Læsetid: 6 min.

fortale for håndskrevne noter

minder Om fædrene synder, menneskelig dårskab og kunsten at dokumentere historien. Et personligt tilbageblik på en lang karriere som krigskorrespondent
12. februar 2005

Om fædrene synder, menneskelig dårskab og kunsten at dokumentere historien. Et personligt tilbageblik på en lang karriere som krigskorrespondent

Den personlige computer har været til stor skade. Jeg har i det seneste år skrevet på en bog om Mellemøstens historie, hvilket, ud over at give lejlighed til at fordybe mig i menneskelig dårskab, har belært mig om, at elektronisk tekstbehandling ikke nødvendigvis skaber bedre skribenter eller letter udforskningen af fædrene synder.
Som en journalist, der stadig nægter at bruge e-mail – det gør jeg for at tvinge folk til at skrive rigtige breve i stedet for de sjuskede formulerede tekststumper, som den elektroniske kommunikationsform indbyder til – er jeg jo næsten nødt til at have den holdning, ikke sandt? Men efter at jeg og mine to researchere har pløjet os igennem de 338.000 dokumenter, jeg har baseret min bog på – mine egne journalistiske notater, udklip fra aviser og tidsskrifter, regeringskommunikéer, breve, fotokopier fra historiske arkiver og fotografer osv., er det ikke til at komme uden om det faktum, at overgangen til computer har bidraget til at ødelægge min arkivering, min hukommelse og ikke mindst: min håndskrift. Mine notesbøger fra Libanons borgerkrig i de sene 1970’ere er skrevet i en elegant, letlæselig skrift med en lyseblå fyldepen, der stateligt bevæger sig hen over siderne. Mine noter fra den amerikanske invasion af Irak er ulæselige for alle andre end jeg selv, fordi min hurtigere laptop ganske har bragt mig ud af vane med at skrive i hånden. Jeg skriver ikke længere ordene helt ud, kan jeg konstatere. Jeg nøjes med at skitsere dem, dvs. grifler noget ned, der ligner dem, som jeg ikke umiddelbart kan læse, men må til at dechifrere, når jeg skal transkribere dem. Jeg bør måske tilføje, at kladden til denne artikel skrives om i hånden om bord på en Air France-jet fra Beirut, og selv nu i skrivende stund er jeg tilbøjelig til at udelade bogstaver, ord og udtryk, fordi jeg har rede på essensen af det, jeg vil sige – men essensen bliver ikke længere fastholdt til papiret. Hvilken lettelse at vende tilbage til de artikler, jeg skrev under Sovjets invasion af Afghanistan i 1979-80. De blev stanset ud af telexmaskiner – hine herlige gamle tingester, der udspyede hulstrimler. Får jeg i dag et af disse ultratynde strimler i mine hænder, falder de nærmest fra hinanden. Jeg husker en ansat på et postkontor i Kabul, der brugte et strygejern for at smelte H’et fast igen på sin maskine – Conor O’Clery fra The Irish Times er mit vidne – men jeg har bevaret hver en rapportering og hver en artikel, jeg sendte til mine daværende arbejdsgivere på The Times.

I dag bruger vi telefoner eller e-mails, som er lette at slette. Men min telexede tekster til London i hine frygtelige krigsår såvel som dem fra Iran-Irak-konflikten fra 1980-88 fortæller deres egen historie. Når jeg afleverede artikler fra Cairo eller Riyadh og redaktionssekretærerne i London begik en bommert – det være sig en bortredigering af sidste afsnit eller en klodset formuleret overskrift – havde udenlandskorrespondenten let nok ved at tilgive. Men skrev jeg fra de iranske frontlinjer ved Fao-halvøen – omgivet af knitrende geværild, mortéreksplosioner og lig – havde jeg svært ved at se så meget som et sløjfet komma som andet end rent forræderi fra The Times’ side. Gud se i nåde til de arme redaktionssekretærer. Og til korrespondenten! Selvfølgelig har denne historiske ’søgen efter sandheden’ også haft latterlige anstrøg. Efter blot tre dages arbejde kunne mine to researchere ikke begribe, hvorfor de midt på formiddagen hver dag havde udviklet en kolossal appetit. Men så gik det for os, at mellem 1976 og 1990 var den metode, jeg brugte til at katalogisere mine flyrejser i Mellemøsten, at notere destination og dato på luftfartsselskabernes menusedler. Tre dage med foie gras, kaviar og champagne var for meget for mine to venner at læse. Hvad mig selv angår, havde jeg i ugevis svært ved at fatte den dybt deprimerede sindsstemning, jeg følte mig grebet af, når jeg gik i seng efter i timevis at have skrevet på min bog. Svaret var meget enkelt: mine nedskrevne notesbøger og telexstrimler var tilsammen blevet til et arkiv over lidelser, tortur og fortvivlelse. Som journalist kan man notere ulykkerne ned dag for dag, men når man er tilbage på sit hotelværelse, må man lægge dem bag sig, for snart begynder en ny dags udfordringer. Men da jeg lagde telexstrimlerne og notesbøgerne sammen, blev de til et rædselsfuldt, massivt vidnesbyrd om umenneskelighed.

