste måde at bedøve den slags på er med masser af fjernsyn. Klaus Riskær Pedersen har så valgt den side af kameraet, hvor han synes, at der er sjovest at være. Det kan man så respektere.

BLÅ BOG
Klaus Riskær Pedersen
født i København 24. april 1955. I 1975 bliver han student på Holte Gymnasium og påbegynder et cand. merc.-studium på Handelshøjskolen, som han ikke gør færdigt. I 1978 starter han analysebureauet Børsinformation, og i 1979 danner han investeringsselskabet Krepco. I 1984 er han medstifter af tv-stationen Kanal 2. I 1986 overtager han det børsnoterede selskab Accumulator Invest. I 1989 bliver han Europa-parlamentariker for Venstre med 57.114 personlige stemmer.
I 1992 går han konkurs med sine selskaber, og i 1994, hvor Venstre smider ham på porten, åbner han osteforretningen Den Glade Munk, som lukker kort efter.
I 1995 starter han Cybercity for få penge og sælger virksomheden fem år senere for en halv milliard kroner. Han er dømt for bedrageri i både Danmark og Frankrig, men er begge steder sluppet med betinget fængsel. Siden 1997 har han levet af et månedligt beløb på halvandet hundrede tusinde kroner, som den såkaldte Riskær-fond sender ham. I de forløbne par år har han arbejdet på at opbygge firmaet CopyGene, som tilbyder forældre at nedfryse stamceller fra deres nyfødte barn, så det muligvis kan blive behandlet for sygdomme i fremtiden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her