Læsetid: 6 min.

Gonzo – skrivemaskinens mørke fyrste

New Journalism-legenden Hunter S. Thompson beskrev sit stofområde som ’den amerikanske drøms død’. Snart bliver hans jordiske rester skudt ud af en kanon
26. februar 2005

Journalistik
»Det optimale vil naturligvis være, at Hunter S. Thompsons aske bliver skudt ud af en kanon, som det var hans ønske. Han er blevet kremeret og familien er for øjeblikket ved at finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre,« fortalte historiker og forfatter Douglas Brinkley, som er en ven af familien og har redigeret adskillige af Hunter S. Thompsons bøger, i denne uge til amerikanske medier.
Siden Hunter S. Thompson tog sit eget liv i søndags, har medierne været fulde af spekulationer om hvorvidt selvmordet var et sidste udslag af en genial skribents rablende, mørke side eller køligt tilrettelagt af mand, der havde som valgsprog, at han »ikke ville anbefale narkotiske stoffer, galskab eller skydevåben til nogen, men de har altid virket for mig.«
»Jeg tror, det var planlagt, ikke resultatetet af et øjebliks fortvivlelse eller vrede,« siger Brinkley med henvisning til, at forfatteren havde haft smerter og besvær i ugevis efter en hofteoperation og et brækket ben..
»Han tog formentlig den beslutning, at han havde haft 67 utrolige år, og at han ikke ville lide i en uværdig alderdom. Han havde ikke tænkt sig at lade sig nogen diktere, hvordan han skulle dø.«
Jann Wenner, redaktør af Rolling Stone magazine, som udgav Thompsons legendariske artikel Frygt og lede i Las Vegas, sagde mandag, at Thompson havde »allerede levet længere end de fleste af os havde turdet håbe på,« med henvisning til Thompsons forbrug af stoffer og andre udskejelser, der gennem årene havde tæret på helbreddet.

Men Hunter S. Thompson’s død, overraskende eller ej, smækkede døren i på en æra for den skrevne journalistik, en æra som Thompson startede med sin egen besynderlige form i slutningen af 60’erne: »Gonzo-journalistik«, en reportage-stil, hvor forfatterens subjektivitet er altings afsæt og begyndelse. Thompson var centrum for historien og gennem hans prisme af velskrivende vanvid, narkotiske stoffer og en altid overraskende dyb indsigt i stoffet, bragte han læserne tættere på, end det var muligt at komme med traditionel journalistik, der har objektivitet og upartiskhed som grundlæggende spilleregler.
Uanset om han kørte med Hells Angels, smadrede hotelværelser i Las Vegas eller hudflettede Nixon, så skrev Hunter S. Thompson om sin samtids modkultur og politiske kultur med en akkuratesse og vildskab, der ikke er set hverken før eller siden. Hans samtidige siger, at der formentlig kun var Hunter S. Thompson og hans metode, der kunne komme så tæt på 60’ernes og 70’ernes modkultur. Samtidig havde hans tekster en kvalitet med direkte afsæt i beat-poesien, et uafbrudt flow af oplevelse og reflektion, der skyldte beat-digterne og Jack Kerouc en del men alligevel var Thompsons helt egen:
»The Menace is loose again, the Hell’s Angels, the hundred-carat headline, running fast and loud on the early morning freeway, low in the saddle, nobody smiles, jamming crazy through traffic and ninety miles an hour down the center stripe missing by inches ... like Genghis Khan on an iron horse, a monster steed with a fiery anus, flat out through the eye of a beer can and up your daughter’s leg with no quarter asked and none given.« (fra Hell’s Angels: A Strange and Terrible Saga, 1966)
»Han var det engelske sprogs største og sjoveste skribent i det 20. århundrede,« sagde forfatter og ikon for litterær journalistik, Tom Wolfe, i denne uge til Los Angeles Times.
»Han nøjedes ikke med at skrive om individets totale frihed, som den tog form i 60’erne, han personificerede den frihed og vildskab. Han løb med i stofkulturen og fløj med den helt op. Han var noget nyt i både journalistik og litteratur.«
»Som journalist er det lykkedes mig at overtræde de fleste regler og alligevel nå i mål,« sagde Thompson om sig selv.
»Og det er svært for de fleste af nutidens rugbrødsjournalister at forstå, men det er fordi de ikke er i stand til at gøre det selv.«

