Læsetid: 7 min.

Det gnistrer i den kinesiske krudttønde

Den sociale uro vokser i det nye Kina, hvor væksten går fattige bønder og fyrede industriarbejdere forbi. En enkelt gnist er nok til at antænde vredens bål rundt om i det store rige
24. februar 2005

Social uro
I den østkinesiske landsby Langchenggang i Henan-provinsen sker der en trafikulykke. Ifølge nogle medier er det en taxachauffør fra den etniske minoritetsgruppe af muslimske Hui-kinesere, der påkører og dræber en pige fra den dominerende befolkningsgruppe af Han-kinesere. Ifølge de lokale myndigheder er det to landbrugskøretøjer, der kolliderer – den ene med en Hui-kineser ved rattet, den anden med en Han-kineser. Uanset hændelsesforløbet fører ulykken til, at medlemmer af de to involverede familier, bosat i hver deres landsby, kommer i slagsmål. I løbet af ingen tid strømmer hundreder af køllebevæbnede Hui-kinesere til Langchenggang, hvor Han-kinesiske hjem bliver angrebet og stukket i brand. I de næstfølgende dage deltager tusinder i det etniske sammenstød, som fører til mindst syv dræbte og flere sårede, før Langchenggang erklæres i undtagelsestilstand, og volden standses af kinesiske politistyrker. En uge tidligere støder en løsarbejder på et marked i Wanzhou i den vestlige Chongqing-region ind i hustruen til en lokal embedsmand. Hustruen får snavs på tøjet, og embedsmanden begynder at slå den uheldige arbejder og truer med at bruge sin indflydelse til at få ham slået ihjel. De omkringstående oprøres over denne magtbrynde, historien løber markedspladsen rundt og videre derfra, og efter få timer er titusinder vrede borgere stimlet sammen på den centrale plads i Wanzhou. En politibil bliver sat i brand, en brandbil smadres, og da mørket falder på, løber 50.000 borgere storm på distriktsregeringens hovedkvarter, smider møbler og computere ud af vinduerne og stikker bygningen i brand. Den følgende måned går mere end 100 vrede konstruktionsarbejdere til angreb med køller og mursten på en politistation i byen Yuncheng i Shanxi-provinsen. Arbejderne er rasende over politiets håndtering af en sag med en flugtbilist, angiveligt fra det selskab arbejderne er knyttet til. To politibetjente bliver slået ihjel under sammenstødet.Samtidig med denne hændelse rammes et tehus i landsbyen Xima i Chongqing-regionen af en voldsom eksplosion. 14 mennesker bliver dræbt og 29 såret. Ifølge kinesiske medier er det en desperat kinesisk bonde, der har sprængt tehuset og dets gæster – herunder sig selv – i luften, efter først at have myrdet sin kone. Medierne udlægger tragedien som et udtryk for, at folk i den fattige landsby savner kulturelt indhold og mening i tilværelsen. Kort forinden indleder 10.000 fabriksarbejdere i byen Bengbu i Anhui-provinsen en protestaktion, der lammer byens centrum. Arbejderne er vrede over, at deres pension udhules, at mange arbejdsskader ikke omfattes af deres sygeforsikring, og at forsikringen i øvrigt er for lille til at betale hospitalsophold. Demonstrationerne fortsætter i fire dage, indtil myndighederne går med til at øge pensionsudbetalingerne til fratrådte arbejdere. På dette tidspunkt har 7.000 tekstilarbejdere på en fabrik i Xianyang i Shaanxi-provinsen været i strejke i mere end en måned. De strejkende – flest kvinder – er vrede over salget af virksomheden til et selskab i Hong Kong, ledsaget af forringede ansættelseskontrakter og pensionsordninger. Døgnet rundt blokerer op til 1.000 arbejdere fabrikkens indgang. Først efter syv uger og delvise indrømmelser fra den ny virksomhedsejer slutter strejken, der af den Hong Kong-baserede NGO China Labour Bulletin karakteriseres som »uden fortilfælde i Kina, siden starten på landets økonomiske reformer« i 1978. Omtrent samtidig besætter op mod 100.000 vrede bønder lokalregeringens kontorer i Hanyuan i den centrale Sichuan-provins. Provinsens ledende partisekretær tages som gidsel. Aktionen er kulminationen på længere tids uro, udløst af det store dæmnings- og vandkraftprojekt på Yangtze-floden som i Hanyuan tvinger folk væk fra deres hjem og jord. Bønderne får ikke den økonomiske erstatning, de er blevet lovet, og derfor kommer det til demonstrationer, strejker og blokade af kraftværksbyggeriet. Flere bliver dræbt og såret, da 10.000 paramilitære styrker sættes ind for at bryde blokaderne. »Den alvorligste bondeopstand i de seneste 55 år,« skriver Hong Kong-avisen Tai Yang Pao efterfølgende.

Stadig mere uro
Disse begivenheder udspillede sig alle i de tre sidste måneder af 2004. Billeder på en social uro, der lurer under overfladen i det ny Kina og stadig oftere koger over. Banale trafikulykker, sammenstød på gaden, etniske modsætninger, arbejdspladskonflikter, manglende job – gnisterne, der fører til opstande og vold, er af vidt forskellig art, men afspejler alle, at det kinesiske samfund midt i sin tordnende økonomiske fremgang er skrøbeligt og hjemsøgt af destabiliserende, indre modsætninger. De kinesiske myndigheder leverer selv statistik til belysning af situationen. Det officielle ugeskrift Outlook Weekly rapporterede i november om 58.000 tilfælde af social uro rundt om i det store rige i 2003, svarende til 160 hændelser pr. dag. Tallet afspejler en stigning på 15 procent i forhold til året før, og en syvdobling inden for det seneste tiår. Ifølge avisen Asia Times anslås mere end tre millioner mennesker at have taget del i disse protester og uroligheder. Ifølge Wall Street Journal modtog de kinesiske domstole i 2003 næsten fire millioner klagesager, mens den nationale folkekongres og de lokale partikongresser modtog over 40.000 klageskrivelser fra utilfredse borgere. Den amerikanske Kina-ekspert Murray Scot Tanner fra det uafhængige forskningscenter RAND Corporation har studeret tilgængelige kinesiske politistatistikker og oplyser, at Sichuan-provinsen – en af de tættest befolkede – blev ramt af næsten 1.500 protester i 2003, en stigning på 20 procent i forhold til året før. »Ingen region har oplevet flere demonstrationer end det aldrende nordøstlige rustbælte – i Vesten kendt som Manchuriet – hvor markedsreformerne har ramt arbejdere og pensionerede fra ineffektive statsvirksomheder hårdt. Politiet i Liaoning-provinsen ved grænsen til Nordkorea hævdede et forbløffende antal på 9.559 hændelser omfattende mere end 863.000 personer i perioden januar 2000 til september 2002 – et gennemsnit på næsten 10 hændelser med 90 involverede dagligt hver dag i næsten tre år,« skriver Tanner i International Herald Tribune. Nok så foruroligende som væksten i protestaktioner er det, at de enkelte protester ifølge kinesisk politi omfatter stadig flere mennesker, bliver stadig bedre organiseret og foregår stedse mere konfrontationssøgende. »Vores samfund har en kort lunte, som bare venter på en gnist,« sagde Yu Jikui, den uheldige unge løsarbejder i Wanzhou, der fik tæv og blev truet på livet af en embedsmand og dermed blev den lokale gnist, der førte til 50.000 vrede menneskers storm på den stedlige regeringsbygning i oktober sidste år.

Årsag er ulighed
Den altdominerende årsag til den ulmende uro rundt om i Kina er den skæve fordeling af de gevinster, som den økonomiske vækst og reformpolitik har skabt. Årlige vækstrater på syv-ni procent har skabt en eksplosiv udvikling i især de østkinesiske kystbyer og en ny middelklasse med stærkt stigende indkomst og levestandard. Men det er en udvikling, som er gået mange af Kinas fattige bønder og afskedigede fabriksarbejdere forbi. Selv om Kina gennem de seneste 25 har bragt over 200 millioner indbyggere op over den nationale fattigdomsgrænse, så har det ikke kunnet hindre, at afstanden mellem rige og fattige er vokset. Ifølge en undersøgelse fra Kinas Akademi for Socialvidenskaber, for nylig omtalt i Folkets Dagblad, var den disponible personindkomst for de 10 procent bedst lønnede næsten 10 gange så høj som gennemsnitsindkomsten for de 10 procent med laveste lønninger. Dette repræsenterer en vækst i uligheden, som også fremgår af en dugfrisk analyse fra Verdensbanken, Kina og WTO. Den fortæller, at næsten 90 procent af husholdningerne i de kinesiske byer har oplevet en indkomstvækst siden Kinas indtræden i Verdenshandelsorganisationen WTO i 2001, mens husholdningerne på landet som gennemsnit har måttet notere en tilbagegang i levestandard – for de fattigste bønder på hele seks procent. Nye statistikker offentliggjort de seneste dage i kinesiske medier viser, at gennemsnitsindkomsten i byerne er mere end tre gange gennemsnitsindkomsten på landet. Samt at der også internt i vækstcentre som Beijing er tale om et voksende gab mellem de bedst stillede og de dårligst stillede. Ifølge Verdensbank-økonomen Branco Milanovic er uligheden i dag klart større i Kina end i andre store udviklingslande som Indien, Indonesien og Brasilien. Professor Dorothy Solinger, Kina-forsker ved Centre for Asian Studies, University of California, beskriver i en aktuel kommentar, hvordan denne ulighed tager sig konkrete udtryk og bliver kilde til den vrede, der i stigende grad registreres som social uro rundt om i Kina. Om uroen blandt nødstedte industriarbejdere i byerne siger Solinger: »Årsagerne er: Ubetalte lønninger og pensioner, pludselige og massive afskedigelser, korrupte ledere der gives ansvaret for en række industrivirksomheders fallit, det hele sammenfaldende med ophøret af de fleste af de socialistiske privilegier og goder, der har været garanteret siden kommunistregimets unge dage i 1950’erne.« I landdistrikterne oplever bønderne urimelig beskatning, konfiskation af jord og lokale myndigheders korruption. Dette kombineret med et nyt konkurrencepres fra mere effektive udenlandske landbrugsproducenter samt tiltagende mangel på frugtbar jord og vand giver forringede økonomiske vilkår og nærer oplevelsen af uretfærdighed. Der kan dertil være særlige lokale årsager som f.eks. det store dæmningsprojekt ved De Tre Kløfter på Yangtze-floden, hvor en stor, lokal befolkningsgruppe bliver offer for det officielle fremskridt. Økonomiprofessor Xiong Jianli fra Chongqing Three Gorges University forklarer i Wall Street Journal, hvordan optøjerne i Wanzhou, hvor titusinder af borgere satte distriktsregeringens bygning i brand, skal ses i lyset af myndighedernes forudgående virksomhedslukninger og afskedigelse af 47.000 ansatte, fordi det hele lå i vejen for det store dæmningsprojekt. Vreden blandt disse ofre for fremskridtet behøvede bare en gnist – løsarbejderen der blev tævet på markedspladsen – for at udløse en brand, siger professor Xiong Jianli. »Hvad (Kinas kommunistiske) parti nu er konfronteret med, er en politisk trussel, som ikke længere udgøres af studenter og intellektuelle som i 1989, men af arbejdere og bønder – paradoksalt nok den rettighedsløse klasse som Mao byggede sin revolution på, og i hvis navn det kinesiske kommunistparti har regeret enevældigt så længe,« skriver Dorothy Solinger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu