Læsetid: 5 min.

Han fik verden til at dirre

25. februar 2005

Fire nye dvd'er vidner om, hvordan James Cagney med sin rastløse energi og rappe replikker dannede skole for fremtidens hårdkogte filmrebeller. Selv ville han godt
have haft mere ud af karrieren.

Nye dvd'er
Ret projektørlyset hen, hvor pengene befinder sig, lyder et gammelt Hollywood-ordsprog. I 1930'erne befandt filmbyens penge og opmærksomhed sig ikke langt fra skuespilleren James Cagney. Med sit rastløse kropsprog og sine rapkæftede replikskift, der var som hentet direkte fra rendestenen, kom han hurtigt til at personificere den depressionsramte amerikaners håb om en skønne dag inden længe at kunne slå til mod tidens sociale armod og magthavernes indædte korruption. Hele 32 film blev det til i det årti alene – til sammenligning har Warren Beatty medvirket i 22 film på 40 år! Cagneys vej mod tinderne hænger uløseligt sammen med datidens biografpublikums efterspørgsel på storbyrealisme, rap dialog og historier af den slags, der afspejlede et mere og mere urbant samfund i begyndende økonomisk krise; et samfund, hvor grænsen mellem godt og ondt var sløret, og mytiske figurer som Al Capone godt nok overtrådte loven, men også var med til at skaffe amerikanerne forbudt spiritus på bordet.

Storbygangster
Blandt de hundredvis af film, der udspiller sig inden for de rammer, udmærker tre titler sig: Little Caesar (1931) med Edward G. Robinson,Scarface (1932) med Paul Muni samt The Public Enemy (Samfundets fjende, 1931) med James Cagney. Sidstnævnte er naturligvis en af de fire Cagney-dvd'er, der lige er blevet udsendt i Danmark. De andre er Angels with Dirty Faces (Baggårdsengle, 1938) og The Roaring Twenties (De der kom tilbage, 1939), der begge med al tydelighed illustrerer, hvorfor Elia Kazan gav Cagney æren for at have inspireret senere filmrebeller som John Garfield, Marlon Brando og James Dean, samt mesterværket White Heat Hvidglødende, 1949), der i efterkrigstidens film noir-ånd er blottet for ethvert tilløb til moraliseren og blot lader Cagneys psykopatiske gangsterleder dræbe sine fjender med isnende koldt blod.
De fleste store studier forsøgte sig i den periode som nævnt med film i storbygangster-genren. Det blev imidlertid Warner Bros., der markerede sig stærkest, hvilket, hævder den britiske filmkritiker David Thomson i sin netop udkomne bogThe Whole Equation: A History of Hollywood, ene og alene skyldes Cagney: "Lad os bare sige, at Warner Brothers sikkert aldrig havde fundet nerven i deres rå storbyfilm, hvis det ikke var for James Cagney. Med hvert provokerende åndedrag og hvæs, med hver eneste abrupte bevægelse, skabte han en verden omkring sig. Og han fik den til at dirre."

Misforhold
The Public Enemy kostede 150.000 dollar at producere og tjente over en million i biografindtægter – hvilket øjeblikkeligt skabte et misforhold mellem den socialistisk flirtende skuespiller og den patriarkalske studiemogul Jack Warner. Cagney mente, at skuespillere burde have en større del af af overskuddet, hvorfor han også var med til at stifte Screen Actor's Guild, Hollywood-skuespillernes fagforbund. Cagney havde, inden han tog til Hollywood, ernæret sig som danser og var blevet tilbudt et stipendium på Columbia University. Og de følgende år, mens Cagney indspillede film på samlebånd for Warner, lod han ikke en chance gå fra sig for at kræve mere i løn og brokke sig over, at han ikke blev kunstnerisk udfordret i de mange film, der stort set var skåret over samme læst. Med til historien hører, at Cagney oprindeligt var tiltænkt en birolle The Public Enemy. Efter tre dages optagelser satte instruktøren William A. Wellman sig ned og kiggede det foreløbige resultat igennem, og han opdagede hurtigt, at Cagney stjal opmærksomheden, hver gang han dukkede op foran kameraet. Samtidig var skuespilleren takket være sit jævne udseende en mand, publikum kunne fatte sympati for, hvilket, mente Wellman, var vigtigt for filmens portræt af sin hovedrollefigur, Tom Powers, der er kommet galt afsted grundet sociale omstændigheder, ikke fordi han af natur er et ondt væsen.

En dyr frihed
Succesen til trods blev James Cagney efterhånden mere og mere ivrigt efter at slippe ud af sin kontrakt med Warner. På et tidspunkt udtalte han ligefrem offentligt, at han ville lave tre film gratis, hvis blot de derefter ville frigive ham. Konflikten endte med, at Cagneys bror, der også var hans businessmanager, under Warners vinger fik lov at producere en filmatisering af Broadway-impresarioen George M. Cohans eventyrlige liv. Yankee Doodle Dandy (1942) blev en kolossal succes både kunstnerisk og økonomisk, og ved den årlige Oscaruddeling blev skuespilleren belønnet med en statuette for sin hovedrolle som den dansende Cohan. Derefter syntes intet at kunne stoppe de to Cagney-brødre, der forlod Warner, stiftede Cagney Productions og derefter kunne vælge og vrage mellem tilbudene. "Og det gjorde de så," skriver David Thomson. "Fire film på syv år, deriblandt William Saroyans The Time of Our Life, og hver eneste af dem en bommert."

Kærkomment gensyn
I sin selvbiografi Cagney on Cagney (1975) lægger skuespilleren ikke skjul på, at han vendte tilbage til Warner for pengenes skyld. Og med White Heat var han også tilbage i rampelyset, hvor publikum allerhelst ville se ham – som hårdkogt og handlekraftig gangster. Gennem resten af karrieren forsøgte han jævnligt at bryde med Hollywoods trang til typecasting, blandt andet instruerede han selv Short Cut to Hell(1957) – om en morder, der tager sin tilværelse op til revision – men det syntes forgæves. Efter at have skændtes med Billy Wilder under indspilningerne af komedienOne, Two, Three (1961) valgte han at trække sig tilbage til sin farm i Dutchess County, New York med sin kone Frances, som han var gift med fra 1921 og frem til sin død i 1986. I 1980 lykkedes det Milos Forman at overtale den 81-årige James Cagney til at vende tilbage til det store lærred for en kort stund, nemlig i rollen som politichef i [Kursiv]Ragtime[Normal] (1981). Det var et kærkomment gensyn med en af Hollywoods største personligheder – det samme er de fire titler, der nu er sendt på gaden digitalt restaureret og med masser af sobert ekstramateriale i form af blandt andet kommentarspor og interview med en stribe af USA's mest indsigtsfulde filmhistorikere.

The Public Enemy, Angels with Dirty Faces, The Roaring Twenties, White Heat. Region 2. Sandrew Metronome. Kan fås i enhver anstændig dvd-biks

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu