Læsetid: 3 min.

FN-chef føler sig ofret af Kofi Annan

Med sager om bedrageri og seksuel udnyttelse hober problemerne sig op i FN. Ruud Lubbers, der søndag meddelte, at han trækker sig som leder af FN’s Flygtninge-højkommissariat, føler sig ofret af generalsekretær Kofi Annan
22. februar 2005

FN-skandaler
Misbrug af olie-for-mad-programmet i Irak, uprofessionel håndtering af tsunamikatastrofen i Asien og seksuel udnyttelse af mindreårige i Congo.
Næsten dagligt bliver FN anklaget for at svigte vigtige opgaver rundt om i verden, og de uheldige sager har tvunget generalsekretær Kofi Annan til at vise handlekraft og presse Ruud Lubbers, lederen af FN’s Flygtningehøjkommissariat UNHCR, til at gå af efter anklager om sexchikane.
Det mener i hvert fald Lubbers selv. I et afskedsbrev til Kofi Annan skriver han, at anklagerne om sexchikane, som avisen The Independent fredag refererede fra en fortrolig FN-rapport, ikke kan begrundes, og at generalsekretæren har vendt ham ryggen efter pres fra medierne.
»I mere end fire år har jeg givet al min energi til arbejdet for UNHCR. Nu, midt i en række problemer og et vedvarende mediepres, ser du åbenbart anderledes på det,« hedder det i brevet fra Lubbers til Annan.

Holdningsændring
Anklagerne mod Ruud Lubbers, som var ministerpræsident i Holland fra 1982 til 1994, blev allerede undersøgt internt i FN sidste år, men undersøgelseskomiteens fortrolige rapport blev først offentligt kendt, da The Independent refererede dens konklusioner i fredags.
Rapporten konkluderer blandt andet, at Lubbers har udsat mindst fem kvinder for sexchikane, og at nye beskyldninger, som undersøgelseskomiteen blev bekendt med under efterforskningen, indikerer »et mønster af sexchikane«.
Kvinden, som først anmeldte Lubbers for sexchikane – en 51-årig amerikaner med 20 års erfaring i FN – rejste sig ifølge rapporten efter et afsluttet møde for at forlade lokalet, da 65-årige Ruud Lubbers holdt hende tilbage:
»Uden et ord lagde han pludselig begge hænder på hendes talje … trak hende tilbage mod ham og tog et skridt frem og pressede sit skridt mod hendes balder og holdt hende kortvarigt i den position,« skriver undersøgelseskomiteen i rapporten.
Endvidere konkluderer rapporten, at Ruud Lubbers misbrugte sin autoritet som flygtningehøjkommissær med »intense, gennemtrængende og truende forsøg på at påvirke udfaldet af undersøgelsen.« Da Kofi Annan fik en kopi af rapporten i maj 2004, mente han efter vejledning fra juridiske rådgivere ikke, at sagen skulle have konsekvenser for Lubbers, men efter at oplysningerne blev offentligt kendt, ændrede han holdning.
Kofi Annan indkaldte allerede fredag Ruud Lubbers til et møde i New York, hvor Lubbers’ fremtid i FN blev drøftet, og søndag valgte han selv at træde tilbage.
En officiel udtalelse fra Kofi Annans talsmand bekræfter, at han næppe havde andre muligheder.
»Mens generalsekretæren havde accepteret juridisk rådgivning om, at de oprindelige anklager mod hr. Lubbers ikke kunne begrundes, har den fortsatte polemik gjort højkommissærens position umulig. Han er derfor glad for, at hr. Lubbers har truffet denne beslutning i UNHCR’s interesse,« hedder det i udtalelsen.
Selv er Ruud Lubbers højst utilfreds med Kofi Annans pludselige holdningsændring som følge af mediernes fokus på sagen.
»For at være ærlig – og på trods af al min loyalitet – er fornærmelse blevet føjet til uret, og derfor fratræder jeg som højkommissær,« skriver han i sit afskedsbrev til Kofi Annan.

Sex med mindreårige
Den seneste skandale i FN, som kan have påvirket Kofi Annan til at ændre holdning til anklagerne mod Ruud Lubbers, har indtil videre sendt seks marokkanske soldater i fængsel for sex med mindreårige under deres fredsbevarende FN-mission i Congo.
Ifølge FN-rapporter er piger helt ned til 12 år blevet voldtaget af grupper af soldater eller bestukket til sex med soldaterne til gengæld for mælk, æg eller nogle få dollar, og flere end 50 soldater i den fredsbevarende styrke er i øjeblikket under anklage.
Skandalen har bidraget til især USA's opfattelse af, at FN har brug for en ny leder, og Kofi Annan er derfor nødt til at signalere nultolerance, siger en vestlig diplomat til The Independent.
»Annan har det svært, særligt i Washington, hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved hans ledelse. Det er vigtigt, at Annan viser, at han har kontrol over tingene.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her