Læsetid: 4 min.

En gonzo-journalist går i graven

Hunter S. Thompson var amerikansk journalistisk store dommedagsjournalist
24. februar 2005

INTERNATIONALT
Hvert år underviser jeg på et universitetskursus i litterær journalistik, og hvert år kan jeg konstatere det samme: Den skribent, som de studerende bedst kan lide, er Hunter S. Thompson. Sådan har det været i 35 år nu, og hver gang er de allermest begejstrede på mit hold europæiske studerende. Thompson fik i denne uge en død, som lever fint op til forestillingen om, hvordan en god, ikonoklastisk gonzojornalist bør dø: Han skød sig en kugle for panden. Samme exit valgte Hemingway for 44 år siden. Thompson blev i årtier hyldet som en helt i universitets studentermiljøer, og for nogle år siden gav han journaliststuderende det fremsynede råd at opdyrke terrorisme og computerkriminalitet som stofområder. Den seneste Thompson-artikel, jeg har læst, blev bragt dagen før præsidentvalget og spåede Kerry en klar sejr. Thompson fik ikke altid rigtig fat på sine historier, men man vidste altid, hvor han stod. Thompson voksede op i de repressive 1950’ere i Louisville, Kentucky – en by, han foragtede for dens provinsialisme og snobberi. Louisville ligger i den sydlige ende af staten ved Ohiofloden, og litteraturkritikere har da også karakteriseret hans stil som ’sydstatsgotisk’, skønt han snarere var påvirket af Hemingway og Scott Fitzgerald end af deres samtidige fra Det Dybe Syden. Som Hemingway skabte han en skrivestil, der influerede på generationer af forfattere. Han kaldte den selv for »gonzojournalistik«, men helt nybrydende og original var den nu ikke – H. L. Mencken havde brugt det engelske sprog som en lignende verbal knippel tilbage i 1920’erne. Men Thompsons overophedede, satiritiske, giftspyende prosa kværnede igennem 1960’erne og 1970’erne som et postmoderne heavy metal-guitar riff. Gonzojournalistikken satte skribenten i historiens centrum, hvor han ofte iførte sig som en barok absurditetens maske, der gik rent ind hos publikum. Hans værk slog ikke mindst an, fordi det latterliggjorde amerikansk journalistiks hellige trossætning om ’objektivitet’. Lænkede af deres mediekoncernherskere længtes USA’s journalister i al hemmelighed efter at fortælle alt, hvad de vidste gennem en imitation af Thompsons uhæmmede stil. Den slags fripostighed begyndte at forekomme, da vi fik internettet, men i lang tid var der kun Thompson. Thompsons livshistorie er en mosaik af legender, myter og overdrivelser. Allerede før han gik ud af gymnasiet, havde han opnået at sidde i spjældet, og efter at have arbejdet som journalist i det amerikanske luftvåben tilbragte han en tid i New York, hvor han overlevede i yderkanten af Beat-generation-bevægelsen, før han fik ansættelse som reporter på en sportsavis i Puerto Rico. Derpå flyttede han til Californiens Big Sur-region, hvor han freelancede for forskellige aviser og magasiner. En overgang var han også Sydamerika-korrespondent for National Observer, en kortlivet publikation udgivet af Wall Street Journal-koncernen.
Tilbage i Californien først i 1960’erne rapporterede han om den fremvoksende modkultur – et fænomen, mainstreampressen stort set gik uden om. Et freelancejob for et magasin udviklede sig til at blive hans første bog, Hells Angels: The Strange and Terrible Saga of the Outlaw Motorcycle gang – et værk, der solgte i millionoplag og gjorde ham berømt i en alder af 26 som den fremmeste kronikør af den San Franciscos stofkultur, han selv betegnede som »den orgiastiske top af et stort psykedelisk isbjerg, der driver rundt i pengearistokratiets farvande«.

Frygt og lede
Begyndelsen på hans litterære mesterværk, Frygt og lede i Las Vegas, en brutal rejse til hjertet af den amerikanske drøm, er muligvis den mest berømte indledning i nogen amerikansk bog siden jazztiden: »Vi befandt os et eller andet sted i nærheden af Barstow på grænsen til ørkenen, da stofferne begyndte at virke.« Frygt og lede…, der ofte sammenlignes med Fitzgeralds Den Store Gatsby, er et manifest over en generations desillusion: De tidlige 1960’eres idealisme var imploderet til en svovlpøl af hykleri og narkoforvirret lammelse, og i centrum for alt dette stod Richard Nixon. Thompson afskyede Nixon af et godt hjerte og så ham som selve sjælen i Amerikas dekadence, den mand der knuste den amerikanske drøms hjerte og som »talte for varulven i os alle«. Da Trickie Dickie forlod sit embede i vanære, begyndte Thompson at miste sin særlige litterære brod og selve sin raison d’être. »At Richard Nixon nu er borte,« skrev han i 1994 efter ekspræsidentens død, »får mig til at føle mig fattigere. Han var the real thing – et politisk monster, der var som snydt ud af næsen på Grendel (mytologisk uhyre i middelalderkvadet Beofwulf, red.) og en virkelig farlig fjende… det var Richard Nixon, der fik mig til at gå ind i politik, og nu, da han ikke er her mere, føler jeg mig ensom… Den mand var fuldstændig blottet for moral og selv den mest minimale anstændighed.« I sidste instans fik Thompson en skæbne som Hemingway eller endda som Nixon: Til sidst formåede han kun at lyde som en parodi på sig selv. Som han førte bog over de skiftende præsidenters fiaskoer, begræd han, hvad han så som Amerikas uafvendelige kurs mod undergang. Bag alle ordlegene og den intellektuelle poseren bevarede Thompson pudsigt nok nogle ret gammeldags konservative moralbegreber, som hans unge beundrere fuldkommen savner. I grunden føjer hans værk sig smukt ind i den amerikanske litteraturs hovedstrøm med dens optagethed af tabt uskyld og uforløste drømme. Thompson sagde engang, at den ideelle gonzo-journalist er som en filmproducent, der skriver sit eget manuskript, selv foretager instruktion og kameraarbejde og på en eller anden måde får sig selv inkluderet i handlingen som en af dens hovedpersoner. Som Hemingway var han en eksistentiel profet, som ikke så ud til at tage sig selv alt for alvorligt, samtidig med at han tog livet dybt alvorligt. Han var sin egen opfindelse og den opfindelse fandt anledning til at begræde næsten alting. Han var amerikansk journalistiks Hieronymus Bosch, som fik malet sig selv ind i sit eget dommedagsbillede.

Paul Ashdown er professor i journalistik på University of Tennessee i Knoxville

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her