Læsetid: 6 min.

Forgæves kamp for hjemmet

Trusler og vold er hverdag for en flok familier i Shanghai, der nægter at flytte ud af deres hjem for at gøre plads til skyskraberne
21. februar 2005

Tvangsflytning
SHANGHAI – Hoveddøren var slået ind og boligen raseret, da fru Tao kom hjem fra arbejde for et år siden. Hun opsøgte dem, hun vidste var ansvarlige, men de truede hende med vold. Til hendes store forbavselse var det hende, der blev tilbageholdt på politistationen, efter hun havde rapporteret indbruddet.
I den fortsatte søgen efter retfærdighed besøgte hun regeringskontorer i Shanghai og tog sammen med naboer, der havde lidt samme skæbne, til Beijing. Men der var ingen hjælp at hente. Hun blev venligt, men bestemt, sendt hjem med en besked om, at »det nok skal ordne sig«. Men intet er sket. Kun er Taos frustration, over at ingen vil lytte til hendes klager, vokset.
Taos problemer begyndte, da hendes bolig fik påmalet det mest hadede tegn i Kina i dag, chai, der angiver, at bygningen er dømt til nedrivning. For to år siden blev beboerne på Anfu Vej indkaldt til møde. »De fortalte os, vi skulle være ude en måned senere,« fortæller en ældre beboer.

Tæskehold
Det er stadig ikke lykkedes bygherren, som har købt rettighederne til at bygge i området, at få rømmet alle de røde murstenshuse fra 1930’erne. Ud af de 1.200 familier, der boede her, er omkring 20 tilbage. Kvarteret er omdannet til en ruinhob, der står i skærende kontrast til de omkringliggende nye højhuse. Så snart en familie flytter, rykker bygningsarbejdere ind og river ned, men murbrokkerne ligger tilbage.
Alle blev tilbudt erstatning af bygherren. Og de fleste har da også taget mod pengene. De tilbageblevne betragter dog kompensationen som unfair og nægter at flytte. Bygherrens svar er at sende regulære tæskehold. Det var dem, som Tao påstår smadrede hendes hjem.
»De kommer næsten hver dag,« siger hun.
De fleste i kvarteret fortæller om trusler og vold. Alle husdørene er blevet slået ind. El, vand og gas er blevet afbrudt.
Da størstedelen af beboerne endnu var tilbage blev protester og sit-ins arrangeret. Håndskrevne plakater klagede over myndighedernes manglende hensyn til »den almindelige kineser« og den ensidige fokusering på økonomisk udvikling. Men med bygherrens hårdhændede taktik er kampgejsten sivet ud af beboerne. Langt de fleste har givet op og taget mod erstatningen. De sidste på skansen ser det dog ikke som en mulighed.
»Hvordan? Vi har ikke råd til at flytte,« siger en 35-årig mand som, ifølge eget udsagn er blevet banket talrige gange, når han har forsøgt at beskytte sit hjem.
Erstatningen fra bygherren er 4.000 yuan (2.600 kr.) pr. kvadratmeter. »Hvordan kan vi købe et hjem for de penge, når det koster otte gange mere på markedet?« siger manden. »Med de penge, vi er blevet tilbudt, skal vi flytte langt ud af byen for at finde noget, vi kan betale.«
Beboerne blev først lovet en bolig i samme område, men det tilbud blev senere trukket tilbage.
På trods af at de nye lejligheder, de tvangsflyttede har råd til, ligger i udkanten af Shanghai, og de besværligheder det medfører, er mange stadig glade for at få en bedre bolig med toilet og bad. Men for mange af de ældre beboere er det svært at give slip på det hjem, de har boet i hele deres liv. En 75-årig dame har boet i sin 30 kvadratmeter store lejlighed siden kort efter revolutionen i 1949.
»Jeg er for gammel til at flytte,« siger hun.
Hendes søn er bange for, at moderens sociale netværk vil smuldre, hvis hun bliver tvunget væk.
Der er ingen hjælp at hente fra ordensmagtens side. I starten kom politiet hertil, når der var ballade. Men når beboerne ringer i dag, er svaret blot, at hvis de flytter ud, vil deres problemer ende.
»Myndighederne vil ikke gøre noget. De er jo interesseret i, at området bliver udviklet, og folk med flere penge flytter ind,« siger Tao.

