Læsetid: 2 min.

Fri for Fergo

11. februar 2005

At kirkeminister Tove Fergo fik 200 stemmer for lidt til at blive genvalgt til Folketinget, vil af nogle blive set som et bevis på, at Gud er til. Ud er hun røget, men det betyder ikke, at farcen omkring hendes person er bragt til ophør. Til Kristeligt Dagblad betroede hendes præstemand, Peter, i onsdags: »Jeg kender min kone godt nok til, at hun ikke vil bryde sig om fortsat at sidde som minister, når hun ikke kan få et folkeligt mandat til at sidde i Folketinget. Nu er hun ude af Folketinget og dermed også ude af politik.« Denne mand, hvis visdom ministeren har fundet det værd at belønne med oprykning i højere lønramme, skulle jo gerne have sine ord stående til troende. Men nej, den indtil videre i embedet siddende minister fru Fergo lod gennem sit ministerium meddele, at hun ikke ville sige noget om hr. Fergos udtalelser: »Ministeren har ingen kommentar i dag, men måske senere,« lød det gammeltestamentligt dunkelt. Statsminister Fogh prøver at slå det hele hen som en trossag. »Jeg tror ikke, Tove Fergo har udtalt sig om noget,« sagde han til forsamlede journalister. Men mon dog ikke forvirringen bør udlægges således, at hr. Fergo ved at fyre fru Fergo blot er kommet hr. Fogh i forkøbet.

At Fogh overhovedet har ladet Fergo sidde så længe, er udtryk for en kynisme over for troen og dens udbredelse. Hun har svækket og splittet folkekirken, men det har Fogh været ligeglad med, sålænge hun holdt sortkjolefætrene Krarup & Langballe fornøjede ved sit regimente. Vælger Fogh en efterfølger ud fra samme hensyn, stander kirken i vild våde. Hvis derimod Fogh sætter en kirkeminister til at udføre skadekontrol, ligger et handlingsprogram lige for. I efteråret foreslog en bred kreds af menighedsrødder, præster og bisper »et kirkeligt udredningsarbejde«. Sagen er den, at påtrængende reformer kan gennemføres, uden at det kommer til at stride mod grundloven, men tværtimod er en indfrielse af dens 156 år gamle løfte om samlede lovordninger både for folkekirken og for trossamfundene udenfor. Samtidig kan Danmark skånes for at tabe sager ved internationale domstole, fordi den nuværende ordning strider mod menneskeretskonventioner på i hvert fald disse to punkter:
• Statskassen – altså ikke kirkeskatten, men fælleskassen – som også jøder, muslimer, metodister og ateister yder til, betaler 40 procent af folkekirkepræsternes løn og 100 procent af bispernes plus pensionen til begge.
• Alle fødsler og dødsfald skal meldes til folkekirken – uanset i hvilket trossamfund de indfinder sig. Det gælder dog ikke Sønderjylland, hvor Prøjsen efter 1864 lagde registreringen hos kommunerne. Dér blev de efter genforeningen, fordi man antog, at det var fremtidens ordning. Det sønderjyske system bør udbredes til hele landet. Og løntilskuddet til præster og biskopper bør ændres til et bygningsvedligeholdelsestilskud, som andre trossamfund kan få del i.
Tredje nødvendige reformpunkt er, at landets kirkeminister skal afholde sig fra ved enhver given anledning at anstifte den ukristeligste ballade. dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu