NYE CDER
Det har mere end ofte slået undertegnede, hvor få der egentlig kaster sig ud i fortolkningens ædle kunst nu om stunder; siden nitten-hundredeogbobdylan har normen været den, at alle er auteurs af Guds nåde, hvilket igen betyder, at ord og musik partout skal skrives af den syngende. Hvad enten vedkommende så lige er god til det eller ej. Nu om stunder er det således yderst sjældent en person med primær tæft for f.eks. det melodiske henvender sig til en begavet tekstforfatter, i stedet kastes der en stribe nødtørftigt påklædte verslinjer helst om kærlighed! efter musikken, hvilket ofte trækker indtrykket af samme ned. Det er hævet over enhver tvivl, at vores hjemlige musikere bliver bedre og bedre til at spille, men det er derimod mere tvivlsomt, om de er blevet decideret bedre til at skrive sange.
Og selvom guderne skal vide, at vi har brug for nye sange i disse for vort land så slibrige tider, er det jo ikke en grund til at smække døren i til de mange fine sange, der blev skrevet før i forgårs. Hvad enten det er den sarte arv, der primært fastholdes i Højskolesangbogen, de utallige skægge/sentimentale schlagere og revyviser fra tiden før The Beatles eller rocktraditionen fra Steppeulvene og videre frem vi taler om, er der guld at hente i gårsdagens muld, hvis man har held med sine spadestik og det har Peter Belli haft på sit andet akustiske udspil Sange fra Blomstersengen, som det så poetisk er blevet betitlet. I klar forlængelse af sidste års Når Timerne Blir Små, hvor Belli gav sange af Love Shop, Kim Larsen, Sebastian, Gnags, Anne Linnet m.fl. heriblandt desværre også nulliteter som Michael Falch og Poul Krebs, hvilket trak voldsomt ned på slutfacit i et intimt regi, domineret af akustiske instrumenter, er Sange fra Blomstersengen simpelthen en bedre og mere helstøbt plade, fordi man
i denne ombæring slipper for flovsere som f.eks. Krebs umanerligt umusikalske »Hvis du ser min kæreste«.
Uprætentiøs stemning
Inspirationen hentes denne gang også længere tilbage i tiden, hvad troværdige versioner af Skousen & Ingemanns generationsklassiker »Herfra hvor vi står«, Røde Mors »Grillbaren« (i en totalt troværdig version), Povl Dissing og Laus Bengtssons udødelige »Snehvidekys« og John Mogensens uopslidelige »To mennesker på en strand« tydeligt markerer. Originalt nok giver Belli også bud på to nutidige sange, Monopols sprælske »Der er ingen som dig« og Klondykes fødte klassiker, »Mon det regner i New York?«. Imellem de to poler findes fine fortolkninger af bl.a. C.V. Jørgensens »Tiderne skifter« og Lars H.U.G.s »Elsker dig for evigt«, ja, sidstnævnte overgår faktisk originalen. Deciderede kiksere er der ingen af, selvom Henrik Strubes »Hold om mig« ikke forløses optimalt, på samme måde som den
nye melodi nærmest en avanceret bluesrundgang til H.C. Andersens »I Danmark er jeg født« ikke på nogen l ed eller kant kan opfattes som en trussel mod nogen af de i forvejen eksisterende. Endelig er der som på forgængeren spritny sange af hhv. sønnen Michel og det underkendte og de seneste par år også undereksponerede sangskriverpar Lise Cabble og Mette Mathiesen, der engang udgjorde kernen i
alle tiders bedste danske kvindeorkester, Miss B. Haven.
Nu har Belli altid været fortolker og tilhører dermed en helt speciel kreds på nutidens musikscene, men han har altså ikke altid haft en lige heldig hånd med sit repertoirevalg. Det må tilskrives producer Poul Martin Bonde, at den 61-årlige Belli på dette fremskredne tidspunkt i karrieren får mulighed for at prøve kræfter med sange, der matcher hans med årene mere og mere indbydende organ og der hviler en befriende uprætentiøs grundstemning over Sange fra Blomstersengen, som indikerer, at den er gjort af langtidsholdbart materiale. At den i flere tilfælde sender én tilbage til Arkiverne For Glemt Musik for at finde de originale oplæg, er såmænd kun endnu et kompliment til denne George Peter Brandt Belli, der som katten tilsyneladende har ni liv. Noget tyder på, han har tænkt sig at få det optimale ud af alle ni!
Klædeligt underspillet
Vor største og måske mest originale nulevende sangkunstner er dog stadigvæk den gode Povl Dissing, der helt fortjent modtog Årets Pionerpris til dette års Steppeulveprisfest for med sit eksempel at påpege, hvor langt man kan nå ved helhjertet og uforfærdet at satse på sin egenart, lige meget hvor fremmed eller stødende den måtte forekomme somme. Undertegnede er næppe den eneste, der har mistet overblikket over de mange plader, denne Dissing har udgivet ned gennem årene, men nu føjer Til Rosalina, endnu et eksemplarisk samarbejde med digteren Benny Andersen, sig til perlerækken af værker.
Indspillet live sidste år på denne tid i selskab med det norske blæserensemble The Brazz Band står den her på messingsuppe i lange baner på en sangkreds, hvor Dissing & Andersen med held har samlet den række sange, det ned gennem årene er blevet til om Andersens muse, den halvt fiktive, halvt virkelige Rosalina (hun bygger delvist på hans hustru Cynthia, der gik bort i 2001), og man tør nok sige, at der er kommet en pragtudgivelse ud af anstrengelserne. Ideen med et brassband ligger måske ikke lige for, men det koger med behersket passion løs bag en klædeligt underspillet Dissing og mange af sangene swinger som død og kridte; således løftes »Forår med Rosalina« helt op i det guddommelige, og her findes ikke skyggen af en kikser. Er De til såvel messingblæsere som Dissing får de såmænd det bedste fra begge verdener samlet her med Benny Andersens finurlige klaverspil som ekstra bonus. Når man nu ikke kunne være til stede i Vega hin januar-aften 2004, hvor underet indspilledes, kan man i det mindste glæde sig over det inden for de fire vægge, man skal være glad for står endnu.
Peter Belli: Sange fra Blomstersengen (Bonnier Amigo) Produceret af Poul Martin Bonde. Udkommer mandag.
Povl Dissing & Benny Andersen med The Brazz Brothers: Til Rosalina (Exlibris) Produceret af The Brazz Brothers.