Bygherrer mod beboere
Beboerne her er blot nogle af de tusinder, der har fået besked på at forlade deres hjem for at gøre plads til Shanghais højere huse og bredere veje. Historien er den samme som i alle andre egne af verden, hvor ekspropriering er et nødvendigt onde for storbyer under udvikling. Metoderne, der tages i brug i Kina, er alligevel ekstreme.
Og ligeså er folkets protester. Hvor det hyppigst er fredelige protester, der markerer de tvangsflyttedes utilfredshed, har der dog også været en række selvmordsforsøg af folk, der har forsøgt at tvinge myndighederne til at anerkende deres skæbne.
Tvangsflyttede demonstrerer for at få deres budskab ud med risiko for at blive arresteret af politiet. Men budskabet er kommet ud. Jurister og de kinesiske medier har åbent kritiseret myndighedernes manglende beskyttelse af beboerne. Ifølge Human Rights International in China, en menneskerettighedsorganisation med base i USA, klager beboerne typisk over, at kompensationen er for lille, at de bliver givet for kort varsel til at flytte ud, og at bygherrerne truer dem. Men det største klagepunkt er, at myndighederne vender ryggen til dem.
Selv om mange af beboerne ejer deres eget hjem, tilhører jorden, det står på, staten. Med nok penge er det ikke svært for entreprenører at overtale embedsmænd til at godkende en ekspropriering. I mange byer er et varsel ikke påkrævet for tvangsflytning. Beboere prøver tit at forhandle med bygherren for at få en bedre kompensation – men de forhandlinger kan afsluttes brat, når nedrivningsholdene rykker ind.

Ingen hjælp fra retssalen
Problemet burde egentlig ikke være opstået. Kina har regler, der beskytter de tvangsflyttedes interesser. Men som Gao Zhisheng, kinesisk advokat, peger på i et interview med Kinas Økonomisk Tidende, så opererer embedsmænd ofte som om, disse love ikke eksisterer.
Beboerne på Anfu Vej har kontaktet advokater for at få hjælp, men de vil ikke tage deres sag. Og med god grund. Domstolene nægter hyppigt at tage sagerne op efter pres fra lokale embedsmænd. Advokater, der har vovet at repræsentere tvangsflyttede familier, har kun opnået selv at blive straffet. Enkelte er sendt i fængsel for at udfordre systemet. Det mest kendte eksempel er Zheng Enzhong, der har repræsenteret flere end 500 familier. Zheng var ikke i stand til at vinde én eneste sag, og til sidst tog myndighederne hans licens fra ham og satte ham på den sorte liste over ballademagere. Da han i slutningen af 2003 delte informationer med en amerikansk menneskerettighedsorganisation, blev han idømt tre års fængsel for at »sprede statshemmeligheder«.
Selv i de sjældne tilfælde, hvor en dommer kender i beboernes favør, kan det være for sent. Ifølge loven kan en bygherre fortsætte nedrivningen, mens en retssag er i gang – så man kan vinde retssagen, men allerede have mistet sit hjem.

Den sidste udvej
»Vi er bange, men hvad skal vi gøre,« spørger Tao. »Det, jeg allerhelst vil, er at sætte mig ned med bygherren og finde en ordentlig løsning, men det vil ikke ske.«
Fru Tao har en ubøjelig tro på, at hvis blot hun får fat på den rigtige person, så vil den uretfærdighed, som hun føler, hun er blevet udsat for, blive rettet. Derfor venter hun nu, som den sidste udvej, på at få svar fra Kinas præsident Hu Jintao, som hun skrev til for et halvt år siden. Hun sidder og vifter med et stykke papir, hun har fået af en ven i indenrigsministeriet, med adresserne på Kinas øverste ledelse.
»De skriver hele tiden i avisen, at den nye ledelse vil det bedste for samfundets svageste,« siger hun.

udland@informatin.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu