Læsetid: 4 min.

Global epidemi truer

Hvis virus fra fugleinfluenza og virus fra mennesker blander sig, kan der opstå en meget alvorlig verdensepidemi
24. februar 2005

FUGLEINFLUENZA
»Det bedste, vi kan gøre, er at hjælpe landene i Asien med at få de fugle slået ihjel, der er smittet med fugleinfluenza,« siger overlæge Steffen Glismann, Statens Seruminstitut, om risikoen for en verdensomspændende epidemi på grund af fugleinfluenzaen i Asien. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har opfordret alle lande til at berede sig på det værste: En meget smitsom virus, der hurtigt spredes over hele verden. En såkaldt pandemi. »I WHO mener vi, at verden nu er i den alvorligst tænkelige fare for en pandemi,« sagde Shigeru Omi fra WHO i går. I mandags sagde Julie Gerberding, der er leder af det amerikanske Center for Sygdomsbeskyttelse, CDC, at dannelsen af en virus som smitter fra menneske til menneske med samme sygdom som fugleinfluenza er »højst sandsynlig«. »Det er en meget foruroligende situation for hele kloden,« sagde hun. I går understregede hun dog, at det kun var henvendt til de forskere og sundhedsmyndigheder, der har ansvar for beredskabet. Almindelige mennesker skal ikke være bange, siger hun. Det samme siger overlæge Steffen Glismann på Seruminstituttet: »For dig og mig er situationen ikke anderledes nu, end den var i går og sidste år. Pandemier opstår med jævne mellemrum, og det vil ske igen. Situationen i Asien er ny, med mange syge fugle og enkelte syge mennesker. Det øger muligheden for, at den farlige fuglevirus kan mødes og bytte gener med en anden smitsom virus i et menneske, der har begge infektioner. Hvis resultatet bliver en virus, der fremkalder samme sygdomsbillede som fugleinfluenza men smitter fra menneske til menneske, så er der risiko for en stor epidemi. Derfor må myndighederne advares og gøre noget ved det,« forklarer han. I Danmark har man indkøbt et lager af medicin (Tameflu), der kan dæmpe virussygdomme. Man har også betinget sig en forkøbsret på vaccine i tilfælde af at det bliver aktuelt. Dertil kommer det almindelige beredskab i sundhedsvæsenet.

Ikke vaccine nok
En vaccine kan man ikke lave på forhånd. To medicinalvirksomheder er faktisk i gang med at lave en vaccine imod den aktuelle fuglevirus, H5N1. Men det er lidt af et skud i blinde. Det er nemlig ikke sandsynligt, at der opstår en virus, der smitter fra menneske til menneske, men i øvrigt er helt magen til den kendte. Hvis to slags vira bytter gener, vil der opstå en ny virus med andre egenskaber. I praksis vi det ikke være muligt at lave vaccine til alle før en eventuel verdensepidemi har bredt sig.
Hvor farlig en sygdom det kan blive, ved man ikke på forhånd. Den spanske syge i 1918 var en yderst farlig lun-gesygdom, der slog millioner af yngre voksne ihjel. Den asiatiske influenza i 1968 var ikke nær så aggressiv. Overlæge Peter Skinhøj, Rigshospitalets epidemiafdeling, vil nødig råbe ’ulven kommer’. »Der er mest grund til at være bekymret, hvis man er bonde i Vietnam,« siger han. Influenzavirus ændrer sig hele tiden. De fleste ændringer er små, men somme tider sker der en stor ændring. Sandsynligheden for, at de farligste egenskaber i den nuværende fugleinfluenza samles i en virus, der smitter fra menneske til menneske, er ikke stor. Men risikoen vokser, jo længere tid fugleinfluenzaen varer og jo mere, den bliver udbredt.

Værst for hønseavlerne
Fugleinfluenzaen H5N1 blev første gang konstateret i Hong Kong 1997 og slået ned med hård hånd. Den dukkede dog op igen i begyndelsen af 2003 og har nu bredt sig til Vietnam, Thailand, Cambodia, Kina, Indonesien, Japan, Laos og Sydkorea.
Op mod 140 mio. kyllinger og andet fjerkræ er slået ned. 46 mennesker er døde. Alle blev de smittet direkte af fugle, hovedsageligt fordi de var med til at destruere smittede besætninger og brænde dem. Vandfugle som ænder og gæs er bærere af sygdommen, men får den ikke selv. De overfører den til hønsefugle, som smitter hinanden meget hurtigt og dør af sygdommen. Infektionen har også ramt grise og kattedyr, herunder tigre.FN’s organisation for landbrug og fødevarer (FAO) opfordrer alle de velstillede lande til at hjælpe med at få udryddet fugleinfluenzaen, også for deres egen sundheds skyld. Vietnam er et land hvor både ænder, høns, grise og mennesker lever meget tæt på hinanden. Fjerkræproduktionen er vokset hastigt, omkring ni pct. om året i de senere år. Det er en af de sikreste indkomstkilder.
»Vietnam ligner en kæmpemæssig hønsegård,« siger Anton Rychner fra FAO, »og det gør bekæmpelsen af fugleinfluenza hundrede gange mere kompliceret«.
Sidste år blev 15 mio. stk. fjerkræ slået ned. I år er tallet nået op på 1,5 mio. Mange hønseavlere er gået fallit. Do Van Hoi i Long An provinsen i Mekongdeltaet mistede 18.000 kyllinger sidste år. Han fik en erstatning på 1,80 kr. pr. stk., men det koster ham 10 gange så meget at opdrætte en kylling, siger kyllingeopdrætteren til Reuters.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu