Læsetid: 4 min.

Foghs svage melding

Lars Barfoed og Rikke Hvilshøj er ikke højoktanbenzin på regeringens motor. Og den minimale regeringsrokade afslører samtidig, at Fogh satser alt på Bertel Haarder
19. februar 2005

Politisk analyse
Hvis det nu passer, hvad Anders Fogh Rasmussen sagde på Amalienborg Slotsplads i går, nemlig at Bertel Haarder havde bedt om en ny portefølje og derfor fik det, så fortæller det helt nye historier om magtforholdene internt i regeringen. Her gik man og troede, at Fogh var en hård og enerådende hersker, der med konsekvent hånd styrede sin regering, men åbenbart forholder det sig således, at hvis en minister er træt af sit område, så får han et nyt efter eget valg. Eller hvad?
Fogh økonomiserede nok en hel del med sandheden på slotspladsen, ligesom da han lod det være Tove Fergo selv, der havde bedt om at blive frataget ministerhvervet, hmm…
Alt i alt blev det en minimal rokade, Fogh foretog i sin regering, en rokade som samtidig udstiller, at Foghs trup ikke er den bredeste. Fogh har ikke en god bænk, som man ville skrive det på sportssiderne.

Altmuligmanden
Henriette Kjær og Tove Fergo skulle jo ud, ind med ukendte Rikke Hvilshøj, der nu blot skal administrere allerede gennemført lovgivning helst så tavst som muligt. Og den konservative Lars Barfoed på posten som familie- og forbrugsminister, hvilket trods den anerkendelse, der ligger i at få tilbudt en ministerpost, også sagtens kan udlægges som en måde at få Barfoed til at interessere sig for meget andet end de manglende velfærdsreformer, han så ofte har efterlyst fra sin regering.
Imidlertid er navnene Barfoed og Hvilshøj næppe dem, der vækker voldsom folkelig interesse for Foghs nye regering. Det kan så opvejes lidt af genudnævnelsen af Bertel Haarder til undervisningsminister. Bertel Haarder er regeringens altmuligmand. Og det er næppe løgn, at han selv bad om nye opgaver. I sommer blev han – i egne og mange andres øjne – forbigået til posten som EU-kommissær.
I stedet fik han som plaster Udviklingsministeriet oveni sit Integrationsministerium, og nu Undervisnings- og Kirkeministeriet til den mand, der i egen person inkarnerer såvel regeringens styrke, som dens svaghed.

Glad for at komme væk
Bertel Haarder er givetvis overordentlig glad for at vende tilbage til undervisningen. Og så endda med den ekstra kraft, at Anders Fogh nu i månedsvis har varmet op til med sin gentagne understregning af, at undervisning og uddannelse, sammen med forskningen, er de helt centrale områder for regeringens virke de kommende år. Danmark skal op og plane på globaliseringsbølgen, mener Fogh, og nøglen er en lang række initiativer på uddannelsesområdet, som han selv, Haarder og videnskabsminister Helge Sander skal iværksætte sammen.
Men Haarder er nok også mere end glad for at komme væk fra den stramme udlændingepolitik, han har været manden for at gennemføre. Det har været tydeligt for de fleste, at hans i forvejen iltre temperament slet ikke har kunnet holde til den kritik, han har mødt i rollen som manden, der har eksekveret de stramme regler.
Det har generet og ophidset Bertel Haarder helt ind i hans inderste folkeoplysningsmarv, at han er blevet kritiseret for at føre en inhuman indvandrerpolitik, selv om det jo er en grundfæstet del af det danske demokratiske liv, at politiske beslutninger gerne må debatteres, og at den debat indimellem kan blive mangelfuld på nuancen.

Højskolerødderne
Haarder har imidlertid taget det voldsomt personligt, hver gang en eller anden har kritiseret udlændingepolitikken, særligt når kritikere har dristet sig til at tvivle på, om der nu også lå et humant menneskesyn bag.
Bertel Haarder er nemlig – ud over at være Venstremand ind til benet – en af de Venstremænd, der hælder til den radikale, læs socialliberale, udgave af liberalismen. Altså med rødder i Grundtvig, højskolebevægelsen, det landlige danske bondeliv og den fine demokratiske tradition, der udspringer deraf. Og derfor kunne man jo – hans fornærmede reaktioner på kritik in mente – forledes til at tro, at han personligt ikke stod 100 procent bag politikken.
Det slipper han for nu som kirke- og undervisningsminister. Dog med den lille hage, at læsning af det nye regeringsgrundlag giver indtryk af en folkeskole, der i langt højere grad end tidligere skal styres fra Undervisningsministeriet i Frederiksholms Kanal. Og det af den mand, der i sin tid stod i spidsen for liberale selvstyreinitiativer ude på skolerne.
Det kan måske give anledning til Haarderske kampe, at han er sat i spidsen for en folkeskolepolitik, der umiddelbart syner mere konservativ end liberal.

Konservativ magtkamp
Som en krølle på halen i den forbindelse er det angiveligt alene af hensyn til den interne magtfordeling hos de konservative, at Bendt Bendtsen ikke ville lade Connie Hedegaard får undervisningsministerposten, som hun ellers var i spil til. Det ville være en reel kronprinsessekåring, som kunne skabe stort ledelsesbesvær for Bendtsen selv blandt en række yngre ambitiøse konservative ministre.
Der ligger en enorm styrke i Bertel Haarders glødende personlige temperament. Han fremstår som politiker af kød og blod, hvilket præcis er det, som samtlige partiers fokusgruppeundersøgelser efterlyser. Nemlig modet til at sige sin mening og stå ved den. Den egenskab tvivler de færreste på, at Bertel Haarder besidder, hvilket hans høje personlige stemmetal altid afspejler.
På den vis er Haarder regeringens styrke. Hans engagement er enormt, hans viden betvivler ingen, og respekten om ham er berettiget stor. Men samtidig indeholder det en indbygget svaghed, at manden der skal stå i spidsen for regeringens afgørende fremtidssatsninger blot vender tilbage til det job, han besad for 20 år siden. Hvor fremsynet er det?

*Troels Mylenberg er forstander på Kommunikationshøjskolen Vallekilde og tidligere politisk redaktør

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her