Læsetid: 3 min.

For fede til at stemme

Der var ikke fokus på fedmen blandt politikernes valgflæsk – selv om den dag ikke er fjern, hvor det vil knibe gevaldigt for en stor del af vælgerne at kunne lette skankerne og komme hen til stemmeurnerne
17. februar 2005

Kommentar
Vi er i fuld gang med at følge fedmetrenden og derved leve op til WHO’s værste prognoser. Det betyder, at vi her i landet vil være smækfede om 10 års tid, og op mod halvdelen af os vil være helt oppe i sværvægtsklassen. De kommende vælgere, er allerede hårdt ramt, altså børnene, og det er bekymrende. Vi kan dog stadig bryste os af at ligge bagud i fedmefeltet, både i forhold til USA og store dele af Europa, med Rusland i front. Hver fjerde russiske Olga nærmer sig 100 feminine kilo. Det er vi dog langtfra! Vi er forholdsvis ’slanke’ europæere endnu, men fedtet spredes hastigt og rammer alt fra den brede arbejdsstyrke til danske Jens. Forsvaret er under transformation til små delledrenge, hvis man skal tro statistikkerne. Og selvfølgelig bliver Jens også tykkere med årene, når råmaterialet til de kommende rekrutter – børnene – fortsat øger vægten. Det er et besynderligt problem, fordi løsningen ligger lige for: undlad at hælde så meget i hovedet og skru op for de fysiske udfoldelser. Løsningen er langt fra så let, hvilket fremgår af landets tilstand. Nogle vil hævde, at fedmeproblematikken er udtryk for at ligge under for tidens skønhedsidealer! Nuvel, man kan altid diskutere, hvorfor vi generelt har så flotte ben her i landet, og hvad skønhed er, men som en af mine veninder, som er læge, tørt kommenterede: Ligegyldigt hvad idealerne er, så kommer kvinder på 90+ kg stadig til at lide af knæproblemer. For alle gælder en øget risiko for diabetes, blodpropper og kræft. Fedmen koster helbredet for den enkelte og belaster sundhedsbudgettet med fire til otte procent for os alle. Idealer eller ej – vægten tynger os. Hvad kan vi gøre for at få landet i form igen? Hvad gør vi rigtigt, siden vi er knap så fede europæere, og hvem gør noget? WHO bl.a. gør noget, organisationen har taget initiativ til, at hvert europæisk land efterhånden får udarbejdet en national fedmehandleplan. Danmark har allerede en sådan plan, som indeholder forskellige indsatsområder, men vi har ikke set eller hørt meget til den. På politisk plan er der lille interesse for at bekæmpe fedmen.

Odense som eksempel
Odense, Danmarks nationale cykelby, gør også noget. Odense startede allerede i 70’erne med at anlægge flere kilometer cykelstier, som løbende udbygges. Desuden har Odense kørt cykelkampagner inden for de sidste fire år, hvilket har givet denne effekt: Cykling giver gode ben, fedtet rasler af, og Odense har sparet 33 mio. kr. på sundhedsbudgettet i samme periode! Og cirka halvdelen af cyklisterne ville ellers have taget bilen! Cyklingens betydning er skam beskrevet i handleplanen, som er udarbejdet under sundheds- og indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, som muligvis er ved at vågne op af tornerosesøvnen. For sammen med netop afgåede forbrugerminister Henriette Kjær har han barslet med en »forstærket indsats mod svær overvægt«. De var et oplagt makkerpar, eftersom Henriette Kjær stadig gik og bryggede på ’Trafiklys Systemet’ med et grønt, gult og rødt klistermærke til mærkning af fødevarerne i forhold til, hvor usunde og fedende de er. Udspillet bliver forhåbentlig andet end blot anonymt og halvhjertet. Der er mange vinkler på fedtet. Vi kan diskutere alt fra fødevareindustriens ansvar til private initiativer og holdninger, såsom rollespil i skovene, legende børn i gadebilledet igen, gåture i frokostpauserne og bedre forhold i idrætsforeningerne. Set i et holistisk perspektiv, er der også sidegevinster ved at få danskerne i form igen, ud over faldende udgifter på sundhedsbudgettet og gode ben. Gevinsterne kan være renere byer, flere folk i arbejdet, mere fysisk aktivitet, mere kærlighed og flere gladere børn. På spørgsmålet om, hvad vi gør – og hvad vi gør rigtigt ses mange initiativer og ideer. Der er heldigvis utallige organisationer og personer, der tager udfordringen alvorligt, men det kunne være interessant med større gennemsigtighed inden for feltet, en tænketank og en samlet indsats på området, med systemer og strukturer der kan understøtte bestræbelserne. Et ønske er, at politikerne nu bakker helhjertet op – vi kommer ikke uden om børnene og problemet.

Anni Wibroe har arbejdet som børn- og ungekonsulent og skriver p.t. cand. merc. hovedopgave i strategi og fedme på Handelshøjskolen i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu