Læsetid: 5 min.

Fire film om fortrængning

Om det skyldes Irak-krigen eller 60-året for Anden Verdenskrigs afslutning – krig er et af de stærkeste temaer på filmfestivalen i Berlin
18. februar 2005

Berlinale
Berlin – Normalt skal en tolk sige, hvad der bliver sagt. Men denne aften under Berlinalen er det anderledes. Pludselig under spørgerunden efter Malte Ludins film 2 oder 3 Dinge, die ich über ihm weiss (To eller tre ting jeg ved om ham) sprænger hun talerlisten og udtrykker sin egen taknemmelighed over den netop viste film.
»Jeg kommer selv fra sådan en familie,« forklarer hun. Sammen med en propfuld sal i Sony Centret har hun overværet, hvordan Ludin blotlægger en fortrængt familiehistorie, der begynder med faderens indmeldelse i nazi-partiet, gør ham til Hitlers udsending i Slovakiet og kulminerer, da faderen dømmes til døden og hænges. Siden da har efterkommerne – moderen og de seks børn – bygget en myte op om faderen; han var slet ikke det uhyre, dommerne så i ham. De husker ham som en kærlig og humoristisk far – ja, i virkeligheden var han faktisk frihedskæmper. Bare ikke Malte Ludin, for han var kun to år, da faderen blev arresteret, og kender ham ikke rigtigt. Malte Ludin føler sig ikke bundet af myten og kan i stedet konfrontere sine søskende med løgnene – løgne som de for alt i verden ikke vil opgive. Nej, deres far kunne umuligt være vidende om, at de tusindvis af jøder, han fik deporteret fra Slovakiet, blev ført til gaskamrene. Umuligt. Det ville han aldrig have tilladt. Simpelthen. Eller også må han have været vanvittig. Ja.

Fordømmende latter
Filmen om Malte Ludins familie vækker uhyre stærke følelser hos det overvejende tyske publikum. Især barnebarnsgenerationen sidder i tilskuerstolene, og flere kan ikke holde en ironisk-fordømmende latter tilbage, når søstrene fortvivlet forsøger at redde den elskede faders navn. For den ældste af Malte Ludins søstre blev kombinationen af skam og savn så stærk, at hun drak sig ihjel, fortæller hendes eksmand, der også er til stede i biografen denne dag: »Jeg har kendt denne familie i 50 år og ved, hvad historien har betydet for den.« Et af Ludin-børnebørnene får også mikrofonen og vender sig kraftigt imod den fordømmende latter i salen. »Jeg vil ikke forsvare min tante politisk, men som menneske,« siger hun og formår med sit indlæg at føje endnu en facet til det i forvejen yderst komplekse familiedrama, som fortsat er hverdag i tyske familier. »Der sidder næppe nogen her, som ikke er barn eller barnebarn af nazi-gerningsmænd,« som min sidekvinde mumler.

Propagandaens kunst
Joseph Goebbels har ingen efterkommere. Da krigens afslutning nærmede sig, aflivede hans kone, Magde, alle deres seks børn. Hvad vi har tilbage af Hitlers propagandaminister og Berlins Gauleiter, er hans dagbog og billederne fra datidens ugerevyer. I Das Goebbels Experiment (Goebbels-eksperimentet) har instruktøren Lutz Hachmeister ladet den brændende ambitiøse mand komme ukommenteret til orde. Filmens lydside består udelukkende af hans egne dagbogsoptegnelser.
Goebbels beskrev sin klumpfod, der isolerede ham i forhold til andre drenge, fortalte om det kedsommelige arbejde i banken i Köln, gav et indblik i sin metier – propaganda. Han kaldte Winston Churchill for »et frastødende bæst,« men måtte år senere erkende, at Churchill slet ikke var nogen dårlig taler. Goebbels gjorde propagandaen til en kunstart. Han var fuldt bevidst om, hvad han gjorde – fra de første taler uden manuskript til forberedelsen af sin ’Wollt Ihr den totalen Krieg’-tale efter det mislykkede Ruslandsfelttog. Han elskede Føreren, især fordi denne perfektionerede sin talekunst, så ord, gestik og ansigtsudtryk bar talen igennem. »Hitler er den fødte motivator,« skrev han og var uendelig såret, når Hitler ikke påskønnede hans arbejde. Afslørende er Goebbels maniodepressive stemningsskift; det ene øjeblik var han himmelhenrykt, det næste besluttede han at forlade bevægelsen. Og selv da krigslykken vendte, formåede han at holde opildnende taler. Ordet var hans kunst. I biografsalen sporer man under pressevisningen tydeligt ubehag blandt de tyske journalister. De føler, at han slipper for nemt og efterlyser en mere klar stillingtagen til Goebbels’ forbrydelser, mens instruktøren Lutz Hachmeister forsvarer sig med, at mandens sande karakter fremgår klart af hans dagbog.

Trauma i Tjetjenien
Men krigens gru sluttede ikke med Anden Verdenskrig – det minder to andre film om. De handler om russiske soldater i Tjetjenien og børnesoldaterne fra Uganda.
Kiril meldte sig til tjeneste i Tjetjenien. Da han drog afsted, var han en livsglad knægt, der sendte spøgefulde breve hjem. Krigen gjorde ham tavs – i dokumentarfilmen Weisse Raben (Hvide ravne) sidder han tavs og indsunken tilbage. Da han endelig vågner, er det for at begå røveri og voldtage en ni-årig pige. Nu sidder han i fængsel og kan forvente fængsel i 15 år. Hvad der skete i Tjetjenien, taler han aldrig om. Hvorfor han begik røveri og voldtægt, kan han ikke forklare. De andre traumatiserede medvirkende i filmen kan heller ikke. De drog i krig, fordi de havde brug for pengene. De vendte hjem med livet i behold, men ikke ret meget mere. Deres forstand og en del lemmer blev i Tjetjenien. »Vi vil vise, hvad der kommer tilbage fra sådan en krig. Hvad der sker med et land, når dets sønner og døtre kommer tilbage fra en krig, som ingen bryder sig om, som ingen taler om,« siger filmens instruktører Johann Feindt og Tamara Trampe. »Hvorfor hedder filmen Hvide ravne? Det er jo mordere, der medvirker. Den burde hedde Sorte ravne,« mener Ekkehardt Maass, formand for Det tysk-kaukasiske Selskab, der fnysende har set filmen.

De ødelagte børn
Dokumentarfilmen Lost Children er endnu mere tragisk. Den fortæller om en nærmest upåagtet konflikt i Pajule-provinsen i det nordlige Uganda, hvor oprørshæren Lord’s Resistance Army bortfører børn og tvinger dem til at kæmpe.
Kampscener rummer filmen ingen af, den beskæftiger sig med de piger og drenge, for hvem det lykkes at stikke af og søge hjælp hos en Caritas-mission i området.
Trods redningen er de fortabte. De er dybt traumatiserede; deres forældre vil sjældent kendes ved dem, fordi mange af dem blev tvunget til at slå deres egne familiemedlemmer ihjel; og i landsbyen betragter man dem med mistillid, fordi de er opfarende og ikke længere kan indordne sig landsbyens hierarki. Ikke så få af de tidligere børnesoldater foretrækker at vende tilbage til oprørshæren, hvor de trods alt nyder respekt. »Børnene ville gerne være med i filmen, for det var den eneste måde at kommunikere deres historie,« siger Ali Samadi Ahadi og Oliver Stoltz, der har lavet Lost Children. Børnene taler med hviskende, emotionsløse stemmer – som om nogen stadig holdt dem om struben. Deres oplevelser taler de sjældent om. Krigen i Uganda nåede i CNN én gang sidste år, fortæller instruktørerne – større interesse er der ikke om den krig, skønt den har varet i 18 år og kostet 200.000 mennesker livet.
Påfaldende er det også, hvor teknisk ringe Tjetjenien- og Uganda-filmene er, men der er åbenbart flere investorer med penge til tyske krigstraumer.

www.berlinale.de

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her