Thompson dukkede op som en original og anderledes stemme i amerikansk journalistik i 1966 med Hell’s Angels: A Strange and Terrible Saga, en undersøgende reportage for magasinet the Nation, som beskrev rockergruppen set indefra. Artiklen blev senere udsendt som bog og solgte i mere end to millioner eksemplarer.
Hans mest berømte bog er naturligvis »Fear and Loathing in Las Vegas,« udgivet i 1972 som en »reportage« fra et motorcykelløb i ørkenen, det årlige Mint 400 i Las Vegas. Undervejs i sit amokløb gennem hotelværelser og alverdens eksotiske stoffer, herunder koncentreret binyrebarkhormon, syre og hjertemedicin, ramler Thompson og hans udknaldede samoanske advokat ind i en sherif-kongres om narkotika.
Historien, som er fuld af knusende vittig sarkasme og knapt handlede om de to begivenheder, fiskede istedet efter en sindstilstand som ikke bare var Thompsons egen, men hele generationens og landets på det tidspunkt: Friheden og galskaben, som kun 60’erne havde kendt, og som nu var på vej til at blive overtaget af kynisme og dumhed.
Den egentlige Gonzo-stil fødte Thompson under en opgave ved Kentuckys Derby to år tidligere i 1970 for Scanlan Magazine. Hans deadline kom nærmere og han havde stadig kun sine notater, ingen artikel.
»Jeg var fuldstandig blæst, jeg kunne ikke arbejde,« sagde han nogle år senere til Playboy. »Så jeg endte med at sidde og flå siderne ud af min notesbog, skrive numre på og sende dem til bladet. Jeg var stensikker på, at det var den sidste artikel, jeg nogensinde fik lov at skrive overhovedet.«
Men da ’artiklen’ The Kentucky Derby Is Decadent and Depraved blev udkom, hyldede læsere og kritikere den som et gennembrud i journalistik.
»Hvis jeg kan skrive sådan noget og slippe afsted med det, hvorfor skulle jeg så forsøge at skrive til New York Times?« sagde han til Playboy.
Thompson beskrev senere sin oplevelse af gennembruddet som »at falde ned i en elevatorskabt og lande lige midt i en flok havfruer«.
En af dem, der kommenterede artiklen til Thomson var den samtidige skribent Bill Cardoso, som kaldte værket for real Gonzo.

Thompson elskede at balancere på kanten mellem virkelighed og fiktion. Han kaldte sit hjem, den legendariske Owl Farm i Colorados bjerge, for en »befæstet base«, selvom den hverken var omgivet af pigtråd eller skyttegrave. Ganske vist havde Thompson bunker af skydevåben, men nøjedes med at affyre dem mod nogle jern-gong gonger som han havde hængt på en bjergside nær sit hus i Woody Creek, lidt uden for Aspen. Her nød han ifølge ham selv friheden til at »knalde ud på meskalin og skrue min forstærker op på 110 decibel og nyde [Jefferson Airplanes] White Rabbit mens solen står op over the Continental Divides snedækkede bjerge.«
Sin død havde Hunter S Thompson også »forudset« i bedste Gonzo-stil, han regnede med at ende sin tilværelse på en snoet bjergvej mellem Louisville og Eglin Airforce Base i Kentucky, hvor han startede sin karriere på basens avis:
»Min ide om døden var i lang tid at komme blæsende ned ad den vej med 170 i timen, køre lige gennem autoværnet og hænge der over landskabet. Og jeg ville sidde der på forsædet splitternøgen med en kasse whisky ved siden af mig og en kasse dynamit i bagagerummet med hornet i bund og lyset tændt; bare sidde der i rummet i nogle øjeblikke som en menneskelig bombe og så falde ned i stålvalseværkernes virvar i en kæmpeeksplosion. Ingen smerte. Ingen ville komme til skade. Og medmindre de har lagt vejen om, så er den affyringsrampe der stadig.«

Forfatterskab
Bøger af Hunter S. Thompson
•Hell’s Angels: A Strange and Terrible Saga, 1966
•Fear and Loathing in Las Vegas: A Savage Journey to the Heart of the American Dream, 1972
•Fear and Loathing on the Campaign Trail ’72, 1973
•The Great Shark Hunt: Strange Tales from a Strange Time; Gonzo Papers, Volume One, 1979 •The Curse of Lono (with Ralph Steadman), 1983
•Generation of Swine: Tales of Shame and Degradation in the ’80s; Gonzo Papers, Volume Two, 1988
•Songs of the Doomed: More Notes on the Death of the American Dream; Gonzo Papers, Volume Three, 1990
•Silk Road: Thirty-Three Years in the Passing Lane, 1990
•Better Than Sex: Confessions of a Political Junkie; Gonzo Papers, Volume Four, 1993
•The Proud Highway: The Saga of a Desperate Southern Gentleman, 1955-1967, 1997
•The Rum Diary: The Long Lost Novel, 1998
•Screwjack and Other Stories, 2000
•Fear and Loathing in America: The Brutal Odyssey of an Outlaw Journalist, 1968-1976, 2000
•Kingdom of Fear: Loathsome Secrets of a Star-Crossed Child in the Final Days of the American Century, 2003
•Hey Rube: Blood Sport, the Bush Doctrine, and the Downward Spiral of Dumbness, 2004

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her