Telexstrimlerne forsvinder fra mit arkiv sidst i 1980’erne, hvor de pludselig erstattes af computerfiler. For en sikkerheds skyld har jeg altid bevaret min egen kopi af de artikler, jeg har sendt til The Independent. Alligevel gik jeg ud fra, at det velsignede internet ville præservere den prosa, som jeg i tidernes løb har hamret ud på journalistikkens ambolt. Sådan forholder det sig ikke. Mange websteder indeholder de udvalgte stykker ’fiskeri’, som deres webmastere har syntes om. Andre udelod simpelthen alle de mindre holdningsbårede af mine artikler. Jeg finder det ret morsomt, at jeg så ofte bliver ringet op i Beirut af institutioner og personer, der vil tjekke citater, datoer og fakta. Google kan ikke hjælpe dem. De antager – med rette – at det gode gamle Fisk-bibliotek (alt findes på papir) kan hjælpe dem. Og det kan det næsten altid. Det er dog også sket, at kendsgerninger i arkivmaterialet har måttet berigtiges. I årevis har jeg f.eks. været glad for at henvise til nyhedsmagasinet Newsweek’s Tony Clifton møde med Saddam Hussein i 1979, som endte med, at Saddam – efter at Clifton havde antydet over for Den Store Leder, at han måske ikke var lige populær blandt alle irakere – personligt havde kørt Clifton ind til Bagdads centrum. »Spørg alle her, om de ikke elsker deres præsident,« opfordrede Saddam så Clinton. Sådan gengav jeg historien i The Independent, viser mit arkiv. Men Clifton fortalte mig for nylig, at dette ikke var korrekt. Han havde ganske rigtigt interviewet Saddam Hussein, men Iraks præsident havde blot slået en latter op over Cliftons antydning og foreslået ham at tale med en hvilken som helst iraker, han måtte ønske. Føj for en fejl! Den pensionerede general Jay Garner, tilbragte en stor del af sin korte karriere som USA’s første prokonsul i Irak med at håne og nedgøre Saddam Hussein. Mine researchere fandt imidlertid et interview, som jeg lavede med Garner, da han i 1991 deltog i en beskyttelsesoperation for kurderne i Nordirak. Og dengang understregede han, at Vesten skyldte at »respektere« Saddams styre og Iraks »suveræne territorium«. Mine researcheres søgninger på Google var ude af stand til at bringe den bemærkelsesværdige historie for dagen. Gud ske tak og lov for mine papirnotater.

Det er ikke fordi, jeg ser mig selv som maskinstormer. Jeg husker – efter et dødhamrende kedeligt arabisk topmøde – at have formuleret nogle næsten Churchill-agtige, udødelige prosalinjer på en telexstrimmel i den luksuriøse lobby i Damascus’ Sheraton Hotel, som havde et stort indendørs bassin. Og jeg husker min bandsatte ærgrelse, da jeg kiggede op og så papirstrimlen bogstaveligt talt flyde væk over Sheratons kunstige sø. E-mails, påstår man nu, vil genoplive historieskrivningens ædle kunst. Jeg tillader mig at tvivle. Det er alt for let at slette e-mails, og hvis statsinstitutionerne er generøse nok til at bevare dem i arkiver, vil fremtidige historikere behøve en velbetalt hær af researchere for at pløje gennem disse uhyre oceaner. Med andre ord vil historikere skulle være rige for at kunne skrive. Hvad mig angår, har jeg i mine gemmer min fars første fotos fra Første Verdenskrig, taget af ham selv – og den sidste skriftlige appel fra den unge australske soldat (ligesom min far var han 19 år gammel), som han blev beordret til at henrette for mord. Og jeg har også min for længst afdøde fars skriftlige bevis på, at han nægtede at skyde den unge australier – underskrifterne på henrettelsespelotonens ’kvittering’ tæller ikke sekondløjtnant William Fisks – ligesom jeg har bevaret Bill Fisks nedskrevne erindringer om den straf, han blev pålagt: at opgrave lig af britiske soldater på Vestfronten med henblik på at anbringe dem i officielle soldatergrave. Hvem kunne ikke have fundet på at slette den slags, hvis det havde været en e-mail?

(c) The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her